Vi stoler på de andre

Lørdag den 15. januar 2011, 10:15

Tre fjerdedele af alle danskere har tillid til andre mennesker, viser en ny undersøgelse om danske værdier, der netop er udkommet i bogen »Små og store forandringer«.

Vi er trygge ved at aflevere børnene i daginstitutionen og føler os tilpas blandt flere forskellige mennesker. Danskernes generelle tillid til andre er nemlig vokset fra 51 til 76 procent siden 1981, viser en ny stor værdiundersøgelse, der igennem tre årtier har stillet en repræsentativ gruppe over for de samme spørgsmål - én gang hvert niende år.

Tilliden er vokset, men siden den første spørgerunde for 30 år siden har den også bredt sig til flere forskellige grupper i samfundet. Fra at begrænse sig til grupper som højtuddannede, venstreorienterede og kvinder havde stort set alle danskere fået mere tillid til hinanden ved den seneste måling i 2008.

Ifølge forsker bag undersøgelsen cand.scient.soc Morten Frederiksen fra Københavns Universitet er uddannelse hovedforklaring på stigningen.

»Det, der har ændret sig, er, at uddannelsesniveauet er steget, og sammen med det er tillidsniveauet gået opad. Dels er folk blevet højere uddannet, og dels giver også kortere uddannelser mere abstrakte og refleksive kompetencer, der gør, at man er i stand til at håndtere større social forskellighed og føle sig tryg i flere sammenhænge, end man måske ellers har gjort,« siger Morten Frederiksen.

Tillid gør livet lettere

Medforfatter til bogen »Små og store forandringer« og professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet Peter Gundelach mener, at den øgede tillid kan have stor betydning for samfundet.

»Det bliver mere og mere mainstream at have tillid til hinanden, og det medfører større grad af demokrati og mindre behov for at kontrollere.

Hvis du har håndværkere, føler du ikke behov for at lave efterkontrol af deres arbejde - eller være hjemme for at holde øje, og så bliver det billigere. På den måde kan det smitte af helt nede på hverdagsniveau. Tillid giver en større lykkefølelse og har mange positive indvirkninger på samfundet, der får det hele til at fungere bedre,« siger Peter Gundelach.

Han forklarer, at vi nok ikke umiddelbart mærker noget til den større tillid, men til gengæld vil kunne mærke, hvis den daler, og det dermed går dårligere i samfundet.

Mest tillidsfulde

De danske værdikonklusioner er del af en europæisk undersøgelse. Og i forhold til andre befolkninger er danskere et af de mest tillidsfulde folkefærd. Morten Frederiksen forklarer det med graden af social lighed, der eksisterer i Danmark.

»Man kan formode, at den sociale ulighed spiller ind. Socialt ulige samfund er utrygge samfund og har dermed en lav tillidsgrad - som for eksempel USA. Danmark er derimod et meget lige samfund, og det kan være noget af forklaringen,« siger forsker Morten Frederiksen.

Blandt andre konklusioner i bogen lyder, at foreningslivet - og dermed det danske fællesskab - har det bedre end antaget, og at en individualisering i samfundet derfor ikke kan bekræftes. Næste spørgerunde i værdiundersøgelsen finder sted i 2017, men i mellemtiden skal den danske forskergruppe lave en omfattende sammenligning med de andre lande.