70 år

»Stairway to Heaven«-skaberen fylder rundt

Jimmy Page vil altid stå i rockhistorien som en enestående guitarist man kun kan nyde - uanset hvem han så har været i ledtog med. 9. januar fylder han 70 år.

ARKIVFOTO. Led Zeppelin-guitaristen Jimmy Page (t.h.) fylder 70 år 9. januar.
ARKIVFOTO. Led Zeppelin-guitaristen Jimmy Page (t.h.) fylder 70 år 9. januar.

Der findes ikke den liste over verdens bedste guitarister, hvor Jimmy Page ikke som minimum figurerer blandt de ti første.

Hvor andre store guitarister både har deres tilhængere og modstandere, så er der blandt både rockeksperter og musikelskere bred enighed om, at Jimmy Page er noget helt særligt. I mere end 40 år har knægte over hele kloden siddet på deres drengeværelser og forsøgt at lure hans riffs af til »Whole Lotta Love« eller øvet akkorderne til »Stairway to Heaven«. Det er udødelige Led Zeppelin-klassikere skabt af en mand, der selv begyndte at rode med guitarer i en alder af 12. Forbillederne for ham var Scotty Moore og James Burton, der begge havde spillet med Elvis, men også folk-guitarister som Bert Jansch og blues-folk som B.B. King og Elmore James var forbilleder for den unge mand, der voksede op i London-forstaden Heston.

Jimmy Page blev allerede som helt ung en meget populær studie-guitarist og det siges, at han i perioden 1963-66 var med på 60 procent af al rockmusik indspillet i England. Således kan man høre Jimmy Pages guitar på Rolling Stones’ »Heart of Stone«, Marianne Faithfuls »As Tears Go By«, The Who’s »I Can’t Explain« samt adskillige af The Kinks’ tidlige numre for blot at nævne nogle stykker.

Jimmy Page ville dog selv og efter et intermezzo med The Yardbirds blev Led Zeppelin dannet. Først under navnet The New Yardbirds under hvilket de blandt andet gav en efterhånden mytisk koncert i Gladsaxe Teen Club 7. september 1968. Led Zeppelin voksede dog hurtigt ud af de små rammer og udgav fra slutningen af 60erne og op gennem 70erne en række mesterværker, der den dag i dag gør Led Zeppelin til verdens fjerde bedst sælgende musikgruppe kun overgået af The Beatles, ABBA og Queen.

Som sangskriver, guitarist og producer var Jimmy Page centrum for det hele - en mand, der skabte en ny lyd ved hjælp af sin Gibson Les Paul, sine Fender Telecaster-guitarer, et uovertruffent talent, men også kæmpede en hård kamp med et narkomisbrug, der en overgang truede med at vælte det hele. Efter Led Zeppelins opløsning i 1980 og en heroinafvænning er det blevet til en lang række projekter for Page, der imidlertid aldrig opnåede samme succes som i 70erne.

Myterne binder sig dog stadig til manden. Hans interesse for det okkulte i 70erne, hvor han endda ejede et forlag og en boghandel, der udgav den britiske okkultist Aleister Crowley’s værker, hans forhold til den blot 14-årige groupie Lori Maddox samt hans rigdom og forkærlighed for fast ejendom. Jimmy Page vil altid stå i rockhistorien som noget ganske særligt, men dog først og fremmest for sit kunstneriske bidrag. En enestående guitarist, man kun kan nyde - uanset hvem ophavsmanden så har været i ledtog med.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.