11. oktober 2007, 03:00

Hvad er god musik - mest fornuft eller mest følelse?

For en moderne komponist med tjek på taktarterne og vrimler af viskelædere kunne man tro, det var fornuft. Men i tilfældet Anders Nordentoft forholder det sig anderledes.

For det første var hans oprindelige arbejdsplads slet ikke skrivebordet, men orkestret: Nordentoft har både spillet violin de fineste steder og rockmusik med vennerne. Han er kort sagt musiker af sjæl og sind.

Og for det andet hører han slet ikke til de teoretiske typer. Der kan tværtimod være noget umiddelbart over hans musik - en ret fredsommelig glæde ved at mærke tonernes strømme ud fra orkestret, et par gange rundt om hinanden og så lige ind i hjertekulen.

Ingen danske værker er båret mere af fornemmelser end Nordentofts bedste.

Han har en smule til fælles med Ravel: At der ikke står så mange titler på hans værkliste, men til gengæld er det mesterværker næsten hver og ét. Ikke mindst slutningen af firserne var god for Nordentofts kunst. Han brød igennem med »Entgegen« fra 1985 - skrevet for det, man i dag kalder sinfonietta. Og de følgende år kom kritikerne rigtig op ad stolene. Det ene stemningsfulde, næsten impressionistiske stykke fulgte efter det andet: »Born« for orkester, »Katedral« for solocello og så videre.

Dét var der en god grund til. Ny musik blev spillet dengang. En ung komponist kunne altid regne med festivaler som Musikhøst i Odense og Numus i Århus - og dertil kom bestillinger fra både hovedstadens og provinsens orkestre. Sådan er det ikke længere. Nu om dage behandler musikerne den stedmoderligt. Ud med det sindrige, langsomme, eftertænksomme. Ind med lydkunst og pseudokunst i almindelighed.

Så komponister som Anders Nordentoft kunne godt miste modet lidt.

Nyt på vej?
Ikke at dagens fødselar gjorde det selv. Men da han for nogle år siden fik en bestilling fra DR Radiosymfoniorkestret, kom han aldrig rigtig i gang. Arbejdet blev portrætteret i en meget set dokumentarfilm og viste en mester i krise. Bestillinger var efterhånden blevet så sjældne, at resultatet aldrig kunne blive fint nok.

Okay... Det hele fik en fin udgang. Nordentoft blev færdig. Og efter sigende er et nyt værk til DR Radiosymfoniorkestret på vej.

Det skal blive spændende at lægge øre til. Nordentoft har undergået en overraskende udvikling de senere år - formået at åbne sin musik og skifte ham til egentlig melodiker, også i populær forstand.

Hans bedste værk fra de senere år? Nogle vil sikkert sige »On This Planet« fra 2002 - oprindelig opført på Den Anden Opera med sand på gulvet og Thomas Sandberg i hovedrollen, siden gjort tilgængelig i elektronisk form og nu på vej mod det store udland.

Det var her, han første gang foldede sit folkelige talent ud. Forestillingen kan man tage sin familie med til.

Men alligevel... Et stykke som »The Nervous Saurian« for klarinettrio er måske endnu mere karakteristisk for Nordentoft - med denne melankolske verden af toner i forgrunden og toner i baggrunden og en sær, uudsigelig, hjertesmertende tomhed i midten.

Så ham kan man stadig vente vidundere af.