1. januar 2009, 14:01 – opdateret 1. januar 2009, 14:08

17 år som partiformand, mere end de fleste. Det var, hvad Gert Petersen fik på den absolutte top af dansk politik. Fra 1974 til 1991 bar han – og var han – Socialistisk Folkeparti og dermed personificeringen af den særlige folkesocialisme, som partiet er udsprunget af.

Gert Petersen var en mand i røde seler – både i bogstavelig forstand, men så sandelig også i den åndelige betydning. Røde faner, socialisme og kollektiv ansvar var hans ledestjerner, lige indtil han i 1991 overlod partiet til Holger K. Nielsen og selv fortsatte med at lade sit engagement tilflyde offentligheden i bøger, debatter og talrige avisindlæg. Ja, det seneste er såmænd kun få måneder gammelt, og her lykønskede den tidligere parti­formand sit parti med et nyt forsvarsudspil og gjorde samtidig lige klart, at SF gennem historien flere gange har budt sig konstruktivt til på forsvarsområdet.

Ganske sigende for manden, der gik under tilnavnet »Den Store Rorgænger«, og som ikke har holdt sig tilbage med hverken kritik af eller ros til sine efterfølgere. Eksempelvis har han rost Villy Søvndal for hans resultater og især skiftet i udlændingepolitikken, men rorgængerens pegefinger har også været fremme – ikke mindst med advarsler om, at Søvndals succes ikke måtte stige hverken Søvndal selv eller partiet til hovedet.

Intens og seriøs
Substansfyldt og jordbundet til bristepunktet og tilsyneladende blottet for udenomsværk. I stedet en intens og seriøs politiker med særdeles veludviklet strategisk sans, en skarp journalistisk næse, og historien med sig.

Politik var ikke for sjov for Gert Petersen, der særligt igennem 1980erne var en af frontkæmperne i fodnoteperioden, hvor et alternativt flertal uden om den borgerlige regeringen svang taktstokken over dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik til fnysende frustration for Venstres daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Uffe fik sine næser og blev folkeeje, men Gert Petersen gjorde også sit indtog på revyerne og satirens danmarkskort, måske ikke så meget for sine ord, der oftest ikke egnede sig til at blive skruet ned i en revy-tekst, men de fløjtende stemte s’er, kan de fleste i den ældre generation nok stadig høre for sig.

Gert Petersen kom til verden i 1927 i Nykøbing F. som søn af en fabriksarbejderske, men voksede op hos bedsteforældrene og blev i 1945 student fra byens katedralskole. Forinden havde han som 13-14-årig begået et fejltrin, der siden kom til at volde ham besvær: han meldte sig ind i en nazistisk ungdoms­organisation.

Senere skabte han dog balance i tingene ved at gå ind i modstandsbevægelsen. Tyskerne arresterede ham og sendte ham i Frøslev-lejren. Da han mange år efter var SF-formand, blev nazi-medlemskabet offentligt bragt på bane, og da han i første omgang benægtede det, blev ungdomsforvildelsen i et par uger »godt stof«, der dog tilsyneladende hverken gjorde fra eller til i offentlighedens vurdering af ham.

Efter krigen var det kommunismen, som trak i Gert Petersen, der som journalist på bl.a. tidsskriftet Dialog var en drivende kraft i formuleringerne af en dansk version af verdensideologien.

Men i slutningen af 50erne blev det for svært for partiformand Aksel Larsen at få enderne til at mødes i den danske version af Moskva-kommandoretningen. Invasionen i Ungarn og afsløringerne af Stalins terrorregime blev for meget. Aksel Larsen dannede SF, og Gert Petersen var med. Og det som pennefører på beskrivelserne af denne nye folkesocialisme – eller som han skrev det selv i Dialog i 1959: Man kan ikke »arbejde for socialismen i Danmark uden klart og tydeligt at stille sig på dansk demokratis grund«.

Her stod Gert Petersen hele vejen, på dansk demokratis grund.
Gert Petersen blev før jul indlagt med lungebetændelse på Herlev Sygehus, hvor man nytårsmorgen fandt ham liggende død i sin hospitalsseng.
Gert Verner Petersen blev født 19. august 1927, og han døde 1. januar 2009.