60 år: Koncernchef i ISS, Jørgen Lindegaard, er god til lede store servicevirksomheder med mange ansatte. Selv de slidsomme år i SAS bragte resultater.
5. oktober 2008, 22:30
Når dansk erhvervslivs historie i den første del af det 21. århundrede skal skrives, vil Jørgen Lindegaard få en fremtrædende plads.
Lindegaard, der i morgen fylder 60 og nu er koncernchef i den verdensomspændende danske rengørings-koncern ISS med 45.000 ansatte, har nemlig som eneste dansker i fem år haft mulighed for at bestride toplederposten i Skandinaviens mest omtalte virksomhed, luftfartselskabet SAS.
Bestride er i mere end en forstand et velvalgt ord. For de fem år i SAS blev både strid- og slidsomme for Jørgen Lindegaard, der ellers altid er i godt humør og aldrig lader sig tynge af forhold, han alligevel ikke kan gøre noget ved.
Jørgen Lindegaard efterfulgte den tørre svenske bogholder, Jan Stenberg, og var udset til opgaven, fordi han som en effektiv, engageret og vellidt leder i danske teleselskaber i 90erne, havde vist, hvordan store virksomheder i servicesektoren med mange ansatte kan ledes med succes og blive højdespringere på børsen.
Men knap var Lindegaard tiltrådt i 2001, før problemerne væltede ned over SAS. Lavkonjunkturen efter terrorangrebet på USA 11.september og en kastastrofe for et SAS-fly i Milano står tydeligst blandt de mange udfordringer, der landede på Lindegaards bord. For at komme igennem krisen måtte SAS gennemgå omfattende strukturrationaliseringer og spareplaner.
I 2006 var nok, nok. Jørgen Lindegaard havde bragt SAS i plus og nedbragt omkostningerne med 14 mia. kr. på årsbasis efter hård kamp med de magtfulde personaleorganisationer. Han følte ikke, at han kunne bidrage med mere. Samtidig havde han trods alt bragt SAS i en stand, han kunne være bekendt at aflevere til sin efterfølger.
Lindegaard fik kun et kort pusterum efter sin opsigelse, så var der atter bud efter ham fra ISS. Her var Lindegaards evner til at engagere mange medarbejder og skabe sammenhold i lederteams om at opnå resultater stærkt efterspurgt.
Jørgen Lindegaard er opvokset i Kolding og den ældste blandt en søskendeflok på fire. Hans voksede op i et hjem, hvor samfundsengagement og kirkeliv var i højsædet. Hans far var chef i Jysk Telefon, og telefonsektoren blev også udgangspunktet for Lindegaads tidligere karriere. Efter lederår i Fynsk Telefon og senere det, der dengang hed Tele Danmark, gjorde han GN Store Nords Sonofon til Danmarks mest succesfulde teleselskab i perioden 1997-2001.
Privat er Lindegaard en nysgerrig sjæl og lidt af et legebarn. Han holder af litteretur, spiller klarinet og har flere velholdte udgaver af ældre bilmodeller i hjemmet i Rungsted.
Hans hustru, Birte, har igennem alle årene været ham en vital sparringspartner – også i det professionelle liv – og med to børn og i de senere år tre børnebørn fylder familielivet stadig mere.
Jørgen Lindegaard holder reception i ISS-koncerens hovedsæde på tirsdag.
































