70 år Niels Jørgen Steen har gennem de seneste 50 år været en populær musiker og kapelmester.
5. februar 2009, 22:30
Det er næsten for banalt at skrive, at det er musikalitet, der har været den livslange drivkraft. Men det kan ikke være anderledes, når det skal handle om kapelmesteren, pianisten, arrangøren og komponisten Niels Jørgen Steen, som i morgen fylder 70 år.
Som søn af en musikalsk gymnasielektor og via sit medlemskab af Københavns Drengekor fik han tidligt en god ballast, og skønt han blev udlært som boghandler og aldrig fik nogen formel musikuddannelse, kunne han allerede i 19års-alderen vælge vejen som professionel pianist.
I årene omkring 1960 spillede Niels Jørgen Steen på restaurationer i Tyskland og Skandinavien, og snart blev han aktiv på den danske jazzscene, hvor han blandt andet lod sig høre som akkompagnatør i Jazzhus Montmartre. I 1964 dannede han sin egen gruppe, Jazz Incorporated, der blandt andet rummede saxofonisten Jesper Thilo, og sidstnævnte var også med, da pianisten nogle år senere dannede Niels Jørgen Steens Beatkapel, et glimrende swingensemble, der eksisterede en halv snes år.
I samme periode fik Niels Jørgen Steen flere og flere job som teatermusiker, og i en årrække var han kapelmester ved Cirkusrevyen. I det hele taget fik han konsolideret sit forhold til de skrå brædder, og helt klart er der show i ham. Ikke blot i kraft af verbale finurligheder blandt medmusikere, også over for et større publikum, ja, mange vil huske hans medvirken i TVs »Gæt og grimasser« og hans fine og mangeårige samarbejde med Tommy Kenter.
Niels Jørgen Steen, der som jazzpianist er både medrivende og »bluesy«, formår som arrangør at få musikken til at swinge allerede på nodepapiret, ligesom han er blandt de få, der kan skrive et orkesterarrangement til en vokalsolist. Og så er det også værd at huske, at Niels Jørgen Steens kompositoriske virksomhed omfatter de udødelige melodier til DR-julekalenderne »Vinterbyøster« og »Jullerup Færgeby«.
Gennem årene har Niels Jørgen Steen jævnligt ledet Radioens Big Band, ligesom han i den seneste årrække har nydt stor popularitet som dirigent for Tivolis Big Band. Og så har hans eget stjernebesatte, komprimerede big band, The A-Team, igennem mange år været det helt store tilløbsstykke i Kongens Have under Copenhagen Jazz Festival.
I de sidste ti år har Niels Jørgen Steen stået i spidsen for Monday Night Big Band, som er et hold af hovedstadens fineste jazzmusikere, der – som navnet antyder – mødes hver mandag, nærmere bestemt i vinterhalvåret i Huset i Magstræde, for at formidle et udvalg af Niels Jørgen Steens arrangementer. Og her er også kapelmesterens verbale introduktioner en oplevelse værd.
Niels Jørgen Steen, der gennem årene har modtaget en række hædersbevisninger, herunder Ben Webster Prisen, har været gift med skuespillerne Avi Sagild og Lotte Tarp, og han har børnene Paprika Steen og Nikolaj Steen.
































