Afspærret Nørreport, vrede lastbilchauffører i aktion og nye køreplaner for Kystbanen. Få overblikket over trafikken her.
12. december 2011, 08:28 – opdateret 12. december 2011, 12:24
20.000 bilister skal til at finde en ny vej til og fra arbejde. Nørre Voldgade ved Nørreport i Indre København lukkes nemlig helt og aldeles for gennemkørende trafik i dag.
Det er en omfattende renovering af Nørreport, som nu for alvor sætter sit præg på hovedstadens trafikknudepunkt. Lukningen for biltrafik kommer til at gælde helt frem til 2014.
Lyssignalerne er sat ud af drift på Nørre Voldgade. Samtidig holder adskillige busser i kø for at komme fra og til stationen, og forvirrede passagerer skal passe ekstra godt på ikke at blive snydt af, at busserne nu kører i begge retninger i det vejspor, som før var ensrettet. Flere har været nær ved at træde ud foran kørende busser, og der hersker generelt kaos og forvirring ved den stærkt befolkede S-togs station.
- Det her betyder jo, at det tager længere tid for mig at komme på arbejde. Det er da irriterende, siger Stefan Glyb til Berlingske, da han kommer op fra S-toget og leder efter den rigtige bus mod arbejdspladsen på Nørrebrogade.
Stefan Glyb måtte spejde efter den rigtige bus blandt de mange ved stationen, da han kom op fra S-toget. (Foto: Nils Meilvang)
Samtidig har flere bilister slet ikke opdaget, at afspærringen er trådt i kraft.
- Det er et helvede! Jeg anede ikke noget om det her. Jeg har lige fået at vide, jeg ikke må dreje ned til højre her. Men jeg har en virksomhed nede på Amagertov. Så det her er et kæmpe problem for mig, siger Ahmas Nahas ud af vinduet fra bilkøen.
- De skal have tilpasset lyskrydsene, så trafikken glider nemmere. Nogle gange gør de tingene halvt. Jeg synes ikke, det er gennemført. Det er dårligt organiseret, fortsætter han.
Ahmad Nahas må til at finde en ny vej til arbejde på grund af vejspærringen ved Nørreport (Foto: Nils Meilvang)
Jens Christian Larsen fra Københavns Politi er sendt til stedet for at styre trafikken, og han kan berette om en travl morgen med overraskede bilister.
- Folk er forvirrede, men jeg synes ikke, at folk virker irriterede. De tager det pænt. Jeg må vejlede alle, for skiltningen er ikke helt på plads endnu. Den skal selvfølgelig være i orden. Folk skal vide, hvad det her handler om, når de kommer, og hvor de skal køre hen, fortæller han til Berlingskes reporter.
- Men jeg er sgu lidt bekymret. Prøv at se, hvordan busserne holder!, tilføjer han og peger mod en lang kø af de gule hovedstadsbusser.
Jens Christian Larsen fra Københavns Politi har hele mandag morgen haft travlt med at omdirigere de forvirrede bilister (Foto: Nils Meilvang)
S-togene kører ikke om natten
Det underjordiske byggeri på Nørreport betyder, at der vil være ændringer af S-togdriften frem til december næste år. Se den nye køreplan her. Indtil da er der ingen S-tog, der standser på Nørreport fra kl. 20.00.
Linje B er det eneste S-tog, der kører mellem Østerport og København H, men standser ikke på Nørreport. Metroen og regionaltog kører dog stadig normalt fra Nørreport. Få mere information hos DSB her. Eller klik ind på NyNørreport.dk for information om byggeriet på Danmarks travleste station.
Kystbanen kører efter ny plan
Også Kystbane-passagerer skal til at omstille sig. I går, søndag, trådte en ny køreplan nemlig i kraft på Kystbanen og Kastrupbanen. Planen betyder, at passagererne skal til at lære nye minuttal på alle DSBFirst tog fra Kastrup til Helsingør og omvendt. Læs mere om den nye plan her.
Pas på vrede, langsomme lastbilchauffører
Men det stopper ikke her. Bilister på de danske veje skal nemlig passe ekstra godt på vrede lastbilchauffører i dag. Mellem 11.00 og 12.00 går netværket Trafik og Miljø nemlig i aktion, og opfordrer alle lastbilchauffører til at sætte farten ned til 60 kilometer i timen.
De danske chauffører er vrede over, at østeuropæiske chauffører, der arbejder i Danmark, trykker lønnen ned og udgør en fare for trafiksikkerheden, fordi de østeuropæiske chaufførers uddannelse ifølge de danske chauffører er alt for ringe. Få en smule mere information om aktionen hos Trafik og Miljø her.
Kraftig blæst på Storebæltsbroen
Meldingen fra Vejdirektoratet her til morgen er, at der er meget trafik ind mod landets større byer - særligt København. Der er tæt trafik og kødannelse på Holbækmotorvejen mellem Roskilde og Fløng og på Hillerødmotorvejen mellem Farum og Gladsaxe. På Storebæltsbroen meldes der om kraftig blæst, der kan påvirke kørslen, men der er endnu ingen restriktioner.



































