Vold og trusler mod sygehuspersonale i stigning

25-30 familiemedlemmer og pårørende til en patient på Slagelse Sygehus skabte onsdag aften så meget uro, at politiet trak deres stave og slog på flere af dem. Vold og trusler mod sygehuspersonale er et stigende problem, advarer fagforbund.

”De har følt sig truet og vurderet, at der var risiko for, at de blev angrebet fysisk. Det har man ikke følt, man kunne løse selv, så derfor ringede man efter politiet,” siger lægefaglig vicedirektør på Slagelse Sygehus, Vagn Bach, efter gårdsdagens episode.
”De har følt sig truet og vurderet, at der var risiko for, at de blev angrebet fysisk. Det har man ikke følt, man kunne løse selv, så derfor ringede man efter politiet,” siger lægefaglig vicedirektør på Slagelse Sygehus, Vagn Bach, efter gårdsdagens episode.

Et familiebesøg på Slagelse Sygehus udviklede sig onsdag aften i en sådan grad, at politiet måtte tilkaldes og bruge knipler for at få gruppen dysset ned. Det er ifølge fagorganisationer et sympton på et større samfundsmæssigt problem, der kun bliver større.

Det er nemlig langt fra første gang, at sygehuspersonale bliver udsat for vold og trusler om vold, og fagorganisationer ser det som et stort problem, der kun vokser. En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2014 viste, at knap 17 procent af sygeplejersker har oplevet vold det seneste år, og over 25 procent har oplevet trusler om vold. Det er en stigning siden en tilsvarende undersøgelse i 2012.

Selvom en sag som den fra Slagelse, hvor så stor en gruppe mennesker truer personalet, er et særsyn, ser formand for de sygehusansattes øverste organisation FTF, Bente Sorgenfrey, episoden som et billede på en stigende tendens.

»Vi har oplevet mere vold og trusler, for der er mindre tid til den enkelte. Det er også, når folk er berusede eller lignende, men det handler ofte om en større travlhed, der fører til frustrationer,« siger hun.

Det billede genkender næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, der er rystet over episoden på Slagelse Sygehus.

Politiet i Odense kan lukke skadestue ved ballade

»At der kan opstå tumult i sådan en situation er rystende, og det tyder på, at vi som samfundsborgere ind imellem mister respekten for det faglige personale, som vil gøre det bedst muligt for de mennesker, der er indlagt og de pårørende,« siger hun.

Episoden i aftes opstod, da en gruppe på 25-30 familiemedlemmer og pårørende til en ældre herre, der er indlagt på en sengeafdeling på sygehuset, ville aflægge patienten et besøg.

»Der er kommet en større gruppe pårørende til en af vores patienter, som har været forstyrrende for arbejdet med de andre patienter, og derfor har vores medarbejdere bedt dem om i stedet at komme i mindre grupper. Og på en eller anden måde har det medført, at de er blevet vrede og aggressive, og det har gjort, at vores medarbejdere har følt sig truet,« siger lægefaglig vicedirektør Vagn Bach.

Forskansede sig i personalestue

Flere i gruppen var ifølge Berlingskes oplysninger truende, og derfor forskansede de sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som var til stede på afdelingen, sig i et personalerum og tilkaldte politiet. Ifølge vagtchef hos Sydsjællands og Lolland Falsters Politi Søren Østervig, var stemningen fortsat på kogepunktet, da politiet kom frem.

»De ville ikke høre efter, og de var også truende overfor politiet. Det var i deres udfald og verbalt, hvor de var meget højrøstede. De lavede sådan en slags udfald, hvor de forsøgte at puste sig op overfor politiet. Det resulterede i, at politiet er nødsaget til at tildele dem nogle slag med staven. Og efter noget tid gjorde det, at vi fik dem ud derfra,« siger han.

Hverken sygehusledelsen eller politiet kender endnu den konkrete ordveksling, men ifølge vicedirektøren var det også især den truende adfærd blandt flere i gruppen, der skræmte personalet.

Frygt for fysiske angreb

»De har følt sig truet og vurderet, at der var risiko for, at de blev angrebet fysisk. Det har man ikke følt, man kunne løse selv, så derfor ringede man efter politiet,« siger Vagn Bach. Han understreger, at intet personale faktisk blev udsat for fysisk vold, men at de »selvfølgelig er svært belastede psykisk« efter episoden.

Da politiet kom frem, forsvandt flere af de pårørende under tumulten, hvor politiet trak deres knipler og slog på flere af dem, som man vurderede, udgjorde en trussel. Flere måtte efterfølgende en tur i akutmodtagelsen for at få behandling for afværgeskader efter knippelslagene. Her opstod der igen uro, men samtlige der havde behov for at blive tilset, blev det, oplyser Slagelse Sygehus.

Blandt andet blev der knust en rude i en patruljebil ved skadestuen, og politiet »formoder selvfølgelig«, at det er en fra gruppen, der står bag.

En 47-årig kvinde og en 27-årig mand, begge fra Slagelse, blev i forbindelse med episoden sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden. Ingen af dem er kendte af politiet, og de blev løsladt igen senere på aftenen. Ved ettiden i nat var der igen ro på sygehuset.

Ingen regler på området

På Slagelse Sygehus er det ikke standardprocedure, at man beder større besøgende grupperinger om at splitte op i mindre grupper, når de besøger patienter, som tilfældet var onsdag aften, men det kan forekomme, fortæller vicedirektøren.

»Vi har ikke nogen fast forholdsregel på det her område. Det kan jo foregå på rigtig mange måder, og under forudsætning af, at vi kan håndtere det, prøver vi jo at tilgodese så meget som muligt af den slags. Det er jo vigtigt i sådanne situationer,« siger Vagn Bach, der dog også fortæller, at man på sygehuset har oplevet lignende situationer tidligere.

»Vi har oplevet det før, men det sker meget sjældent - med års mellemrum vil jeg sige. Vi oplever sommetider, at vi har større grupper, hvor vi må tage en snak, og hvor nogle af dem også bliver vrede, men at vi decideret har behov for at tilkalde politiet, det er et sjældent fænomen.«

Skadestue i Odense stormet

En lignende sag udspillede sig på Odense Universitetshospital i 2012, hvor 60-70 personer bevæbnet med køller og sten stormede skadestuen og skar dækkene op på en ambulance.

Angrebet var en reaktion på, at en skudepisode i bydelen Vollsmose, hvor en fejring af den traditionsrige muslimske højtid Eid blev spoleret. Gruppen tog angiveligt til hospitalet for at få fat på en såret mand efter skudepisoden.

Tre mænd blev idømt mellem 10 og 17 måneders fængsel i sagen.

Tilbage på Slagelse Sygehus er man ikke bekymrede for, at gruppen de kommende dage skal vende tilbage for at besøge deres pårørende. Reglerne vil fortsat være de samme, nemlig at de kan besøge den ældre herre, men at det kræver, at de gør det i mindre grupper, fortæller Vagn Bach.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.