Vilhelmsens farlige forsøg på at kopiere Fogh

Det siger ikke så lidt om SFs massive identitets- og vælgerkrise, at Özlem Cekic i de seneste døgn er tonet frem som det kriseramte partis nye kulturkriger.

Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen havde stor succes med at få markeret Venstres selvstændige synspunkter, selv om partiet var lillebror i Schlüter-regeringerne i 1980erne og 1990erne. Nu forsøger SFs formand, Annette Vilhelmsen, at gøre dem kunsten efter. Arkivfoto: Keld Navntoft & Mogens Ladegaard
Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen havde stor succes med at få markeret Venstres selvstændige synspunkter, selv om partiet var lillebror i Schlüter-regeringerne i 1980erne og 1990erne. Nu forsøger SFs formand, Annette Vilhelmsen, at gøre dem kunsten efter. Arkivfoto: Keld Navntoft & Mogens Ladegaard

De fleste vil kunne huske, at SFs Özlem Cekic under Villy Søvndal og Thor Mögers regimente blev strippet for sine poster og skubbet langt ud på sidelinjen som straf for, at hun i fuld offentlighed havde kritiseret den skattereform, som SRSF-regeringen vedtog sammen med blå lejr i foråret 2012.

Dengang var Özlem Cekic tæt på at være persona non grata for en partiledelse, som systematisk smed SFs mærkesager over bord i deres iver efter at sidde med ved magtens bord. I dag er Villy Søvndal og Thor Möger fortid på Christiansborg, og Annette Vilhelmsen forsøger nu at genoplive sit martrede parti ved at inddrage en række af de personer, som var ude i kulden i de første regeringsår.

Udover Özlem Cekic er det blevet til et comeback til Lisbeth Bech Poulsen. Hun skal nok få sin egen profil fremover, men mange vil fortsat mest mindes hende som det grådkvalte folketingsmedlem, der blev gelejdet ud fra et gruppemøde i SF efter at være blevet tilrettevist om den kontroversielle skattereforms lyksaligheder tilbage i foråret 2012.

Nyt medlem i klubben af »rehabiliterede« SFere er desuden også Trine Pertou Mach, som ironisk nok kommer til at overtage den ledige plads i gruppen, som sygdomsramte Villy Søvndal efterlod sig, da han før årsskiftet måtte opgive sin drøm om at fortsætte som udenrigsminister.

At trekløveret Özlem Cekic, Lisbeth Bech Poulsen og Trine Pertou Mach fremover vil blive mere synlige ambassadører for SF viser, at Annette Vilhelmsen klogt forsøger at samle partiet igen efter de tidligere så barske interne opgør.

Benådningen af især Cekic og Beck illustrer også, at SF-formanden – uden at have formuleret det direkte – har tænkt sig at gøre et behjertet forsøg på at tage kampen op med Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten, som siden 2012 har støvsuget venstrefløjen for stemmer og har tiltrukket utilfredse SF-vælgere som en magnet.

Trækket fra Annette Vilhelmsens side er nødvendigt. SFs krise er så monumental, at selv kernevælgerne forlader partiet, og partiets identitet er så udvandet, at det er strengt nødvendigt at få trukket profilen op.

Som bekendt udviklede kommunalvalget sig til en katastrofe for partiet, som mistede 225 byrådsmedlemmer, og i landspolitikken viser målingerne, at SF snart risikerer at blive reduceret til det mindste parti på Christiansborg.

I den forbindelse er Özlem Cekic en af de SFere, som har evne og talent til at bryde gennem mediemuren og få startet diskussioner, som kan gøre SF synligt og minde skuffede venstreorienterede vælgere om, at partiet de facto eksisterer og har holdninger.

Så vidt så godt – hvis man altså anlægger en meget venlig synsvinkel.

Problemet er blot, at fremstødet fra Cekic & Co. næppe vil kunne opveje den massive krise, som Annette Vilhelmsens eget lederskab befinder sig i. Det er således tankevækkende, at Cekics aktuelle offensiv i kulturkampen overdøves af nye historier om SF-formandens tankeløse omgang med skatteydernes penge, da hun kortsluttede alle regler og donerede en million kroner til den sociale entreprenør Lisbeth Zornig Andersen.

Langt ind i SF nager tvivlen om, hvorvidt Vilhelmsen vil kunne overbevise vælgerne om, at hun er tilstrækkelig kompetent til at være formand og minister. Hidtil har danskerne dumpet hende, og hun får chokerende ringe karakterer, når vælgerne skal vurdere de enkelte partilederes indsats.

Derudover står det klart, at Vilhelmsen bevæger sig ind på en farlig bane, når hun i højere grad vil lade sine partifæller fra partiets venstrefløj komme på banen. Det kan måske lykkes at udfordre Enhedslisten og dermed hente nogle af de mange frafaldne vælgere hjem. Men risikoen er, at det sker på bekostning af sammenhængskraften og harmonien i regeringslejren.

Når SF blæser til kulturkamp og udfordrer Dansk Folkeparti, er det eksempelvis ikke populært hos S-ledelsen, der frygter, at den slags slagsmål vil få de såkaldte blå socialdemokrater til helt at afskrive regeringen. Pointen er, at SF måske nok vil kunne hente nogle vælgere fra Enhedslisten – og det er selvsagt af vital betydning for partiet – men risikoen kan være, at SF samtidig skubber de afgørende midtervælgere mod blå lejr.

Ser vi tilbage i historien, har der været talrige eksempler på partier, som har forsøgt at være i regering og opposition på samme tid. Ja, Anders Fogh Rasmussen formulerede det ligefrem som et mål, at Venstre skulle indtage denne position, dengang partiet var med i statsminister Poul Schlüters regeringer op gennem 1980erne og begyndelsen af 1990erne. Men det er højt tvivlsomt, om SF vil få succes med at kopiere Venstres taktik.

Dels blev Venstre anført af en skarp, indsigtsfuld og karismatisk formand i skikkelse af Uffe Ellemann-Jensen – der samtidig var periodens markante udenrigsminister – og ved siden af Ellemann fungerede Fogh som en kalkuleret, men også frygtindgydende effektiv strateg i indenrigspolitikken.

SFs nuværende holdopstilling med Annette Vilhelmsen i front er ikke i nærheden af at matche Venstres daværende team.

Dels viste Foghs strategi sig alene at styrke Venstre, for partiets offensiv skete som oftest på bekostning af de Konservative. Samlet set efterlod den intense rivalisering mellem Venstre og de Konservative vælgerne med et billede af regering, der blev mere og mere samspilsramt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.