Vidnet

Ella Blumenthal er et af de sidste vidner fra Holocaust. Hun blev født i Polen som datter af jødiske forældre. Siden overlevede hun tre dødslejre. Hendes beretning er en af ti kvinders fortællinger fra Holocaust. Vi bringer et uddrag fra bogen.

Tårnet og jernbaneskinnerne, der førte til kz-lejren Auschwitz
Tårnet og jernbaneskinnerne, der førte til kz-lejren Auschwitz

»Jeg blev født i Warszawa som den yngste i en familie med syv børn. Far var en respekteret og velstående tekstilhandler. Mor og mine søskende var engageret i familievirksomheden.

Jeg var en lykkelig teenager, indtil tyskerne invaderede Polen den 1. september 1939. Efter uger med massive luftangreb faldt også Warszawa. Der var panik, usikkerhed og frygt, især blandt jøderne. Der kom nye ordrer og erklæringer hver eneste dag. Al jødisk ejendom blev konfiskeret, alle jødiske bankkonti blev lukket. Alle offentlige møder blev forbudt, alle synagoger og jødiske skoler blev lukket. Maden blev rationeret. Vi skulle bære hvide armbind med en blå stjerne på overarmen af vores overtøj. Vi skulle aflevere vores radioer. Jødiske mænd blev arresteret på gaden og sat til tvangsarbejde.

Far var en af dem. Eftersom synagogerne var lukkede, blev de daglige bønner holdt i private hjem. Han blev taget på vej hjem fra en sådan sammenkomst. Da han kom hjem, kunne vi ikke kende ham. Hans tøj var dækket af mudder, kraven var revet af hans jakke. Halvdelen af skægget var klippet af. Han erklærede, at han nu var klar over, at vi var i hænderne på drabsmænd.

Tyskerne reducerede gradvis ghettoens størrelse. Sådan var det også med min egen familie: Den blev mindre og mindre. Jeg mistede praktisk talt hele min familie. Kun tre af os var tilbage: min far, min ældste niece, Roma, og jeg. Resten af familien, 22 personer, blev alle deporteret. Sammen med nogle få af mine yngre venner flyttede far, min niece og jeg ind i bygningen Mila 19, hvor ejerne også var blevet deporteret. Bygningen Mila 19 lå lige over for Mila 18, som var hovedkvarteret for modstandsbevægelsen i ghettoen.

Vi gik straks i gang med at arbejde. Vi tilmurede døråbningen ind til det sidste rum og placerede et tungt mahogniklædeskab foran for at camouflere murstenene. Ingen kunne vide, at der var yderligere et rum i lejligheden. Når vi gik op ad trappen til næste etage, var lejligheden der identisk med vores, som lå lige nedenunder. Vi fandt et punkt lige over vores tilmurede rum.

Vi savede en firkant i parketgulvet, slog hul gennem loftet og kom ned i vores tilmurede rum ved hjælp af en stige. Den sidste person trak en lille seng hen over åbningen, før lugen blev lukket. Vi sad i dette tilmurede rum hver dag og gik kun ud om natten. På dette tidspunkt kom tyskerne ikke ind i ghettoen om natten. Mens vi sad i rummet, kunne vi høre dem marchere hver morgen, mens de råbte og ledte efter jøder. Vi hørte tunge skridt på trappen og én gang endog i rummet ved siden af. De råbte: »Wo sind die verfluchten Juden?« (»Hvor er de forbandede jøder?«).

Ella Blumenthal
Ella Blumenthal

Men så en nat blev det uudholdeligt varmt i bunkeren. Vi kunne næsten ikke trække vejret og var ved at blive kvalt. Det gik op for os, at bygningen brændte. Vi måtte kravle ud. Da vi kom op fra bunkeren, var det så lyst som om dagen, selv om det var nat. Hele ghettoen stod i brand. De skarlagenrøde flammer strakte sig mod himmelen. Lugten af brændende fjer fra sengene har sat sig fast i min næse. Og synet af den brændende ghetto forlader mig aldrig.

Der var allerede gået tre uger, siden det heroiske oprør startede, og jeg tror, vi var blandt de allersidste overlevende, der holdt ud i bunkerne under den nedbrændte Warszawa-ghetto. Vi blev ført ud til Umschlagplatz. Dette var et sted, man ikke kom tilbage fra. Umschlagplatz var et opsamlingssted ved en jernbane. Her blev kreaturvogne stuvet fulde af mennesker. Vognene returnerede tomme, klar til en ny last. Da toget endnu ikke var kommet, måtte vi vente på gulvet i en tom hal i en nabobygning.

Da det blev mørkt, stormede de sortuniformerede ukrainske og lettiske vagter ind og trak unge piger med sig ud. Det lykkede far at skjule Roma og mig under sin lange frakke. Da vi blev kommanderet ned til jernbaneperronen næste morgen, husker jeg, at far gav en ældre mand, der gik foran ham, et stykke sukker. Da vi kom hen til perronen, blev den ældre mand vinket til side og skudt, lige for øjnene af os. Han var for gammel til at gennemføre denne sin sidste rejse. Og så blev vi jaget ind i vognene. Schnell, schnell! De, der ikke løb hurtigt nok, blev slået med piske og geværkolber. Vi blev tvunget ind i kreaturvogne, hvor vi stod presset så tæt sammen, at det var vanskeligt at lukke de tunge døre, før de blev boltet til. Da toget til sidst satte sig i bevægelse, var det uudholdeligt varmt, og der var ikke noget vand og ikke noget sted at forrette sin nødtørft. Stanken var forfærdelig. Nogle besvimede, andre døde i stående stilling.

Det var et held, ja, en ren tilfældighed, at vi ikke blev kørt til udryddelseslejren Treblinka. I stedet for kørte kreaturvognene os til den afdeling af helvede, som hed Majdanek.

Da toget til sidst standsede og dørene blev åbnet, rullede ligene ud. Roma og jeg magtede ikke at løfte far, vi måtte simpelthen efterlade ham i vognen. Udenfor fandt vi lidt vand, som dryppede fra en ødelagt vandhane. Alle prøvede at få nogle dråber. Pludselig så jeg en mand komme gående imod os i langt hvidt undertøj. Jeg forstod, at det var far. Først efter krigen fandt jeg ud af, hvordan det kunne gå til. To unge mænd, som var sammen med os i ghettoen, havde tyskerne beordret til at rense kreaturvognen. Da de genkendte far, trak de ham ud, og så kom han sig i den friske luft. Men det varede ikke længe ...

Vi fik ordre til at stille os op på række med fem i hvert geled.

Tyskerne gik ned langs rækkerne med hunde i snor. Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg snublede og faldt, mens vi gik. Mens jeg kravlede videre for at holde trit med de andre, bed en hund mig i ryggen, og jeg ventede på at blive skudt. Men tyskerne syntes, at det var morsomt, og hunden blev ikke trukket væk fra mig, før de var holdt op med at le.Da vi ankom til selve lejren Majdanek, som var omgivet af pigtråd, blev vi omringet af portvagter, som rettede geværerne mod os. Ældre kvinder, børn og mødre med spædbørn blev straks skilt ud fra os andre og sendt i gaskamrene. Dernæst blev det de ældre mænds tur. Far var blandt dem. Da han vendte sig for at se på Roma og mig en sidste gang, blev han slået i hovedet, hvorpå han krummede sig sammen. Det var sidste gang, jeg så far. Jeg fik ham aldrig mere at se.

Vi unge piger skulle gennem en Selektion. Jeg hviskede til Roma, at jeg var bange for, at jeg ikke ville klare selektionen på grund af hundebiddene og knæene, der var blevet skrabet, da jeg kravlede af sted i gruset. Roma forsikrede mig om, at hun ville følge med mig, hvor jeg end blev sendt hen.

Med et piskeslag – rechts, links – blev et menneskelivs skæbne afgjort. Højre til livet, venstre til døden. Da det blev min tur, mobiliserede jeg alt, hvad der var tilbage af kræfter. Jeg løftede skuldrene og holdt hovedet højt og blev sendt til højre, til livet.

Ella Blumenthal som ung.
Ella Blumenthal som ung.

Det blev Roma også.

Efter brusebadet fik vi uddelt tøj og blev sendt til en barak,der var fuldstændig tom. Der var ikke så meget som et halmstrå. Vi sov nøgne på gulvet. Der var navneopråb to gange om dagen. Den tynde suppe med flydende blade var uspiselig. Den sorte brødskive var slimet som ler, og erstatningskaffen var svær at synke. Mange piger klarede det ikke. Hos nogle svulmede kroppen op, mens andre fik tyfus. De blev alle sendt til gaskamrene.

Jeg arbejdede i forskellige kommandogrupper, som byggede veje og arbejdede på markerne. En sådan gruppe var Scheissekommando. Arbejdet bestod i at skubbe en trævogn fyldt med afføring. To piger blev med seler spændt for vognen i stedet for heste, og vi andre skubbede på bagfra. Når det havde regnet og vognhjulene sad fast i mudderet, slog man hårdt på os, indtil det lykkedes at få vognen fri. Når vi kom til markerne, måtte vi trække proppen ud bag i vognen, og så blev vi alle oversprøjtet af menneskeafføring.

En dag, da vi kom tilbage fra arbejdet, blev alle samlet sammen på en stor plads. Vi skulle se på, mens en af vore venner blev sendt til galgen. Da SS-kvinden sparkede kassen væk under hende, blev kroppen slap. Kommandanten med de blankpudsede støvler, de hvide handsker og en pisk i hånden forkyndte, at »dette vil ske med alle, som forsøger at flygte. Og for at I ikke skal glemme det, skal I stå her i nat til navneopråbet i morgen.«

Vi stod der hele natten. Vi holdt om hinanden for at holde varmen og så på den lille krop, som dinglede i vinden, mens Roma snakkede om sabbatsmaden hjemme. Hun beskrev den så levende, at vi kunne fornemme smagen af maden og duften af de forskellige retter.

En dag blev Roma og jeg sendt til mandslejren i Majdanek sammen med nogle andre piger. Vi blev anbragt i en tom barak.

Da mændene hørte, at der var kvinder i lejren, løb de ind til os og spurgte: »I har vel ikke set min kone, Mary, hun havde langt blondt hår? Eller måske min lille pige, Stephanie, hun havde store blå øjne?« Men de blev jaget ud af vagterne. Den sidste mand, der gik ud, fortalte, at vi var lige ved siden af gaskamrene.

Så forstod vi, hvorfor vi var kommet herhen: Det var for at blive gasset. Midt om natten blev vi jaget ud af tyskerne med de gøende hunde i snor.

Ella Blumenthal som ung.
Ella Blumenthal som ung.

Vi blev tvunget ind i en slags badehus, som i virkeligheden var et gaskammer. Da de tunge jerndøre gik i bag os, stod vi der sammenpressede. Vi græd, råbte om hjælp og bad »SHEMA ISRAEL«, vel vidende, at giftgassen kunne komme ind i rummet når som helst. Jeg holdt Roma i hånden og hviskede:

»Du skal ikke være bange, det gør ikke ondt. Jeg tror ikke, det kommer til at tage lang tid. Vi skal snart være sammen med dem, vi elsker.«

Og endnu et mirakel skete. Pludselig gik dørene op. En SS-mand kom ind og råbte Ruhe! »Stille! I bliver ikke gasset.«

Der var kommet en ordre om at gasse 500 jødiske kvinder denne gang, ikke 700, som vores gruppe bestod af. Vi hørte, at transporten med de 500, som skulle gasses, ville komme til Majdanek næste morgen, og at vi ville blive sendt til en anden lejr. Da vi blev jaget ud ved daggry, så vi en gruppe kvinder, som kom ud af kreaturvognene, før de blev sendt direkte ind i de gaskamre, som vi netop havde forladt. Ordnung muss sein.

På grund af tysk grundighed og skæbnens ironi undgik vi dødsenglen.

Vi kom til Auschwitz i kreaturvogne. For blot nogle få år siden fandt jeg ud af, at de ikke ville have os i Auschwitz; de ville sende os tilbage til Majdanek, fordi vi var syge og nogle til og med døde. Men ordren blev annulleret, og vi blev i Auschwitz.

Under ankomsten spillede et orkester sammensat af fanger. Foran orkestret stod alle lejrens kommandanter. Blandt dem Josef Mengele, kendt som dødsenglen. Derpå blev vores arme tatoveret. Mit nummer var 48 632. Under nummeret var der en trekant, som var symbolet for en jøde. Alt vores hår blev barberet af. Jeg råbte på Roma. Hun stod lige ved siden af mig, men jeg genkendte hende ikke.

Vi stillede op til navneopråb i regn og stegende sol, i sne og isnende kulde. Vi blev talt igen og igen, om og om igen, indtil SS-kvinden kom og modtog rapporten: så mange syge, så mange døde, så mange klar til arbejde. Jeg var beskæftiget med vejarbejde; jeg skubbede tunge vogne, bar tunge sten og tunge sække med sand og cement. Når jeg tænker på det nu, forstår jeg ikke, hvordan jeg magtede at udføre dette hårde arbejde. Men jeg vidste, at jeg ville overleve, og derfor måtte jeg fortsætte. Når det havde regnet, sad mine træsko fast i mudderet, og om vinteren klumpede sneen under træskoene, så det var som at gå på stylter.

Indgansporten til Auschwitz Birkenau, med den berømte indskrift; »Arbeit macht frei«
Indgansporten til Auschwitz Birkenau, med den berømte indskrift; »Arbeit macht frei«

Roma fik tyfus og blev sendt på sygehuset. Efter den tredje dag blev hun advaret af en kvindelig læge – også en fange – om at komme derfra: Mengele var på vej, og han beordrede altid alle patienter til gaskamrene. Roma var endnu for svag til at gå, men det lykkedes hende at kravle derfra og overleve.

Da jeg blev syg med tyfus, var jeg bange for at blive sendt på sygehuset, for sæt nu, der ikke var nogen til at advare mig, når Mengele kom. Så jeg gemte mig bag barakkerne og toiletterne, eftersom jeg ikke kunne arbejde. Da krisen var ovre og temperaturen faldt, sluttede jeg mig til arbejdskommandoen.

En dag bønfaldt Roma mig om at følge hende hen til det elektriske hegn. »Lad os gøre en ende på denne elendighed. Den eneste måde at komme ud fra Auschwitz på er jo gennem skorstenen. Så lad os forenes med dem, vi elsker.«

Men viljen til at overleve var vågnet i mig. Jeg var ikke klar til at dø. Jeg overbeviste hende om, at vi måtte holde ud, så vi kunne fortælle verden, hvad disse mordere havde gjort imod os. Om natten, når nye transporter fra forskellige lande i Europa ankom, hørte vi fremmede sprog. Om morgenen var der stille. Men fra skorstenene kom der røg og ild, og lugten af brændt menneskekød hang over lejren.

Da transporterne fra Ungarn begyndte at ankomme til Auschwitz i foråret 1944, blev jeg udtaget til Blockälteste, barakchef, eftersom jeg var den af fangerne, som havde overlevet længst i lejren. Dette var et let job, men jeg nægtede, da det indebar brugen af pisk og knytnæveslag, samt at jeg skulle rapportere alle syge til tyskerne. En sådan rapportering medførte, at de syge blev sendt til gaskamrene. Jeg ville ikke have blod på mine hænder. Jeg ville ikke være et instrument for tyskerne eller samarbejde med dem.

Engang blev vi jaget ud af barakken midt om natten. Vi var bange for at blive ført til gaskammeret, men det viste sig, at vi skulle have brusebad og afluses. Vi var ekstatiske over, at vi var i live, og var meget støjende. Desværre var jeg blandt fem piger, der som straf fik håret barberet af, fordi vi havde lavet larm.

Vores hår var begyndt at komme tilbage, noget, der gjorde, at vi så lidt bedre ud. Men med afmagrede kroppe og skaldede hoveder var det sikkert, at vi fem ville blive sendt til gaskamrene.

Sygeplejersken, som skulle klippe mit hår af, var faktisk jøde, men hun var i Auschwitz som ikke-jødisk, polsk fange. Jeg genkendte hende, for hendes søster var veninde med mig før krigen.

Jeg lod ikke nogen i Auschwitz vide, at jeg kendte hende. Men da hun begyndte at klippe mit hår af, fik jeg øjenkontakt med hende. Med mit blik lod jeg hende forstå, at jeg kendte hende, og uden ord bønfaldt jeg hende om at hjælpe mig. Barmhjertigt skubbede hun mig tilbage i rækken og reddede på den måde mit liv.«

Ella Blumenthal er født i Warszawa 15. august 1921. Deporteret til Warszawa-ghettoen i oktober 1940. Deporteret til Majdanek i 1943, derefter til Auschwitz og videre til Bergen-Belsen, hvor hun blev til befrielsen af lejren 15. april 1945. Bor i Cape Town.

»Vidner fra Holocaust« af Jakob Lothe. 260 sider. Er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.