Under massivt sikkerhedsopbud vidnede en tyrkisk mand i dag til fordel for anklagemyndigheden i sagen mod ROJ TV. Strid om resten af de tyrkiske vidner.
12. september 2011, 15:50
Den årelange og blodige konflikt mellem kurdere og tyrkere blev mandag helt konkret i retssagen mod kurdiske ROJ TV.
Under massiv beskyttelse af blandt andet den særlige antiterrorenhed Politiets Aktionsstyrke indtog en såkaldt landsbyvogter fra det østlige Tyrkiet vidneskranken.
Landsby-vogterne er et omstridt korps af myndighedsudpegede personer, der hjælper sikkerhedsstyrkerne i det østlige Tyrkiet i kampen mod PKK.
Landsbyvogteren Hasim Babat, der er omkring de 50, var blevet fløjet op fra Tyrkiet for at vidne i retssagen mod ROJ TV, og iført sort læderjakke og sorte bukser fortalte manden om de årelange stridigheder med PKK på hans hjemegn helt tæt på grænsen til Irak.
Ifølge Hasim Babat havde PKK's kamp siden midten af 1980'erne betydet, at flere af hans familiemedlemmer var blevet slået ihjel af den kurdiske oprørsgruppe, der ligeledes gennem sin dominans i området havde frataget Babat og familien muligheden for at forsørge sig selv.
"PKK har lavet en massakre på min familie. Vi har ingen sikkerhed og ingen mulighed for at ernære os. Jeg er kommet helt frivilligt her i dag som forurettet part i denne sag," forklarede Babat retten.
Grunden til at Babat skal vidne i sagen mod ROJ TV skal findes i en udsendelse fra ROJ TV i 2008. Her advarede en kommandant fra PKK direkte Hasim Babat med navns nævnelse mod at hjælpe sikkerhedsstyrkerne.
"Dem som deltager i krigen sætter både dem selv og deres familie i fare," lød den slet skjulte trussel til Babat på ROJ TV, hvor PKK-kommandanten også opfordrede til at "isolere" landsbyen, hvor Babat er landsbyvogter.
Ifølge Babat kan han i dag ikke bevæge sig uden for landsbyen uden massiv beskyttelse af sikkerhedsstyrkerne, mens han og hans familie lever under konstante trusler.
På både ROJ TV og flere kurdiske hjemmesider bliver Babat beskyldt for at være en forbryder og en dømt morder, men der blev i retten ikke fremlagt nogen beviser for disse påstande.
Men forsvarer Bjørn Elmquist forsøgte alligevel at så tvivl om både Babats troværdighed og om udtalelserne på ROJ TV overhovedet kan betragtes som trusler.
Samtidig forsøgte Elmquist at bore i om Babat havde været direkte involveret i kamphandlinger med PKK på sikkerhedsstyrkernes side. Det afviste Babat dog og sagde, at han kun fungerede som medhjælper for sikkerhedsstyrkerne.
Babat var blot en af en hel stribe vidner fra Tyrkiet, hvor blandt andet en række PKK-afhoppere og en anden landsbyvogter var indkaldt. Babat er dog den eneste af de tyrkiske vidner, der har indvilliget i at komme til København.
Det resterende tyrkiske vidner er blevet afhørt af den danske anklagemyndighed i Tyrkiet. Forsvarer Elmquist afviste at tage med på turen, og de to parter strides nu om afhøringerne kan bruges i sagen.
Onsdag tager dommeren stilling til striden om afhøringerne. Samme dag indtager politiets kronvidne, tidligere ROJ-direktør Manouchehr Zonoozi, vidneskranken.
































