Ny ordning for nabohjælp er på vej.
20. juli 2011, 08:57
Syv ud af ti danskere beder en nabo eller et familiemedlem om at holde øje med deres hjem, når de drager på sommerferie. Ifølge en ny meningsmåling, som Gallup har udført for Berlingske, er det meget udbredt, at ferierende familier prøver at gardere sig mod indbrud og allierer sig med andre, så postkassen bliver tømt og reklamer fjernet.
Men mens risikoen for indbrud generelt fylder meget i danskernes bevidsthed i feriesæsonen, er der mindre fokus på tyveri fra hjemmet resten af året. Kun hver fjerde dansker har arrangeret nabohjælp til daglig, og under hver tredje har sikret døre og vinduer. 12 procent har installeret en tyverialarm.
»Det er meget positivt, at 71 procent hjælper hinanden i ferierne. Nabohjælp er noget, der øger trygheden i befolkningen, og international forskning viser, at man nedsætter indbrud med op til 26 procent, hvis der er organiseret nabohjælp i et nærområde. Men omvendt er det meget få, der har sikret døre og vinduer i forhold til, hvor meget man kan få ud af det,« siger projektleder i Det Kriminalpræventive Råd Lone Harlev.
Danskernes frygt for indbrud er næsten fordoblet på halvandet år, selv om risikoen for at få besøg af tyveknægte er faldet med cirka otte procent i samme periode. I første halvår af 2000 blev der begået 20.000 indbrud. Og selv om ferieperioder typisk er højsæson for indbrudstyve, sker der lige så mange indbrud på hverdage mellem klokken 8 og 16.
Derfor er Det Kriminalpræventive Råd i gang med at modernisere nabohjælpen, der blev introduceret i 1986. Meningen er, at nabohjælp anno 2011 skal organiseres bedre, så langt flere danskere melder sig til ordningen. Rådet har bl.a. været på studietur i Sverige, hvor det er udbredt, at køreskoler lægger undervisningen i boligområderne. Dermed kan køreskolelæreren slå alarm, hvis mistænkelige typer lusker rundt. Lone Harlev kan også forestille sig, at kommunale medarbejdere som hjemmehjælpere får en større rolle i kriminalitetsbekæmpelsen.
Indbrud skal forebygges året rundt
Både Lone Harlev og formanden for Politiets Nationale Indbrudsstab, vicepolitiinspektør Michael Ask, mener, at det er vigtigt, at der er fokus på forebyggelse af indbrud året rundt.
»Medierne skriver om indbrud op til jul og sommerferien, og det gør heldigvis, at mange mennesker siger, at jeg hellere må få naboen til at tømme postkassen og få ham til at putte skrald i min skraldespand. Men jeg tror, at mange folk glemmer, at risikoen for indbrud er lige så stor i hverdagen. Så jeg kan kun opfordre til, at folk husker de gode råd i hverdagen,« siger Michael Ask.
Danskerne er dog langt fra tilfredse med politiets indsats. Et flertal på 54 procent af befolkningen angiver ifølge Gallup, at politiet ikke prioriterer opklaringen af indbrud i tilstrækkeligt omfang.
»Det er selvfølgelig ærgerligt, at så stor en andel har den holdning, og det kan jeg jo ikke lave om på. Men vi må så sige, at de to højest prioriterede indsatsområder for politiet er rocker/bandekriminalitet og indbrud i beboelse,« siger Michael Ask.

































