»Vi skal ikke opdrage på forældrene«

Pædagoger skal ikke give forældre dårlig samvittighed med tidlig oprydning og lister over pasning i ferier. Det mener Christiane Pedersen, der i en ny bog giver en opsang efter 40 år som leder af Læssøgården på Nørrebro.

Vi pakker vores børn alt for meget ind i vat i stedet for at stole på, at de kan klare sig, mener Christiane Pedersen, der har været leder af Læssøgården på Nørrebro i 40 år.
Vi pakker vores børn alt for meget ind i vat i stedet for at stole på, at de kan klare sig, mener Christiane Pedersen, der har været leder af Læssøgården på Nørrebro i 40 år.

På et tidspunkt var der en far, som konsekvent hentede sit barn et kvarter efter lukketid. Det var møgirriterende for personalet på Læssøgården. Hvorfor kunne han ikke bare komme til tiden? Han vidste jo, at institutionen lukkede klokken 17. Efter at have påtalt det flere gange uden effekt, blev det en dag for meget for institutionens leder, Christiane Pedersen. Klokken fem tog hun to tomme mælkekasser og satte sig ud foran porten med barnet og ventede. Det virkede, og barnet blev derefter altid hentet i åbningstiden. Men det er ikke pointen med historien. Pointen er, at det var forkert at gøre, et overgreb. En utidig indblanding i forældrenes liv, mener Christiane Pedersen. Daginstitutionen er til for forældrenes skyld, ikke omvendt.

»Jeg har altid været flov over det, jeg gjorde, fordi jeg krænkede familien. Jeg havde aldrig spurgt, hvorfor han kom for sent. Det skyldtes formentlig, at han arbejdede til klokken fem, og selvfølgelig kunne vi have fundet en løsning. Men nu blev forældrene vrede, og der var slet ingen mulighed for samtale. Man skal ikke give forældre dårlig samvittighed,« siger Christiane Pedersen.

I 40 år fra 1971 til 2012 var hun leder af daginstitutionen Fredensgården Legested, som efter nogle år flyttede og blev til Læssøgården på Nørrebro i København. Historien om den forsinkede far er en af mange i bogen »Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor«, som Christiane Pedersen har skrevet i samarbejde med sin datter Naja Pedersen. En bog om Nørrebro, social nød, slumstormere, ungdomsoprør og om pædagogikken i en helt særlig institution. Men bogen er også en hård kritik af kommunernes forvaltning og den måde, mange daginstitutioner drives på i dag.

Som titlen antyder – ordene blev sagt af et barn, der var med på en koloni – kunne Nørrebro i 70erne og 80erne være et barskt sted at vokse op. Læssøgården blev i årtier et helle for mange socialt belastede børn og deres forældre, en institution, der blev kendt og berømmet for sine evner til at involvere forældre og lokalsamfund og inkludere børn med mange forskellige udfordringer.

Et af bogens vigtigste budskaber er, at det er forældrene, der bestemmer – fuldt og helt. Institutionen og de ansatte skal samarbejde og indrette dagligdagen efter forældrenes behov. Det burde måske være en selvfølge, men er det langtfra. Et af eksemplerne handler om »at stole op.«

I mange børnehaver begynder man at rydde op og stille stolene op på bordene allerede midt på eftermiddagen.

»Hvem går det ud over? Alle de børn, der først bliver hentet ved lukketid. Det bliver helt tydeligt, at der er tale om opbevaring. Og forældrene bliver mindet om – og straffet for – at deres børn er de sidste, der bliver hentet. Ingen ønsker jo, at ens børn skal sidde i en ventesal. Det er helt forkert,« siger Christiane Pedersen.

Hun er inderligt imod at opdrage på forældre.

»Man bør da se på, hvordan forældrenes liv er. Småbørnsforældre i dag har så travlt. Og så skal de hente deres børn tidligere og tidligere. Men det er da vores opgave som institution at indrette det sådan, at børnene kan være der, indtil forældrene har tid til at hente dem,« siger Christiane Pedersen, som taler om, at »servicere forældrene meget mere«.

»Opstoling« blev bandlyst, og Læssøgården indførte i stedet nogle særlige klokken fire-kasser til børnene. Bokse med nyt og sjovt legetøj, som først blev hevet frem klokken fire. Så var der noget at glæde sig til for dem, der blev hentet senere.

»Hvorfor skal børn hentes klokken tre om eftermiddagen. Hvad skal de lave? De sidder jo bare og spiller på deres iPad eller ser TV derhjemme. De leger jo ikke med andre børn,« siger siger Christiane Pedersen, som gerne ville holde åbent til klokken seks og synes, at døgnåbne instituioner er en god idé for dem, der har brug for det.

I det hele taget mener hun, at hele debatten om, at børn ikke har godt af at være for længe i institution er helt forfejlet. Det kommer an på, hvad der foregår i institutionen. Helt fra Læssøgårdens begyndelse har der været »forældrekaffe,« når børnene skulle hentes. Det betød, at mødrene og fædrene satte sig ned og talte med hinanden og de pædagoger, der var der. Forældrene lavede selv kaffen og knyttede venskaber på kryds og tværs også til gavn for børnene. Som klokken fire-kasserne et ret simpelt men effektivt initiativ.

»Når forældrene kommer hjem fra arbejde, skal de lave mad, hente børn, vaske tøj og læse lektier. Der er rigeligt at se til. Jeg har oplevet familier, der kom klokken halv fem og var afslappede og kunne nå en kop kaffe, mens deres børn lige når at lege færdig. Og så gik de glade hjem med glade børn i stedet for, at de kom halsende klokken tre, ikke var blevet færdig emed deres arbejde og måske endda har måttet tage noget af det med hjem. Man må følge familiernes rytme,« siger Christiane Pedersen.

Det samme gælder det sociale pres, der er på forældre for at holde ferier med børnene. De, der ikke gør det, bliver indirekte hængt ud som dårlige forældre. Af samme grund havde man ikke ferielister i Læssøgården, hvor forældrene skal skrive op, hvornår deres børn ville komme i ferierne. De kunne aflevere dem, når de ville.

»Jeg hader de lister. De betyder kun, at forældre føler sig hængt ud. Hvorfor skal det være sådan? Vi skal ikke opdrage på forældrene. I Læssøgården var de fleste børn der i efterårsferien og i vinterferien, så holdt vi en fest og tog på skovtur og sørgede for, at der skete nogle gode ting. Hvorfor skal de sidde derhjemme med deres computerspil? Hvorfor kan de ikke komme over og lege med nogle andre børn? For min skyld må de gerne være der hele sommeren,« siger Christiane Pedersen og peger på, at mange af forældrene på Nørrebro ikke havde råd til at rejse i ferierne.

På samme måde afskaffede Læssøgården de faste mødetider, som i dag praktiseres i mange daginstitutioner.

»Kravet om punktlighed førte til, at personalet opdragede og irettesatte forældre, der kom for sent. Og det er et urimeligt indgreb i forældrenes liv og adfærd. Hvorfor skal de have dårlig samvittighed og skynde sig med at aflevere deres barn,« siger Christiane Pedersen.

I de år, hun var leder af Læssøgården, blev stedet et samlingssted på Nørrebro for børn og forældre, også dem der havde forladt det. Ved det årlige loppemarked blev der samlet ind til skiferie i Norge til børnene. Man gik i Læssøgården – ikke i børnehave eller på fritidshjem. I 70erne var der ugentlig aflusning, og mange af børnene kom fra kummerlige forhold og familier med store sociale problemer. Nogle børn kunne fortælle, at deres far var i England, hvilket alle vidste – også børnene – dækkede over, at han sad i fængsel. Hele vejen igennem har det været forældrene i bestyrelsen, der bestemte i Læssøgården.

»Det er dem, der har fingeren på pulsen. De ved, hvad der fungerer og ikke fungerer. Det var en kæmpe gevinst,« siger Christiane Pedersen.

I andre daginstitutioner opfattes forældrenes kritik eller forslag ofte som utidig indblanding.

»I begyndelsen havde vi også den opfattelse, at forældrene ikke skulle blande sig i pædagogikken, for den havde vi jo forstand på. Men det fik vi lavet om, for det er jo noget sludder. Forældrene ved bedst, hvad der er godt for deres børn,« siger Christiane Pedersen.

De gode resultater med at inkludere børnene betød, at Læssøgården fik henvist mange børn med problemer af forskellig art fra Københavns Kommune. Tidligere hed de basisbørn og senere diagnosebørn med ADHD i forskellige bogstavkombinationer, autisme, hyperaktive børn, børn med psykosociale problemer og andet. Diagnoserne er et redskab for kommunerne, når de tildeler ekstra ressourcer. Ingen diagnose – ingen ekstra penge. Christiane Pedersen er inderligt imod, at sætte disse mærkater på børn.

»Når vi modtog et basisbarn, så vi på barnet og talte med barnet. Vi respekterede det med dets særheder, men vi fokuserede ikke på særhederne. Diagnosticeringen gav os ikke væsentligt anderledes og bedre muligheder i arbejdet med dem. Vi skulle stadig finde ud af, hvordan hvert enkelt barn fungerede og kunne indgå i aktiviteter med andre børn,« fortæller Christiane Pedersen. »En diagnose er altid en stempling af barnet og tager udgangspunkt i, at situationen ikke kan ændre sig. Men børn udvikler sig, og vores pædagogiske arbejde går netop ud på at udvikle dem,« siger Christiane Pedersen.

Med diagnoserne fulgte medicinen. I 70erne havde man i Læssøgården bare ét barn, som skulle have medicin. Da Christiane Pedersen stoppede som leder, havde man et større medicinskab med ritalin og andet til mange af børnene. Hun har oplevet børn, som mistede appetitten og blev tyndere og tyndere, og for mange andre havde den ingen virkning overhovedet.

»For mig var det en rystende udvikling. Børnene fik medicinen på kontoret, og vi håbede på, at de derved kunne undgå at blive stemplet,« siger hun. »Vi er alt for hurtige med at give medicin også til børn, som ikke kan sidde stille,« siger hun.

Som alle andre har Læssøgården været igennem gentagne sparerunder, og det er med til at gøre arbejdet med børnene ringere. Nedskæringer og pædagogernes forringede status i samfundet er årsag til den negative udvikling, mener Christiane Pedersen, der er »stolt af at være pædagog.« Men nogle gange lykkes det at finde kreative løsninger. På et tidspunkt ville kommunen have dem til at finde besparelser ved en kortere åbningstid, men det undgik man ved at indføre en lavere bemanding om fredagen, som blev til en film- og bagedag, der kunne struktureres, så der var brug for færre hænder.

I 40 år satte Christiane Pedersen et tydeligt præg på Læssøgården. Det var slumstormerne, der var med til at oprette den, og de pædagogiske diskussioner i 70erne gik højt. Men det var også fire årtier, der forandrede Nørrebro. I 70erne havde mange ingen bad, og forældre og børn kunne låne en nøgle og bade i Læssøgården uden for åbningstiden. Og de kunne låne lokalerne til familiefester, eller låne skøjter – børns fødder vokser – og varmt vintertøj. Altsammen skabte en særlig tilknytning til stedet ligesom fællesspisningen hver anden uge.

Da personalet engang på et forældremøde fortalte om alle aktiviteterne og »den åbne institution«, var der en af forældrene, der udbrød: »Det kan være udmærket med alle jeres ting. Men vi vil sgu ikke være gift med Læssøgården.«

»Den sad,« fortæller Christiane Pedersen. »Vi syntes jo, at alt var så prægtigt, men glemte at tænke på, at forældrene kunne føle det som et grænseoverskridende pres. Vi er alle sammen opdraget med, at når vi får noget, skal vi kvittere med en form for taknemmelighed og måske ligefrem ydmyghed. Derfor skal personalet være meget opmærksom på den magt, der følger med.«

Pædagoger skal ikke tro, at de kan lave om på forældrene. Det er et af stedets grundprincipper.

»Hvis forældrene synes, at det er i orden, at børnene derhjemme spiser aftenmaden i sofaen foran fjernesynet, eller mens de spiller computer, så er det ok med mig. Jeg vil ikke stille mig op og sige, at jeg ved bedre end deres forældre. Det er ikke pædagogens rolle. Men vi vise børnene, at der er andre måder at gøre tingene på.«

Til børnenes måltider i Læssøgården blev der altid dækket op med porcelæn, stofdug og kniv og gaffel, og man lærte at tale sammen og række hinanden fade og vandkander. Ved den årlige byskattejagt blev børnene sendt alene ud i byen, nogle måtte engang hentes på Amager. På en koloni på Sejerø blev børnene sendt øen rundt alene, fordi Christiane Pedersen var blevet syg. Efter et voldsomt uvejr måtte de køres tilbage af nogle af de lokale.

»Det er vigtigt, at børn får oplevelser. I dag pakker man dem alt for meget ind i vat i stedet for at stole på, at de kan klare sig. Hvis det er en oplevelse, som børnene får noget ud af, så må vi organisere det bedst muligt.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.