Nomineret til Årets Dansker 2015

»Vi glæder os til det næste valg!«

Han var dømt fuldstændigt ude af politik efter forliset som radikal minister, men vælgerne bar ham ind på Christians­­borg i triumf som Alternativets leder. Men succesen er ikke steget ham mere til hovedet, end at han godt vil fortælle om dengang, da han gik i søvne i Berlin. Nøgen.

Christiansborg kan være et ensomt sted. Tyste gange. Menige politikere bag lukkede døre. TV-hold og toppolitikere i spotlys.

Med den højlydte kakofoni på tværs af gangen med Alternativets kontorfællesskab på Ridebanen lever partiet op til sit navn. Det summer af aktivitet hid og did mellem de åbne døre. Der bliver talt højt og grinet i en stemning, der mere minder om en højskole end om et politisk nervecenter.

»Christiansborg er et af de steder i verden, man kan føle sig mest alene. Man kan sidde der for sig selv på et kontor og gå helt kold, mens News bare kører løs,« forklarer parti­leder Uffe Elbæk og understreger:

»Sådan må det ikke være hos os«.

Så hos Alternativet er de omgivet af hinanden i arbejdsdage præget af den samme politiske nybyggerstemning, som ved valget i juni skabte politisk sensation med hele ni mandater i Folketinget.

At Uffe Elbæk fortsat er populær, er Berlingske læseres nominering af ham som »Årets dansker« og Altingets pris for politisk kommunikation, Ting- Prisen, et godt udtryk for. Men hvem er Uffe Elbæk overhovedet som politisk figur? Hvad skal man forvente af Alternativet? Og hvilke løfter vil Alternativets stifter give for at fastholde og udbygge bundtrækket i befolkningen?

Ved overrækkelsen af Ting-Prisen fremhævede den politiske kommentator Søs Marie Serup, at Uffe Elbæk nærmest er en anti-kommunikator med sine »uendelige rækker af indskudte bisætninger, afbrydelser af sig selv og sin egen tankerække og store indrømmelser af modpartens fortræffeligheder«:

»Men det virker. Vælgerne kan godt lide originaler, folk der er sig selv – eller som vi i hvert fald tror på er ægte. Vi kan også godt lide drømmere og idealister. Vi vil have holdningsmennesker frem for kyniske taktikere. Sådan et menneske er Uffe Elbæk.«

Uffe Elbæk peger ikke på sig selv, når han skal forklare succesen, men på alt det som traditionelle politikere og medier på Christiansborg mangler af viden om livet uden for parlamentets mure.

»Christiansborg er et af de steder i verden, man kan føle sig mest alene. Man kan sidde der for sig selv på et kontor og gå helt kold, mens News bare kører løs,« forklarer Uffe Elbæk, som derfor har skabt en helt anderledes social kultur på Alternativets kontorer.
»Christiansborg er et af de steder i verden, man kan føle sig mest alene. Man kan sidde der for sig selv på et kontor og gå helt kold, mens News bare kører løs,« forklarer Uffe Elbæk, som derfor har skabt en helt anderledes social kultur på Alternativets kontorer.

»Vores fornemmelse var, at danskerne gerne vil deltage. Alternativet blev præsenteret som en overraskelse. Men det viser mest, at medierne ikke ser, hvor stort et initiativ og virkelyst, der er uden deres radar. Vi blev stemplet som uerfarne og uorganiserede. Men vi var hverken uerfarne eller uorganiserede. Vi gjorde bare tingene på en anden måde, og det blev så belønnet,« siger Uffe Elbæk, som afviser, at metoden og at gøre ting anderledes er det vigtigste.

Men det fylder meget i jeres retorik ...

»Det er jer, der synes, at det er en historie, at vi eksempelvis spørger medlemmerne om, hvad vi skal spørge statsministeren om i spørgetimen. Det er logisk for os at involvere, inddrage, nuancere og gøre tingene gennemsigtige. Vi tør stå ved det, hvis der er noget, vi ikke ved – eller hvis vi begår fejl. Det er en del af vores kulturelle og værdimæssige DNA-kode. Medierne og politikerkollegerne på Christiansborg siger: »Gud – gør I sådan!« – og så bliver det en nyhed. Det er fint, hvis det kan inspirere andre. Vi er bare mere optagede af, hvad vores medlemmer siger, end af måden vi spørger på. Det er medlemmerne, der former vores politik.«

Uffe Elbæk afviser, at Alternativet er et engangshit og understreger, at partiet har gjort BoligJob-ordningen grønnere. Alternativet skabte også flertal uden om regeringen om borgerdrevne beslutningsforslag, og for nylig var Alternativet med i satspuljeaftalen.

Han afviser også, at Alternativet er et protestparti, »der sidder fornærmet i hjørnet helt uden for indflydelse«. Men hvis man putter ord som »voksen­politik« på Alternativets foreløbige resultater, så ruller han med øjnene:

»Helt ærligt. Jeg er en gammel mand på 61. Jeg har siddet to perioder i Aarhus Byråd og været formand for skole- og kulturudvalget. Jeg har været minister, en del af en regering. Jeg kender det her forfra og bagfra. Det, der optager os, er, hvordan vi kan ændre det repræsentative demokrati til at blive et involverende demokrati,« siger han.

»Vi er bekymrede over tillidskløften mellem borgere og politikere. Stadig færre danskere er medlemmer af et politisk parti. Endnu færre stiller op til folkevalgte positioner. Og de, der så faktisk stiller op, ligner hinanden mere og mere. De har samme uddannelse, samme sociale erfaringer og samme professionelle netværk,« fortsætter han.

»Vi er dybt bekymrede for, at der skabes en politisk klasse, der er totalt løsrevet fra almindelige menneskers liv og problemer. Det kan på sigt svække den folkelige legitimitet til magthaverne – og hvad kommer så bagefter? Derfor betyder det engagerende og involverende demokrati uendeligt meget for os.«

For Alternativet er kommunalvalget næste eksamen, og her håber partiet på en borgmesterpost i København og en rådmandspost i Aarhus.

»Vi glæder os til det næste valg! Vi går efter at blive dobbelt så store. Jeg kan ikke umiddelbart se noget tale imod, at vi kunne få et Svanneke-resultat, hvor vi fik 9,9 procent af stemmerne. Vi ligger stabilt i målingerne og højere end efter Folketingsvalget. Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at det ikke skulle gå sådan«.

Man vokser på resultater – hvilke resultater vil I levere?

»Pas på med kun at måle på hvad der sker i Folketingssalen. Dér skal vi selvfølgelig levere. Men det er ikke nødvendigvis afgørende for, om folk stemmer på os. Det betyder meget mere for dem, at de kan mærke, at vi er tro mod vores værdigrundlag. At vi involverer folk og udvikler politik i åbenhed. I det øjeblik, hvor vi ikke længere er tro mod vores værdier og eksempelvis går med i et forlig bare for at gå med i et forlig, vil vi miste opbakningen«.

Hvad betyder løfter for jeres vælgere?

»Det betyder slet ikke noget for vores vælgere, at de bliver lovet noget. Det er slet ikke sådan, vi taler. Vi siger, at vi gerne vil arbejde for at bevæge Danmark i en bestemt retning vurderet ud fra tre bundlinjer: En økonomisk, en social og en miljømæssig. Der skal stå sorte tal under alle tre. Om vi er tro mod de værdier, betyder noget for vores vælgere, så det er det eneste løfte, vi giver«.

Men hvis du ikke lover noget konkret, er du jo fuldstændig gratist over for dine vælgere?

»Overhovedet ikke. Vi er ikke sat i verden for at føre traditionel politik eller retorik. Man kan sige: »Det kan man da ikke.« Og så siger jeg: »Jo, det kan man godt«. Jeg vil gerne være med til at vise mennesker, at de kan være med til at skabe et bedre samfund. Det handler om at give danskerne muligheden for at blive handlekraftige borgere og at vores værdier bliver udbredt.«

Uffe Elbæk ved godt, at det lyder »hippieagtigt«, når han kalder Alternativet et »længselsparti«.

»Det er et forsøg på at sige, at vi ikke er et protestparti. Vi har en positiv, løsningsorienteret tilgang. Vi er værdibaserede, hvor mange andre partier er ideologisk baserede. Vores position er fri, for vi bærer ikke et stort, historisk og ideologisk bagkatalog. Men vi står vagt om vores værdier, og det er et stærkt strategisk redskab.«

At han skiller sig ud på Christiansborg, er der mange eksempler på. Et af dem er, at han ikke er bange for at udlevere sig selv. Var Uffe Elbæk en kynisk taktiker, ville han nok ikke have fortalt historien om dengang, da han drømte en vild drøm en nat på Hotel Hilton i Berlin for ti år siden.

Det var en »action-drøm«, en lidt forvirret krimi. I drømmen bevægede han sig rundt på gangene i en stor bygning, fandt en elevator og trykkede sig ned i stueetagen.

Og så vågnede han. Forvirret.

»Vi er dybt bekymrede for, at der skabes en politisk klasse, der er totalt løsrevet fra almindelige menneskers liv og problemer. Det kan på sigt svække den folkelige legitimitet til magthaverne – og hvad kommer så bagefter? Derfor betyder det engagerende og involverende demokrati uendeligt meget for os,« forklarer Uffe Elbæk.
»Vi er dybt bekymrede for, at der skabes en politisk klasse, der er totalt løsrevet fra almindelige menneskers liv og problemer. Det kan på sigt svække den folkelige legitimitet til magthaverne – og hvad kommer så bagefter? Derfor betyder det engagerende og involverende demokrati uendeligt meget for os,« forklarer Uffe Elbæk.

Men helt klar over, at situationen var lige så pinlig, som han var nøgen.

»Jeg havde ikke en trevl på kroppen, og elevatoren drønede mod bunden. Jeg forsøgte at få elevatoren til at stoppe, men jeg havde ikke et nøglekort.«

Elevatoren nåede bunden, dørene gik op og lobbyen var fuld af gæster. Klokken var otte om morgenen, og folk tjekkede ud. Uffe Elbæk stak hovedet ud af elevatoren, råbte »HILFE-HILFE!« og vinkede med den frie hånd.

Kort efter var Elbæk og en receptionist med et nøglekort på vej opad i elevatoren igen – Elbæk nu iført receptionistens uniformsjakke, men stadig uden bukser. Elbæks værelse lå på gangen med VIP-restauranten med de store ruder.

»Gæsterne havde set mig gå i søvne den modsatte vej. Nu havde jeg i det mindste jakke på.«

Uffe Elbæk griner, mens han fortæller om den første og eneste gang, han har gået i søvne.

»Det var simpelthen så top-pinligt! Omvendt må man jo også sige, at det er en af de mest rock’n’roll-agtige søvngængerier, jeg har hørt om. Og da jeg havde fået tøj på, gik jeg ned og roste receptionisterne. Det løste de virkelig godt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.