Problemerne på hovedstadens skadestuer og akutmodtagelserne skal have en fast udløbsdato, mener Venstre. Partiet giver en ny nødplan den kolde skulder.
9. august 2011, 15:39
For få måneder siden måtte blebarnet Astrid vente 15 timer på at få behandlet sin brækkede arm på skadestuen på Hvidovre Hospital.
Den lange ventetid for Astrid og mange andre patienter er kun en af de problemstillinger på hovedstadens skadestuer og akutmodtagelser, som Berlingske har beskrevet hen over sommeren.
Og en ny plan for kortere ventetid, som regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) vil fremlægge på torsdag, er ikke konkret nok, mener Venstres medlemmer af regionsrådet. De vil have en udløbsdato på problemerne.
- Vores krav er, at der ved udgangen af 2011 højst må være to timers ventetid på hovedstadens hospitaler, siger Hans Andersen, der er gruppeformand for Venstre i regionsrådet.
Vibeke Storm Rasmussen har ikke hidtil villet besvare Berlingskes spørgsmål om, hvornår ventetiderne kan være bragt ned til to timer. Hun har tværtimod sagt i et interview ”at det godt kan gå hen og blive værre.”
På torsdag fremlægger hun imidlertid en plan, der skal gøre op med de urimeligt lange ventetider. Det skal blandt andet ske ved et såkaldt ”fast track”-forløb, hvor mindre alvorlig sygdom og mindre skader bliver vurderet og behandlet hurtigere.
Samtidig skal blandt andet det første skridt til en egentlig visitation af patienterne ske med en fremrykket sundhedstelefon, som borgerne kan søge råd og vejledning hos.
Visitering nødvendig
Men Venstre-manden Hans Andersen er stærkt skeptisk:
- Det kommer ikke til at virke det her. Ikke hvis man ikke tager de elementer med, vi peger på, siger han med afsæt i blandt andet regionens egne tal, der viser, at omkring halvdelen af dem, der selv henvender sig på skadestuerne - svarende til ca. 142.000 besøg – kunne være behandlet hos egen læge eller have klaret sig uden lægehjælp.
Derfor vil partiet blandt andet sikre, at sundshedstelefonen ikke blot er en vejledning for borgerne. Det skal være et krav, at man ringer til telefonen og får at vide, hvor den rigtige behandling findes. En række andre steder i landet har man allerede den visitering til skadestuer og akutmodtagelser, som Venstre ønsker sig.
Desuden vil Venstre sikre, at prakstiserende læger tilbyder borgere muligheden for at behandle akutte skader hele dagen. Som det ser ud i dag, tilbyder mange læger i hovedstaden kun akuttid mellem otte og ni om morgen.
Region Hovedstaden skal torsdag diskutere de forskellige planer og forslag på det første forretningsmøde efter sommerferien.
































