Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ung kvinde jagtede sine egne røvere

En 23-årig kvinde var sent fredag aften udsat for et røveri nær Aarhus, men i stedet for at panikke, satte hun selv efter gerningsmændene.

En ung kvinde fra Østjylland blev sent fredag aften truet med et jagtgevær og frarøvet et større pengebeløb, da hun holdt parkeret, men trods den skræmmende oplevelse gik kvinden ikke i panik. Hun satte derimod efter røverne, der kort tid efter blev anholdt.

Det oplyser TV2 Nyhederne ifølge Ritzau.

- Hun har været særdeles handlekraftig og har haft mentalt overskud til at kontakte os og køre efter røverne, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi, politikommissær Jens Rønberg.

Røveriet skete ved Strandvejen i Malling ved Aarhus en time før midnat. Den 23-årige kvinde fra Odder holdt parkeret i nærheden af Strandvejen, hvor hun havde luftet sine hunde.

Her kørte en blå personbil op på siden af hende, hvorefter hun blev truet med noget, der lignede et jagtgevær af føreren af bilen. Bilen, med fire personer i, kørte derefter i retning mod Aarhus.

Kvinden fulgte efter køretøjet ind til centrum af Aarhus. I Knudrisgade standsede politiet den blå personbil og anholdt de fire personer uden dramatik. En af passagererne smed cirka 100 gram hash ud af bilen, kort før den blev standset

I bilen blev der fundet en softgun udformet som en pumpgun, som lå synligt fremme i bunden af siden foran bagsædepassagerne. De fire personer blev indbragt til politistationen i Aarhus. De ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

- Vi kender alle fire i forvejen for forskellige former for kriminalitet, siger Jens Rønberg.

To af gerningsmændene er 19 år, men de to øvrige er 17 og 18 år. De kommer fra Solbjerg, Tilst og Aarhus Vest.