Den amerikanske forfatter Paul Auster er blevet upopulær i Tyrkiet.
2. februar 2012, 12:37 – opdateret 2. februar 2012, 12:42
Den amerikanske forfatter Paul Auster er blevet citeret for at sige, at han ikke vil besøge Tyrkiet i protest mod, at landet fængsler journalister og forfattere. Tyrkiets statsminister Recep Tayyip Erdogan slår tilbage og er citeret i tyrkiske aviser for at sige: "Som om vi har brug for dig! Hvem er interesseret i om du kommer eller ej. Vil Tyrkiet miste noget, hvis du ikke kommer?"
I det oprindelige interview i en tyrkisk avis siger Auster, at han hverken vil besøge Tyrkiet eller Kina.
Sagen får ifølge Jerusalem Post fra i dag en yderligere drejning, fordi Erdogan inddrager Israel. I et svar skriver Auster, ifølge Jerusalem Post: "Uanset hvad Erdogan mener om Israel, så er faktum, at Israel har ytringsfrihed og at ingen journalister eller forfattere er fængslet."

































