Tidligere PET-chef om 15-årig konvertit: Helt usædvanligt, at PET ikke går ud med brask og bram

PET skylder at komme med en forklaring på sagen om en 15-årig dansk pige, der angiveligt er konverteret til islam og anholdt for besiddelse af sprængstoffer. Det mener tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen.

Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste. Han opfordrer sin tidligere arbejdsplads PET til at komme med flere oplysninger i sagen om en 15-årig dansk pige, der angiveligt er blevet anholdt og sigtet for besiddelse af sprængstoffer samt billigelse af terrorhandlinger.
Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste. Han opfordrer sin tidligere arbejdsplads PET til at komme med flere oplysninger i sagen om en 15-årig dansk pige, der angiveligt er blevet anholdt og sigtet for besiddelse af sprængstoffer samt billigelse af terrorhandlinger.

Midt- og Vestsjællands Politi holder kortene tæt til kroppen i sagen om en 15-årig dansk pige, der ifølge TV 2 er blevet anholdt og sigtet for besiddelse af sprængstoffer, prøvesprængning af sprængstoffer og for at billige terrorhandlinger.

Politiet bekræfter i en døgnrapport, at man onsdag undersøgte en villa i Kundby på Sjælland i samarbejde med kriminalteknikere og Forsvarets ammunitionsryddere, idet politiet havde fået oplysninger om, at »der muligt kunne være effekter af politimæssig interesse på stedet«.

»Af efterforskningsmæssige årsager« vil politiet imidlertid hverken oplyse, hvad man fandt på adressen, eller hvad der præcist gav anledning til aktionen.

Hos Politiets Efterretningstjeneste er der heller ingen hjælp at hente, da de henviser til Midt- og Vestsjællands Politi.

Det undrer tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen.

»Ser man på historikken i forhold til potentielle terrorsager, er det helt usædvanligt, at man ikke går ud med brask og bram og profilerer, at man nu igen har været i stand til at afdække en potentiel terrorist. Så jeg vil i første omgang være meget, meget skeptisk og kritisk i forhold til, hvad der reelt er foregået,« siger han.

Hans Jørgen Bonnichsen vurderer ud fra mediernes rapportering af sagen, at PET måske slet ikke har været med i gårsdagens aktion.

»Noget kunne tyde på, at aktionen er udført af den pågældende politikreds alene. Måske har man fået nogle pludseligt opståede informationer og vurderet, at det var nødvendigt at gå i aktion nu. Det er der noget, der godt kunne tyde på, når man ser på kommunikationen, hvor PET helt afviser at svare på noget,« siger han.

Den tidligere PET-chef er generelt skeptisk i forhold til at udtale sig om sagen. Adspurgt om, hvad politiets næste træk er, hvis der er fundet sprængstoffer, siger han:

»Vi ved intet endnu. Hvem siger, det er sprængladninger, det kan være rester af nytårsfyrværkeri.«

Hans Jørgen Bonnichsen mener desuden, der er modstridende oplysninger i sagen. TV 2 skriver, at den 15-årige pige på Facebook er medlem af en gruppe for danske medlemmer af den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir. Bonnichsen fremhæver, at denne organisation er imod vold og terror.

»Så der er en masse i det her, som simpelthen krakelerer på en sådan måde, at man siger til sig selv: Jamen, hvad er realiteten i det her? Der er modstridende informationer,« siger han.

Hizb ut-Tahrir er et islamisk parti, der arbejder for etableringen af en islamisk statsform, et kalifat. I flere muslimske lande er partiet forbudt, mens det i flere ikke-muslimske lande, blandt andet Danmark, er aktivt. Flere islamiske organisationer i Danmark har flere gange langt afstand til Hizb ut-Tahrir og partiets fortolkning af Koranen, fordi den anses for værende for yderliggående.

Skulle der være tale om en pige med sprængladninger, som støtter islamistiske terrorhandlinger, bliver politiets store opgave at kæde disse to ting sammen.

»At give udtryk for sympati for terror offentligt er en selvstændig overtrædelse af straffeloven. Men det interessante er, om man kan lave koblingen med terror, om man kan nå frem til, at hun har til hensigt selv at lave en terrorhandling eller at hjælpe andre med det,« siger den tidligere PET-chef.

Han afviser at kommentere flere hypoteser, og kommer i stedet med en klar opfordring til PET:

»PET skylder helt klart at komme ud med en forklaring, så offentligheden kan forholde sig til, hvad der er hoved og hale i den her sag. Både at hensyn til den pågældende pige, af hensyn til hendes omgivelser og af hensyn til de rygter og formodninger, der opstår i løbet af kort tid på grund af det her.«

Den 15-årige pige fra Kundby skal ifølge Ritzau fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 12.00.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.