Nyhedsanalyse

Terror rammer europæere i Egypten

Mindst tre turister blev sent fredag såret i et terrorangreb mod Bella Vista hotellet i den egyptiske badeby Hurghada. Ifølge egyptiske sikkerhedskilder blev angrebet udført af tre gerningsmænd.

Fredag aften uden for hovedindgangen til Bella Vista Hotel i Hurghada. Egyptiske sikkerhedsfolk forsøgte at danne sig et overblik over terrorangrebet. Foto: Scanpix
Fredag aften uden for hovedindgangen til Bella Vista Hotel i Hurghada. Egyptiske sikkerhedsfolk forsøgte at danne sig et overblik over terrorangrebet. Foto: Scanpix

JERUSALEM: Egypten rammes af terror igen.

Mindst to gerningsmænd banede sig sent fredag aften vej gennem restauranten på Bella Vista Hotel i den egyptiske ferieby Hurghada, der ligger ved Det Røde Hav.

Herefter begyndte de at angribe de tilstedeværende turister. De nåede at såre mindst tre turister, angiveligt, ifølge de egyptiske myndigheder fra Danmark og Tyskland, før de selv blev skudt af egyptiske sikkerhedsvagter. Der herskede i aftes tvivl om turisternes præcise identitet, idet nogle nyhedsbureauer citerede egyptiske kilder for, at de tre sårede var to østrigske turister og en svensk.

Hotel Bella Vista er et populært feriemål for europæiske turister, og selv om Egypten har oplevet et drastisk fald i antallet af besøgende turister, siden præsident Hosni Mubarak blev væltet i 2011, har Hurghada været et af de få steder, turister stadig besøger i højt antal.

To angreb inden for 48 timer

Ifølge egyptiske sikkerhedskilder bar den ene af gerningsmændene, en 21-årig mand fra Giza ved Cairo, et IS-flag, under angrebet.

En række IS-sympatisører hylder angrebet på sociale medier, men Islamisk Stat havde sent i aftes endnu ikke taget officielt ansvar for angrebet.

Inden for 48 timer er Egypten blevet ramt af to terrorangreb. Torsdag åbnede gerningsmænd ild mod en turistbus ved pyramiderne i hovedstaden Cairo. I løbet af fredagen tog Islamisk Stat ansvar for angrebet.

Siden november 2014 har Islamisk Stat været aktiv i Egypten, og især i området omkring Sinai-halvøen. På det tidspunkt svor den lokale terrorgruppe Ansar Bet al-Maqdas troskab til Islamisk Stat og begyndte at operere under direkte ordrer fra Islamisk Stat i Syrien og Irak under navnet Wilayat Sina (Sinai-provinsen, red.)

Islamisk Stat i Egypten har siden stået bag en lang række angreb mod egyptiske militærposter i Sinai. Men terrororganisationen sættes også i forbindelse med halshugningen af Tomislav Salopek fra Kroatien, der blev kidnappet uden for Cairo i løbet af sommeren 2015. Islamisk Stat sættes også i forbindelse med nedstyrtningen af et russisk passagerfly i november 2015 på Sinai. Islamisk Stat har taget ansvar for flystyrtet, og siger, at en lille bombe, gemt i en dåse, var årsagen til det pludselige styrt, hvor 224 mistede livet. De egyptiske myndigheder fastholder stadig, at en teknisk fejl var årsag til flystyrtet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.