Jeg har en dejlig søn på 6½, der udvikler sig og fungerer helt normalt. At han gør det er et mirakel, for han var død ved fødslen, da jeg blev sat i gang, min livmoder bristede og moderkagen rev sig løs.

Jeg kom ind på fødegangen på selve terminsdagen og var i tvivl om, hvorvidt vandet var gået eller ej. Det var det, men jeg havde ikke udvidet mig overhovedet og var derfor ikke rigtigt gået i gang med at føde. En sød jordemoder, jeg havde set ugen før, havde fortalt mig om den lille forøgede risiko for bristet livmoder der er, hvis man bliver sat i gang efter at have fået kejsersnit tidligere. Derfor var jeg fast besluttet på ikke at blive sat i gang, hvilket jeg også fortalte den unge jordemoder, der var på afdelingen. Hun gav mig en stikpille, som hun sagde ikke var igangsættende men kun ville blødgøre livmoderhalsen. Hun ville sende mig hjem og afvente veer, men efter kort tid efter kom hun tilbage og sagde, at lægen ville have mig til at blive. Jeg fik efterfølgende at vide, at det var en i gangsættende stikpille, hun havde givet mig.

Jeg lå på en briks i et undersøgelsesrum i 4-5 timer uden der skete noget på ve-fronten. Endelig begyndte lidt ubehagelig snurren i kroppen, som jeg antager var de første ve-tegn, men så blev jeg ramt af voldsomme smerter og min mand fik hentet jordemoderen. Der havde heldigvis været vagtskifte i mellemtiden og denne jordemoder var en ældre og erfaren dame og hun kunne straks se, at det ikke var normale veer, jeg led af. Hun undesøgte mig lidt og kaldte derefter katastrofealarm i kaldeanlægget. Tiden derefter husker jeg i glimt, da bevidstheden kom og gik med smerterne. Jeg husker de mange hvide kitler der løb med og efter min hospitalsseng på vej til operationsstuen. Det sidste jeg husker er, at en eller anden lagde en narkosemasker over mit ansigt og sagde til min mand "nu skal du sige farvel til din kone" og jeg tænkte, at nu skulle jeg altså dø.

Da jeg vågnede igen, lå jeg i en hospitalsseng med dræn fra maven, min mand sad i en stol, der var to overlæger og min søn lå i en kuvøse, overplastret med slager og elektroder. Lægerne fortalte, at min livmoder var bristet og moderkagen havde revet sig løs. Da lægen havde skåret gennem maveskindet, var min livløse søn lige indenunder. De havde gjort et stort arbejde for at genoplive ham og for at redde mig og få mig syet sammen indvendigt. Da drengen træk vejret igen, skulle han straks i kuvøse og udstyres med diverse slanger, ilt mm, men da virkede udstyret ikke og de måtte starte forfra med den lille dreng svævende mellem liv og død. Han fik mange alvorlige kramper, som blev behandlet med bla. epilepsimedicin. Lægen forklarede, at kramperne tog ilt fra hjernen og det var det sidste, drengen havde brug for. Det næste døgn ville vise, om han ville overleve og de anbefalede os, at nød-døbe ham. Vi var selvfølgelig chokerede og ulykkelige og måske derfor kunne vi ikke finde et navn til ham. Han skulle have heddet Albert, som en frisk og fræk dreng med strithår og mellemrum mellem fortænderne, men den lille, bevidstløse baby i kuvøsen med dræn i næsen og blå ledninger fra elektroder over hele kroppen var ikke en Albert. Overhovedet ikke. Vi fik ham aldrig nød-døbt. Til gengæld fik vi henvisninger til amtets hjælpemiddelcentral mhp vores multihandicappede søn ligesom vi skulle tage stilling til døgninstitutioner og aflastning til ham. Lægen sagde, at de under ingen omstændigheder kunne have reddet ham, hvis der var gået et minut længere og jeg ville også have været død indenfor fem-ti minutter uden indgriben. Dette var lidt barskt at høre, når jeg tænker på at den første jordemoder ville sende os hjem til at starte med. Vi bor 40 minutters kørsel fra hospitalet. Senere opfordrede sygeplejesken og lægen mig til at indgive en klage, men jeg orkede det slet ikke på det tidspunkt, jeg ønskede kun at vi ville forblive i live og aldrig skulle se en børneafdeling indefra igen.

Jeg var indlagt på en barselsafdeling mens min søn var på neonatalintensiv. Min mand kørte frem og tilbage mellem hospitalet og vores hjem, hvor vores 4 årige datter var med bedsteforældrene. Jeg insisterede på, at blive kørt hen til min søn og få ham lagt til, hver gang han skulle have mad, så snart han var stabil nok til at vi måtte røre ham. Den epilepsimedicin, han havde fået mod kramper havde en halveringstid på 12 dage og indtil da, ville han være så medicineret at han ikke ville have sutterefleks og dermed selv ville kunne spise. Hans sutterefleks var afgørende for, hvor hjerneskadet han var. Min filosofi var, at hvis han var ved mit bryst, når han blev mæt, ville han forbinde de to ting og derfor måske lettere komme i gang med amningen, når medicinen havde aftaget. Efter kun fem dage spiste han selv alle måltider hos mig og suttede lystigt mod alle odds og statistikker.

Hver dag fik vi nye meldinger om hans bedring. På en uge gik vi fra at han måske ville overleve, til at han ville være multihandicappet, til "bare" handicappet, til kun spastikker og til at have en endnu ikke afklaret, mindre hjerneskade.Vi blev, pga amningen, udskrevet efter en uge og vores søn skulle følges gennem hele barndommen, for at se hvilken hjerneskade han havde, måske ville der være indlæringsvanskeligheder i skolealderen eller andet, der ville vise sig senere. I det næste år gik vi til regelmæssige kontroller med ham, men han var helt normal, var ikke bagud på nogle udviklingsområder og da afsluttede lægen vores forløb og sagde, at det var den sværrest tilredte baby, han nogensinde havde set komme sig helt.

Lægen sagde, at det ville kunne lade sig gøre at få et barn mere. Hvis jeg bliver gravid igen, vil jeg skulle gå til regelmæssige kontroller af min livmoder og føde ved kejsersnit, da jeg ikke ville kunne tåle veer. Men jeg kan ikke forestille mig noget værre, end at skulle blive gravid og gå med den evige angst for, at det alligevel ville går galt. Så flere børn kommer ikke på tale.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke fyldes med taknemmelighed over, at min søn lever og er sluppet uden mén. Men ofte tænker jeg også på, hvor hårdt det første år var, hvor nedbrudt jeg selv var både fysisk og psykisk. De første uger efter hjemkomsten kunne jeg ikke fuldføre en samtale endsige en hel sætning, fordi min hjerne nærmest var gået i chok. Der gik hen i mod et år, før jeg følte, min hukommelse var reetableret, hvor jeg var holdt op med at glemme helt almindelige ord og begivenheder. Desværre var jeg så påvirket, at jeg stort set ingen erindring har om min søn som spæd og baby. Jeg husker ikke hans lyde, dufte eller udviklingstrin. Jeg var ikke selv klar over, hvor meget og hvor længe jeg var påvirket af den voldsomme fødsel før bagefter, da jeg ligesom var blevet mig selv igen og kunne se det lidt på afstand.

Hej,
Istedet for medicin for at igangsætte fødsler og smertelindre ved fødsler, er jeg for nylig blevet bekendt med at en bestemt zoneterapi behandling til formålet, den kan på en times tid sætte en fødsel igang, og zoneteratpi behandling til formålet ved selve fødslen også smertelindre under den, en hel optimal måde, uden medicin og bivirkninger for mor og foster :-)
Så er det ikke bare at få ansat nogle zoneterapeuter til det og evt andre behandlere hvor der ikke symptom behandles og i sundhedssektoren i det hele taget, så folk slipper for medicin og bivirkinger, når det kan lade sig gøre ?
med venlig hilsen
Birgitte

Er det dem, der har udviklet medicin, der skal stilles til ansvar eller er det lægerne, som ikke har kendt nok til medicinens bivirkninger, der skal stille til ansvar?

For det er helt grotesk, at man ikke ved, hvilke bivirkninger medicinen kan have.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft

Er det ikke en fejl i behandlingen, hvis man anvender er mavesårspræparat til en fødsel, når det ikke er beregnet til det?