»Systemet virker ikke - giv os i stedet tid til at lære sproget, så skal vi nok hjælpe os selv«

Mohammed skræller citroner, Rashid lægger brædder og Abdul Rahman er blevet ansat som softwareingeniør. Opskriften på at få flere flygtninge i job er viljestyrke, danske venner og en god portion held. Politikernes besættelse af praktikforløb, siger de, er i bedste fald spild af tid. Berlingske har genbesøgt flygtningene i villaen på Frederiksberg.

»Hvordan det går?« gentager Mohammed Abu Maijana, da vi har sat os ned i fællesrummet.

»Fantastisk! Ikke mere gratis arbejde. Jeg har rigtig kontrakt nu.«

I sommer, da jeg først lærte den ultravenlige familiefar fra det sydlige Syrien at kende, havde han og de andre flygtninge i den gule patriciervilla på Frederiksberg, hvor Berlingske tilbragte en uge, ingen tid at spilde: De ville i job, blive fri af offentlig forsørgelse, skabe sig en fremtid. Nu.

Før krigen var Mohammed Abu Maijana bygningskonstruktør, ejede en restaurant og fire villaer i Daraa – arnestedet for den syriske revolution. Han er en erfaren kok og bor mde sin kone og tre børn, som går i dansk skole. I sidste måned blev han ansat som ufaglært køkkenmedarbejder på Herlev Hospital, hvor han sammen med fem andre medarbejdere står i grøntsagsrummet og hakker kartofler og løg.

Flere af de andre er flyttet i egne lejligheder. Nogle har fundet kærester, en del er kommet i job. Men en lille gruppe sidder stadig tilbage på deres ni kvadratmeters værelser og bekræfter de dystopiske statistikker, regeringen har turneret med op til trepartsforhandlingerne: At flygtninge forbliver på kontanthjælp med dårlige danskkundskaber og et mismod, der vokser, som månederne suser forbi.

Det er med det som bagtæppe, vi i dag har besøgt Mohammed og de andre for at søge svar på spørgsmålet: Hvad afgør hvem, der lykkes? Hvorfor har Mohammed fået et job, mens Marwan og Nidal ikke har? Hvad er årsagen, opskriften på, at nogen klarer den, mens så mange af deres venner ikke gør?

Mohammed Abu Maijana kigger op.

»Jeg tror kun, systemet kan hjælpe to pct. I resten af tilfældene sker det modsatte. Folk bliver sendt i meningsløse praktikker, så kommunen kan sige, at den gør noget. Men vi lærer ikke sprog ved det. Og det bliver heller ikke til arbejde,« sukker han.

»Jeg har fået ro i sjælen. Min families liv er stabilt nu. Men alle andre, jeg kender, får den samme besked, når de er færdige med deres tre måneders gratis arbejde: »Tusind tak for indsatsen. Kom tilbage, når du er blevet bedre til dansk«.«

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

Ikke enig med Mette Frederiksen

Køkkenet på Herlev Hospital har haft seks syrere i månedlange praktikforløb, og køkkenchefen, Michael Allerup, har kun positivt at sige om dem alle. De var alle lærenemme, dygtige og stabile. Alligevel er det kun Mohammed, der har formået at veksle praktikken til en egentlig ansættelse - fordi han havde et forspring fra restaurantbranchen og er utrolig sød og nem og være omkring. Men også det er indtil videre blot et vikariat.

»Jeg er selv socialdemokrat, og jeg hører godt, at også Mette Frederiksen siger, at de bare skal i job med det samme. Men jeg er altså ikke helt enig,« siger Michael Allerup.

Kernen i Socialdemokraternes nye integrationsudspil er netop, at flygtningene straks skal i job – også selv om de hverken kan forstå eller tale dansk.

»Selvfølgelig kan vi tage flygtninge i praktik i nogle måneder, det er en samfundspligt, og vi gør det gerne. Men vi kan jo ikke sende folk ud på gangene, hvis ikke de taler sproget. Hvad hvis en sygeplejerske spørger dem om noget? Eller en patient? I det lange løb bliver det også for tungt for kollegaerne. Hvis det skal blive til en rigtig ansættelse, skal de altså kunne tale dansk.«

I grøntsagsrummet, hvor Mohammed Abu Maijana arbejder, er hans svage dansk ikke altafgørende, fordi hans berøringsflade med de øvrige ansatte er minimal. Men netop det er også årsagen til, at hans sprog ikke forbedrer sig. For med skiftende arbejdstider har han ikke mulighed for at gå i sprogskole, og dansk lærer man ikke – mener han – ved at stable varer på hylerne i et supermarked eller snitte løg på Herlev Hospital.

En række kommuner landet over har ellers netop skiftet strategi i integrations-arbejdet fra at fokusere på sprog og uddannelse til at satse 100 pct. på at få den enkelte i job. I Hedensted skal flygtninge i fuldtidspraktik efter blot 96 timer i kommunen. Danskundervisningen må de så klare om aftenen eller i weekenden, når de har fri.

Sådan tænkte Mohammed Abu Maijana også til at begynde med: At jobbet var det vigtigste, og så måtte sproget komme. I dag har han fundet ud af, at den tilgang er en blindgyde for mange. For først når flygtningene har et basalt sprogniveau, kan de kommunikere med kollegaerne, og først derefter betragter cheferne dem som en potentiel arbejdskraft. Skulle flygtningene designe integrationsforløbet mener de, det første år skulle gå med intensiv sprogundervisning på dagligt plan. Det er den bedste langtidsinvestering.

Som Nidal Abu Sharekh, der lige har afsluttet seks måneders gratis praktik, udtrykker det:

»De kunne ikke ansætte mig, fordi jeg ikke kunne nok dansk, men jeg kunne ikke forbedre mit dansk, fordi jeg kunne for lidt, da jeg startede… Til gengæld har jeg lært en særlig dansk måde at pille æg.«

Lille billede: I Syrien havde Mohammed Abu Maijana (tv.) sin egen restaurant. Nu har han fået job i storkøkkenet på Herlev Hospital. Foto: Søren Bidstrup
Lille billede: I Syrien havde Mohammed Abu Maijana (tv.) sin egen restaurant. Nu har han fået job i storkøkkenet på Herlev Hospital. Foto: Søren Bidstrup

Dansk netværk og held

Abdul Rahman Arafh opremser navnene på syrerne fra den gule villa og omegn, som Berlingske mødte under opholdet i sommer. Vi snakker om, hvad de laver én for én:

»Vi er 12 flygtninge, som er kommet i arbejde,« siger Abdul Rahman Arafh.

»Kun én – nemlig Mohammed – er kommet det med jobcentrets hjælp.«

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

Vi sidder i fællesrummet i den gule villa, så den 28-årige kan være med som tolk. Allerede i sommer var han »præmiegrisen«, der talte flydende dansk og hjalp de andre. I dag er han ansat som softwareudvikler hos KMD, bor i egen lejlighed og har et sprog, der er noget nær perfekt.

»Mens jeg i min hverdag er omgivet af tastaturlyde, lever min familie i Syrien til et soundtrack af bomberegn. Politikerne skal forstå, at vi er et folk, som er vant til at klare os. Vi kæmper på alle fronter: For fred i vores hjemland og for at falde til i Danmark. Vi behøver ikke lære at arbejde gennem gratis praktikker. Vi har aldrig prøvet andet end at arbejde. Men vi skal lære at finde et arbejde og blive integreret i samfundet. I Danmark, sker det gennem netværk, og det får man altså kun, hvis man lærer dansk.«

Allerede i sommer var Abdul Rahman Arafh ( til venstre) præmieflygtningen, der talte flydende dansk og hjalp de andre med praktiske ting. I dag er han ansat som software udvikler hos KMD. Foto: Liselotte Sabroe.
Allerede i sommer var Abdul Rahman Arafh ( til venstre) præmieflygtningen, der talte flydende dansk og hjalp de andre med praktiske ting. I dag er han ansat som software udvikler hos KMD. Foto: Liselotte Sabroe.

I dag er han lykkelig for, at hans sagsbehandler kunne se pointen i, at Abdul fokuserede på sproget i stedet for som mange af de andre at blive sendt ud i praktik. Det betød nemlig, at han hurtigt fik danske venner gennem Venligboerne og derigennem det netværk, som banede vejen for, at han kunne få et relevant job inden for sin faglighed på KMD.

Hans kritik går ikke på konkrete sags-behandlerne eller Frederiksberg Kommune, men det mindset, der gennemsyrer den nuværende integrationspolitik:

»Vejen til job går gennem personlig vilje-styrke, netværk og en god portion held. Systemet virker ikke,« siger han. »Giv os i stedet tid til at lære sproget, så skal vi nok hjælpe os selv.«

Har stadig stolthed

Kritikken af den bureaukratiske systemtænkning kan Balder Johansen godt genkende. Han er daglig leder af byggefirmaet Logik & Co. og Rashid Rshous – en af de andre unge syrere fra villaen – nye chef.

Hver dag bliver Balder Johansen ringet op af en kommunen, der vil sælge ham en ny langtidsledig, en indvandrer, en kriminel, en skizofren, en flygtning. De ævler om praktikker, mentorordninger, beskyttede forløb.

»Men når der kommer en »anden aktør«, der lyder som en, som lige så godt kunne sælge lakridser, og som får 10.000 kr. for at pushe mig en arbejdsløs, siger jeg altså nej tak. Vi gider ikke have en »trendy syrer« bare fordi, de nu er kommet på mode. Og vi gider ikke introløn eller kommunale ordninger. Men vi vil gerne hjælpe folk med at hjælpe sig selv.«

Hans firma har i årevis markeret sig som et af de håndværksfirmaer, der står for reel mangfoldighed og socialt ansvar – ikke på strategiplancher, men i praksis. De går konsekvent efter lærlinge, som ellers ofte står bagerst i køen og føler sig uønskede: kvinderne, drengene med anden etnisk baggrund, de tidligere kriminelle. Og alle – fra den ufaglærte arbejdsmand til direktøren – får samme løn.

Da Berlingske først mødte Rashid Rshou i sommeren 2015, kunne han kun sige to sætninger »Jeg elsker snedker« og »Rashid arbejde«. I dag har han nået sit mål, og er ansat som tømrer hos bygningsfirmaet Logik & Co. Foto: Søren Bidstrup
Da Berlingske først mødte Rashid Rshou i sommeren 2015, kunne han kun sige to sætninger »Jeg elsker snedker« og »Rashid arbejde«. I dag har han nået sit mål, og er ansat som tømrer hos bygningsfirmaet Logik & Co. Foto: Søren Bidstrup

Da Balder Johansen første gang mødte Rashid, tog han sig selv i at tænke, at den unge syrer var næsvis. Det var dengang, den 28-årige flygtning stadig kun kunne sige få ord, som han til gengæld gentog med stadig mere insisterende attitude.

»Mig – ikke praktik. Mig arbejde! Rashid – ikke praktik. Rashid arbejde!«

»Bagefter gik det op for mig, at det i virke-ligheden er det fede ved Rashid: At det for ham er en selvfølge, at han skal arbejde. Og at vi tilgår nye syriske flygtninge som ham på en helt forkert måde,« siger Balder Johansen.

I sommeren 2015 boede der 33 flygtninge i små otte kvadratmeter værelser i den midlertidige flygtningevilla over for Frederiksberg Have i København. Berlingske har fulgt en håndfulde af dem fra den gang og til i dag. Foto: Thomas Lekfeldt.
I sommeren 2015 boede der 33 flygtninge i små otte kvadratmeter værelser i den midlertidige flygtningevilla over for Frederiksberg Have i København. Berlingske har fulgt en håndfulde af dem fra den gang og til i dag. Foto: Thomas Lekfeldt.

Mange af de gamle flygtninge, som fylder op i arbejdsløshedsstatistikkerne, er vokset op i en flygtningelejr i Libanon. For flere andengenerationsindvandrere gælder, at deres forældre har været på kontanthjælp hele livet, og at der knap nok er nogen i familien, der har haft et job. De nye flygtninge fra Syrien kommer – som bosnierne gjorde i 90erne – fra en almindelig tilværelse med månedsløn og faste udgifter, der med ét og pludseligt er revet væk.

»Mange indvandrere har fået at vide hele livet, at de ikke dur til noget. De er knækkede og skal bygges op. Rashid har stadig sin stolthed. Den vilje, de nye har til selv at rykke, skal vi udnytte. Det gør systemet ikke i dag,« lyder det fra Balder Johansen.

Aladdin og bondeknøsene

Rashid Rshou smiler, mens han lægger brædder på tagterassen til Rådmandsgade Skole. Han er charmerende, nem at være omkring og har en ukuelig tro på, at det nok skal lykkes.

»Jeg er møbelsnedker. Jeg vil arbejde med mit fag. Jeg er dygtig,« siger han. »Men jeg ved også, at alt det her aldrig var sket uden Jens.«

Jens Degerbøl er den langskæggede 68er, der arbejder som social vicevært i villaen på Frederiksberg. Kort efter at Berlingske besøgte ham og flygtningene sidste sommer, så han et lys i Rashid, ringede til sin gamle ven Balder og fik sat en uformel aftale i stand.

Havde det stået til kommunen, skulle også Rashid Rshou sendes ud på Herlev Hospital og skrælle grøntsager.

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

Jens Degerbøl griner, da jeg ringer og spørger om hans forklaring. Hvorfor var det Rashid, der fik chancen? Hvorfor har han, som er en dygtig selvlært snedker, men stadig taler gebrokkent, vristet sig fra kontanthjælpen, når så mange andre ikke har?

»Jeg har aldrig set min gang her på jorden som en, der skal hjælpe andre,« sagde Jens Degerbøl, en gammel 68er, kommunen har hyret til at aktivere flygtningene i villaen på Frederiksberg, i sommer, da Berlingske interviewede ham. Politikerne kan have nok så mange holdninger. I den praktiske hverdagsintegration er der kun én ting, der tæller: Handling. Lige nu og her. Foto: Liselotte Sabroe.
»Jeg har aldrig set min gang her på jorden som en, der skal hjælpe andre,« sagde Jens Degerbøl, en gammel 68er, kommunen har hyret til at aktivere flygtningene i villaen på Frederiksberg, i sommer, da Berlingske interviewede ham. Politikerne kan have nok så mange holdninger. I den praktiske hverdagsintegration er der kun én ting, der tæller: Handling. Lige nu og her. Foto: Liselotte Sabroe.

»Jamen, nogen er Aladdin-typer, andre er ikke. Nogen er der altid, når du har brug for dem. Andre er der kun, når du slet ikke har. Det er ubarmhjertigt, men sådan er det. De midaldrende mænd med styr på det fysiske, men dårligt sprog går i et med panelerne. Dem, der klarer sig, er de veluddannede, som er attraktive for arbejdspladserne og så baggårdsknægtene og bondeknøsene, der smiler og har mod på livet. Så kan du kalde det intuition, tæft, lykke eller held.«

Det er ikke nemt at lave beskæftigelses-politik på baggrund af?

»Nej, det er det ulykkelige. Men det, vi laver nu, er tørsvømning med mentorer, lange møder og praktikforløb. Jeg siger ikke, at det ikke kan virke. Men jeg kan se, at dem, som lykkes, er dem, som selv er hoppet ud over kanten. Måske skulle systemet i stedet bruge energien på at støtte den dynamik, der er ude i virkeligheden, dér hvor det er dybt at svømme. Så lærer flygtningene selv at finde vej.«

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

LÆS TREDJE DEL AF SERIEN: »Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

LÆS FJERDE DEL AF SERIEN: Med kommunen til ramadanmiddag

LÆS FEMTE DEL AF SERIEN: Rester af mennesker

LÆS SJETTE DEL AF SERIEN: »I snakker hele tiden om, hvordan man stopper flygtningene. Vi tænker kun på at stoppe krigen«

LÆS OTTENDE DEL AF SERIEN: »Hvornår siger man »jeg elsker dig« her i Danmark?«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.