Sverige sætter alkolås om havnen

Snart vil ingen lastbil eller bus fra frederikshavnsfærgen til Gøteborg blive lukket ud i den svenske trafik, før chaufføren har blæst en ren test i et alkometer.

Det er slut med at køre fuld fra borde i sin lastbil i Gøteborg, hvor langturschauffører, som er sejlet over fra Frederikshavn med en af StenaLines færger, fremover kan forvente at blive alkoholtestet. Foto: StenaLine   
Det er slut med at køre fuld fra borde i sin lastbil i Gøteborg, hvor langturschauffører, som er sejlet over fra Frederikshavn med en af StenaLines færger, fremover kan forvente at blive alkoholtestet. Foto: StenaLine   

Fra slutningen af måneden kommer der en ny installation i bomanlæggene på havnen i Gøteborg, som mange danskere kender fra ferieturen med færgen fra Frederikshavn: Lastbiler og busser fra Stena Lines færger skal køre ud af havneanlægget igennem en sluse, hvor chaufføren skal puste i et alkometer for at få bommen til at gå op. Hvis chaufføren ligger under den svenske promillegrænse på 0,2, kan han eller hun køre videre ud i den svenske trafik. Hvis der er for meget sprit på ånden, går bommen ikke op. I stedet går der automatisk besked til politiet, kystvagten og tolderne i havneområdet, som møder op ved bomanlægget og tager chaufføren med til nærmere undersøgelse.

»Der er så mange andre kontroller, som tunge køretøjer skal igennem i et havneområde, så vi håber ikke, at dette vil være til voldsom gene. Vi kører foreløbig med et midlertidigt system i en testperiode, som skal vise, hvor store forsinkelserne bliver,« siger Helena Gottberg, informationschef i MHF, Motorförarnas Helnykterhetsförbund, der arbejder for den såkaldte »Nollvision«. MHF går ind for en promillegrænse på nul og har som sit erklærede mål, at »ingen ska dö av rattfylleri«.

Ny hurtig teknologi

MHF har været initiativtager til alkobommene i Gøteborg, som er installeret i samarbejde med virksomheden bag en ny slags alkotest og med opbakning fra det svenske vejdirektorat samt kystvagt, toldvæsen og politi. I 2011 godkendte det svenske rigspoliti de første af MHFs alkobomme i svenske havne. Her udføres dog kun en stikprøvekontrol, fordi alkotesten tager tid, og der skal skiftes mundstykke imellem hver chauffør.

Alkobommene i Gøteborg bygger på en ny teknologi, som kan udføre testen på få sekunder, og hvor chaufføren ikke berører apparatet med munden.

»Vores mål er at få alkobomme i alle havne for alle køretøjer, og det ville da være fantastisk, hvis vi kunne få bomanlæg på de større veje, selv om det ligger længere ude i fremtiden. Men vi håber, at teknologien er ved at være klar til det,« siger Helena Gottberg, som lover, at chaufførerne vil blive vejledt grundigt i, hvordan anlægget fungerer.

»Der kører mange danske lastbiler i Sverige, så alt, hvad de gør derovre, berører også os,« siger Nikolaj Stig Nielsen, informationschef i ITD, den ene af to brancheorganisationer for danske vognmænd.

I branchens interesse

ITD har færrest medlemmer, men flest lastbiler, fordi den organiserer flere af de meget store vognmænd, som også har mest af den internationale trafik.

»Vi har jo også som branche en interesse i at forhindre spritkørsel, og umiddelbart er færgerne da et oplagt sted at sætte ind, fordi chaufførerne sidder og keder sig under overfarten, så fristelsen kan være større. En alko-bom kunne være en god idé, men før vi sætter ind med dyre og tidskrævende løsninger, vil vi gerne kende problemets omfang,« siger Nikolaj Stig Nielsen.

Vognmændene har ad flere omgange kæmpet imod politiske forslag om at kræve alkolåse i alle tunge køretøjer, betalt af vognmanden selv.

»Det er en stor investering, så længe størrelsen af problemet og effekten af løsningen ikke er dokumenteret. Og vognmanden sender jo regningen videre til kunderne og i sidste ende til forbrugerne, så det er alles problem. Det går den rigtige vej med ulykkesstatistikkerne, men når det går galt med et køretøj på 50 ton, kan det gå virkelig galt, og det gør indtryk i medierne og på nogle politikere,« siger Nikolaj Stig Nielsen.

Ingen lignende planer i Danmark

Der er ikke planer om alkobomme på den danske side af færgeruten, men politiet i Nordjylland har et øje på færgerne.

»Vi laver lejlighedsvise kontroller, fordi vi ved, at det kan være et problem, at folk drikker under overfarten. Og vi bliver tit tippet af nogen på færgen, som ser lastbilchauf­førerne sidde om et bord med mange øl,« siger politikommmisær Kaj Verner Jensen, leder af beredskabet ved politiet i Frederikshavn, hvor han har arbejdet siden 1985.

»Når vi laver kontroller, advarer chaufførerne hinanden, så det er svært at måle nøjagtigt, hvor stort problemet er. Men med min føling med området vil jeg sige, at alkohol hverken er et større eller mindre problem end i gamle dage. Til gengæld går det trafikmæssige langt bedre, ikke mindst fordi vejene er bedre. På grund af motorvejen undgår vi de lange færgetræk på landevejene med køer og overhalinger, som gav mange alvorlige færdselsuheld.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.