Sverige har sat prop i Øresunds asylstrøm

Efter at svenskerne indførte grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, kommer asylansøgere i langt højere grad til landet via Tyskland. Svensk politi registrerer dog stadig nye sager om menneskesmugling over Øresund.

Siden 4. januar har der været grænsekontrol ved alle indfaldsveje til Sverige. Her er det ved Øresundsbroen.
Siden 4. januar har der været grænsekontrol ved alle indfaldsveje til Sverige. Her er det ved Øresundsbroen.

Trafikken flyder roligt, selv om politibetjentene ved de tre åbne vejbaner stopper både biler, busser og lastbiler for at tjekke, at deres papirer er i orden.

Både tolke, specialister i falske pas og betjente fra hele Sverige står hver dag for enden af Øresundsbroen for at sikre, at grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige forløber uden problemer.

Sådan har det været siden 4. januar sidste år, hvor svenskerne indførte grænsekontrollen for at dæmme op for tilstrømningen af asylansøgere til Sverige.

Og kontrollen har virket efter hensigten. Efter betjentene indtog den dansk-svenske grænse, er antallet af asylansøgere, som tager turen fra København over Øresund, faldet markant.

Sidste efterår var Malmø den foretrukne destination for de 114.000 asylansøgere, som kom til Sverige i løbet af blot fire måneder. Dengang tegnede Skåne sig for to tredjedele af alle de ankomne flygtninge.

Manglende identifikation

»Nu hiver vi hver dag cirka 100 biler til side, hvoraf langt de fleste får lov at køre videre uden problemer. Vi har måske en eller to sager om menneskesmugling om dagen,« siger Anders Engström, politiets indsatschef for svenskernes grænsekontrol i hele Skåne.

Sveriges sydligste by, Trelleborg, har overtaget Malmøs plads som den foretrukne destination for asylansøgere, som kommer til landet. Her kom knap 1.100 asylansøgere til i årets første seks uger.

I samme periode søgte omkring 5.000 personer asyl i Sverige, hvor blot 176 tog turen over Øresund fra tyske Travemünde eller med bil eller tog fra København.

Mens grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige ser ud til at virke efter hensigten, viser tal fra svenske Migrationsverket, at tre ud af fire af dem, som søgte asyl i Sverige i januar, ikke viste et gyldigt pas. Cirka halvdelen af alle asylansøgerne viste ingen form for identifikation.

Det kan ifølge Ewa-Gun Westford, talskvinde for Skånes politikreds, skyldes, at mange asylansøgere er kommet til Sverige uden papirerne i orden, inden grænsekontrollen blev indført.

»Der findes en ubalance i antallet, som kommer ind, og antallet, som søger asyl. Mange har levet under radaren, så længe de har kunnet forsørge sig selv, og når de ikke længere kan det, søger de asyl,« siger hun.

Flere sager om menneskesmugling

Menneskesmugling spiller dog også en rolle i ubalancen mellem antal ankomne og antal asylansøgere i Sverige.

Ewa-Gun Westford fortæller, at politiet indtil videre har indledt 64 sager om menneskesmugling i Skåne i 2016, mens Lars Forstell fra Malmøs politi siger, at Malmøs politi har oprettet 23 sager specifikt fra Øresundsbroen.

»Det skal ikke være muligt at komme til Sverige uden at have et gyldigt id. Men det er klart, at vi jo ikke har nogen Berlin-mur,« understreger Ewa-Gun Westford.

Ud af de 23 menneskesmuglere fra Øressundsbroen har fire bopæl i Danmark. Mange af menneskesmuglerne er blevet idømt tre måneders fængsel, mens andre har fået bøder eller fået beslaglagt deres bil. Smuglerne kan være organiserede grupper, autonome grupper eller for eksempel danske taxachauffører, fortæller Anders Engström.

Mens politiet i høj grad har sat prop i tilstrømningen over Øresund, forventer Ewa-Gun Westford dog, at der snart kommer et stort antal asylansøgere over broen igen. Grænsekontrollen er nemlig ikke eneste grund til, at der lige nu kommer så få i forhold til sidste år.

»Om vinteren vil der altid komme færre mennesker til. I takt med at vejret bliver bedre, vil der igen komme flere og flere. Vi ved ikke, om vi vil se et enormt ryk på én gang, eller om det bliver mere gradvist,« siger hun.

»Men der er ingen tvivl om, at der snart kommer mange flere.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.