Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sundhedstelefon skal lette pres på skadestuer

Råd. Region Hovedstaden fremrykker etableringen af sundhedstelefon, hvor syge kan søge vejledning om, hvad de skal gøre.

Syge borgere i hovedstadsområdet og deres pårørende kan allerede om få måneder få mulighed for at ringe til en person med sundhedsfaglig indsigt for at få råd om, hvad de skal stille op, og om de skal opsøge skadestuen, gå til egen læge eller eventuelt vente og se tiden an.

Region Hovedstaden lægger nu op til at fremrykke indførelsen af en sundhedstelefon, hvor borgerne døgnet rundt kan få vejledning om, hvordan de skal forholde sig og også om, hvor ventetiden er kortest på regionens forskellige skadestuer.

Oprindeligt var det meningen, at telefonen skulle være gået i luften til marts næste år, men nu bliver det formentligt i løbet af efteråret som led i et nyt udspil, der skal være med til at forkorte de lange ventetider på regionens skadestuer.

 Ny plan for kortere ventetid på skadestuer

Ifølge formanden for regionsrådet Vibeke Storm Rasmussen (S) er håbet, at sundhedstelefonen kan være med til at »fordele presset« på de hårdt prøvede akutmodtagelser i regionen, hvor patienterne vælter ind, og ventetiderne kan være på op til 12 timer eller mere.

Regionen skønner selv, at ca. halvdelen af selvhenvenderne på skadestuerne - svarende til ca. 142.000 besøg - godt kunne have været behandlet hos deres praktiserende læge eller kunne klare sig uden lægehjælp i det hele taget. Med sundhedstelefonen tager Region Hovedstaden således første skridt på vejen til at indføre en egentlig visitationsordning, hvor syge skal ringe til en sundhedsfaglig person først for at få grønt lys til at tage på skadestuen eller vejledning om, at det godt kan vente, til de kan få en tid hos deres egen læge.

 Læs alle artikler i Berlingskes skadestue-serie

Både Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen har i flere år anbefalet en telefonvisitation. Flere regioner har også indført det, men Region Hovedstaden er veget uden om, fordi man ikke mener, at de praktiserende læger kan løfte opgaven. I et svar til sundhedsudvalget opfordrer sundhedsminister Bertel Haarder (V) dog til, at alle regioner går den vej. »Det er min klare holdning, at regionerne bør indføre visiterede skadestuer,« skriver han.