Byretten i København har afvist alle forsvarer Bjørn Elmquists vidner i sagen mod kurdiske ROJ TV.
22. august 2011, 15:56 – opdateret 22. august 2011, 17:15
Byretten i København tildelte mandag eftermiddag ROJ TV's forsvarer Bjørn Elmquist et sviende nederlag i terrorsagen mod den kurdiske tv-station.
Samtlige af Elmquists vidner blev afvist af retten, der samtidig underkendte en protest fra Elmquist over en række PKK-afhoppere, som anklagemyndigheden vil føre som vidner.
Elmquist havde forsøgt at få lov til at føre en række vidner, der skulle belyse blandt andet ytringsfrihed, pressefrihed og kurdiske forhold. Det drejer sig blandt andet en række kurdiske borgmestre og danske journalister samt USA's tidligere ambassadør i Danmark, James P. Cain.
Alle vidnerne blev dog fejet af bordet af sagens dommer med den begrundelse, at det ikke var relevante for sagen, og dermed smuldrer en vigtig del af hele forsvaret for ROJ TV.
Elmquist havde fra start lagt op til, at sagen skal dreje sig om ytringsfrihed, frihedskamp og storpolitik, og hvordan Danmark - ifølge Elmquist - er blevet presset af Tyrkiet til at rejse tiltale mod ROJ TV.
Beskyldninger om politisk pres, som anklagemyndighedens irriteret afviser, da de to anklagere omvendt forsøger, at få sagen til udelukkende at dreje sig om forbindelserne mellem den kurdiske oprørsgruppe PKK og ROJ TV samt de konkrete udsendelser. En udlægning af sagen, som helt klart har vundet første runde i byretten med afvisningen af de mange vidner.
Lønninger fra PKK
Striden om vidnerne var dog kun et kort afbræk i visningen af mange timers tv fra ROJ TV. I alt vil anklagemyndigheden vise op mod 15 timers tv fra ROJ TV i løbet af retssagen, og mandag formiddag blev brugt på at vise en stribe tv-klip fra ROJ TV, der ifølge anklagemyndigheden skulle dokumentere tætte forbindelser mellem PKK og ROJ TV.
Imellem klippene viste anklagemyndigheden billeder af studieværterne fra ROJ TV iklædt kamouflagetøj i hvad der - ifølge anklagemyndigheden - er PKK-træningslejre i det nordlige Irak. Samtidig var navnene - og kodenavne - for de enkelte studieværter dukket op på et lønregnskab for ROJ TV's belgiske produktionsselskab ROJ NV.
Det er ikke i sig selv så opsigtsvækkende, men selve lønregnskabet blev fundet hos en højtstående PKK-mand ved navn Abdullah Sen, der også går under navnet Hamza.
"Selve indholdet er ikke så interessant, men det er mere stedet, hvor det er fundet. Det er ikke fundet hos ROJ NV, men hos Abdullah Sen ved ransagninger hos PKK's finansielle hovedkvater i Europa i Antwerpen," slog anklager Jakob Buch-Jepsen fast.
Ifølge anklagemyndigheden er Hamza, der truede og fyrede tidligere ROJ-direktør Manouchehr Zonoozi i ROJ TV's lokaler på H.C. Andersens Boulevard i det indre København, øverste chef for PKK's økonomiafdeling EMB. Han er efterlyst at tysk politi og opholder sig formentlig i Kandil-bjergene i det nordlige Irak.
Ved anholdelsen af Hamza, der senere blev løsladt, fandt belgisk politi en lang række ting, som nu bliver brugt som bevismateriale i sagen mod ROJ TV. Udover blandt andet et par pengetællermaskiner og 90.000 euro i kontanter, så fandt politiet et par USB-stick.
Blandt andet med det føromtalte lønregnskab for ROJ TV, men også med oplysninger om forholdet til Newroz Tv, der er blevet udråbt som en mulig efterfølger til ROJ TV.
I et af dokumenterne omtales Newroz Tv, der afviser enhver tilknytning til ROJ TV, og anbefalinger om at Newroz Tv skal skifte satellit.
"Fire forskellige satelitter og fem frekvenser er en stor økonomisk byrde for os, og vi ikke mener ikke, at det er gavnligt og nødvendigt at sende på fem forskellige frekvenser. Vi foreslår, at Newroz Tv sender via en satellit, og at aftalen med Helenesat satellitten opsiges. Revolutionære hilsener fra EMB," lyder det blandt andet i et dokument.
Anklagemyndigheden viste mandag stribevis af tv-klip. Blandt andet ROJ TV's historier om 8 tilfangetagne tyrkiske soldater, samt et meget langt interview med Zübeyir Aydar, der er en højt placeret PKK'er, og som i 2006 mødtes med ROJ TV's tidligere formand Henrik Winkel.

































