Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Statsministeren: Tillykke med den ny prinsesse

Prinsesse-fødsel er en glædelig begivenhed for hele Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt (S), som lykønsker den kongelige familie.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lykønsker prinsesse Marie og prins Joachim i anledning af familieforøgelsen:

- På regeringens vegne vil jeg gerne ønske Deres Kongelige Højheder prinsesse Marie og prins Joachim samt hele den kongelige familie et stort tillykke med familieforøgelsen. Det er en glædelig begivenhed for hele Danmark, at en lille ny prinsesse er kommet til verden. Regeringen ønsker hele familien alt det bedste i fremtiden, siger Helle Thorning-Schmidt.

Den lille prinsesse kom til verden tirsdag morgen klokken 8.27 på Rigshospitalet i København. Hun vejer 2930 gram og er 49 centimeter lang. Mor og datter har det godt.

Fødslen af Prinsessen fejres med 21 kanoner, der affyres tirsdag på slaget 12. Desuden flages der resten af dagen fra samtlige statsbygninger og statsskibe i hele riget.

Der saluteres fra henholdsvis Batteriet Sixtus på Holmen i København og fra Kronborg Slot i Helsingør.

Prins Joachim har været fremme for pressen og fortælle om fødslen og den lille prinsesse. Dronning Margrethe og prins Henrik, som med prinsesse-fødslen er blevet bedsteforældre for 8. gang, har fået besked ligesom prinsessens tre ældre brødre, prins Nikolai, prins Felix og prins Henrik.

Web-tv: Se den stolte far på Riget:

Med den lille nye prinsesses ankomst ser arvefølgen til tronen nu således ud:

1. Kronprins Frederik - født 26. maj 1968

2. Prins Christian - 15. oktober 2005

3. Prinsesse Isabella - 21. april 2007

4. Prins Vincent - 8. januar 2011

5. Prinsesse Josephine - 8. januar 2011

6. Prins Joachim - 7. juni 1969

7. Prins Nikolai - 28. august 1999

8. Prins Felix - 22. juli 2002

9. Prins Henrik - 4. maj 2009

10. Den ny prinsesse - 24. januar 2012

11. Prinsesse Benedikte - 29. april 1944

12. Prinsesse Elisabeth - 8. maj 1935

Web-tv: Gense billederne fra dengang prins Henrik kom til verden: