Hverken den 23-årige søn eller Marcel Lychau Hansen kan straffes for at forsøge at plante falske dna-beviser på et nyt offer.
22. december 2011, 23:07 – opdateret 22. december 2011, 23:09
Det er nemlig ikke strafbart for en forbryder og hans nærmeste familie at fuske med beviser. Det fremgår af straffelovens § 125 om bevisforvanskning.
Her står der i stk. 2:
- Den, der foretager de nævnte handlinger for at unddrage sig selv eller nogen af sine nærmeste fra forfølgning eller straf, straffes ikke.
Derfor kan den nu livstidsdømte Marcel Lychau Hansen og hans 23-årige søn kun straffes for forsøget på at begå en ny forbrydelse.
Strafferetsekspert Vagn Greve siger til ekstrabladet.dk, at det er menneskerettighederne, der gør det lovlig at fuske med beviser:
- Det ville stride mod menneskerettighederne, hvis det var strafbart at forsøge at hjælpe sig selv eller sine nærmeste ud af en straffesag. En sigtet eller tiltalt må jo også gerne lyve i retten, og ægtefæller kan ikke tvinges til at vidne mod hinanden, siger Vagn Greve til ekstrabladet.dk.
Søn skulle begå overfald Marcel Lychau Hansens plan var at få sønnen til at plante faderens dna, smuglet ud i breve fra cellen i Vestre Fængsel, på et nyt offer under et overfald.
Politiet fik nys om Marcel Lychau Hansens planer torsdag 15. december, da svigerdatteren afleverede fire breve samt en afklippet spids fra en gummihandske til Nordsjællands Politi.
Københavns Politi er fuldt klar over, at der ikke kan rejses en straffesag mod far og søn for bevisfusk.
Dog er Marcel Lychau Hansen sigtet for tilskyndelse til grov vold og sønnen for forsøg på grov vold.
Den sigtelse kan de dog begge blive straffet for - det er nemlig ikke straffrit at begå en ny forbrydelse i forbindelse med bevisfusk.

































