DMI varsler snefygning på Bornholm, i det sydlige Sjælland og på Lolland-Falster, hvor vinden vil gøre det rigtig koldt.
8. februar 2012, 10:22 – opdateret 8. februar 2012, 10:25
Det kan blive en ubehagelig oplevelse at bevæge sig udenfor især på Bornholm torsdag, hvor sneen kommer til at vælte rundt i den bornholmske luft. DMI varsler snefygning.
- Der ligger op mod 30 centimeter sne på Bornholm i forvejen, og det er jo forholdsvis løs sne, da det ikke har været tøvejr i lang tid. Vinden tiltager i løbet af natten, og det bliver fortsat blæsende i morgen (torsdag, red.). Og så kommer der oven i købet nogle snebyger, så især på Bornholm er der risiko for, at sneen kan fyge, siger Tine Zeuthen, der er vagthavende hos DMI.
Der ligger ikke lige så meget sne i det sydlige Sjælland og på Lolland-Falster, men det, der ligger, vil blive hvirvlet op i luften af vinden, der kan komme helt op på kulingstyrke.
Og det kommer ifølge Tine Zeuthen til at føles »bidende koldt«.
- Selv om temperaturerne er steget noget, så vil de stadig ligge under frysepunktet, og vinden er helt klart en medvirkende faktor til, at det kommer til at føles rigtig, rigtig koldt, siger meteorologen og anbefaler:
- Det er med at pakke sig godt og grundigt ind, når man skal ud, selv om termometret ikke viser så mange frostgrader.
Tine Zeuthen beroliger med, at vinden aftager i løbet af torsdag aften og dermed gør det mindre koldt at bevæge sig ud op mod weekenden, hvor der er varslet fem til syv plusgrader flere steder i landet.

































