Skyder Liberia med løst krudt i Brügger-sag?

Udenrigsministeriet har intet hørt fra Liberias regering på trods af trusler om retsforfølgelse af den »selverklærede bedrager« Mads Brügger.

Mads Brüggers dokumentarfilm fra 2011 "The Ambassador" har udløst trusler om et retsligt efterspil fra Liberia. 
Mads Brüggers dokumentarfilm fra 2011 "The Ambassador" har udløst trusler om et retsligt efterspil fra Liberia. 

Det lader endnu ikke til, at et større diplomatisk slagsmål er brudt ud mellem Danmark og Liberia på grund af filmmanden og journalisten Mads Brüggers dokumentarfilm »Ambassadøren«.

Indtil videre er det danske udenrigsministerium i hvert fald ikke blevet kontakt fra officiel hånd af Liberia.

- Vi har intet hørt fra Liberia, men vi følger sagen tæt, oplyser Birgitte Markussen, kontorchef i Udenrigsministeriets Afrikakontor.

- Det er vanskeligt at sige, om Liberia ender med at kræve Mads Brügger udleveret. Lige nu tyder det ikke på det, men vi afventer, om der kommer en henvendelse, siger hun.

Liberias Informations-, Kultur- og Turistministerium lover i en pressemeddelelse, at den danske journalist, dokumentarist og radiomand, Mads Brügger, kan vente sig et retsligt efterspil på grund af den kontroversielle dokumentarfilm fra 2011.

Liberias regering har nemlig - noget forsinket - opdaget, at Mads Brügger køber sig til diplomatstatus i filmen.

Hovedpersonen selv, har ingen planer om at rejse til Liberia, understreger han over for politiken.dk:

- Nej, jeg har ikke planer om at holde sommerferie i Monrovia (Liberias hovedstad, red.), og jeg håber ikke, jeg ender som en ny Niels Holck, siger Mads Brügger og henviser til sagen om danske Niels Holck, som Indien i årevis har krævet udleveret for våbennedkastning over Vestbengalen i 1995.

Den tidligere TV-vært og nuværende kanalchef på Radio24syv undrer sig over, at Liberia angiveligt vælger at retsforfølge ham, men erkender, at han har forbrudt sig mod lovgivningen i det vestafrikanske land.

I Liberia er bestyrtelsen og fordømmelsen af Brügger stor.

- Regeringen i Liberia har med stor bestyrtelse hørt om en dokumentarfilm, hvor den danske journalist Mads Johan Brügger Cortzen præsenterer sig selv som liberisk diplomat. Siden dens tiltræden i 2006 har Liberias regering under præsident Ellen Johnson-Sirleaf ført en målrettet kamp mod korruption. Derfor er regeringen chokeret over at erfare, at hr. Cortzen, en selverklæret bedrager, kan have forbrudt sig mod dette system, står der blandt andet i den officielle pressemeddelelse.

I årevis har Liberia været plaget af blodig borgerkrig under diktatoren Charles Taylor, som for nylig blev idømt 50 års fængsel i Haag for sine krigsforbrydelser.

I 2006 blev Ellen Johnson-Sirleaf taget i ed som Liberias præsident og blev dermed Afrikas første folkevalgte kvindelige præsident. Sidste år modtog Sirleaf Nobels Fredspris som én af tre kvinder. Det var et kontroversielt valg, fordi hun ifølge en omfattende kommissionsrapport fra 2009 åbent støttede Charles Taylor under borgerkrigen, hvor omkring en kvart million mennesker mistede livet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.