Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Skoleelever læser ikke lektier

Mere end hver tredje skole har problemer med, at eleverne ikke møder velforberedte op til timerne i folkeskolen. Forældrene skal på banen og tage ansvar, lyder det fra skolerne.

Lise har ikke læst kapitel fire, Kasper har glemt den danske stil, og Jeppe har ikke regnet sine matematikopgaver.

Mere end hver tredje folkeskole oplever i høj eller nogen grad problemer med, at eleverne ikke møder velforberedte op til timerne. Det viser et rundspørge til 295 skoleledere foretaget af Berlingske Research. Det kan forfølge eleverne op gennem uddannelsessystemet, mener Andreas Rasch-Christensen, forskningsleder ved VIA University College.

»Lektier er med til at disciplinere. Derfor er det vigtigt, at de lærer at få dem lavet, fordi det ruster dem til den videregående uddannelse, som Folkeskolen skal ruste til,« siger han.

INFOSHOP: Her er Danmarks bedste folkeskoleguide

Formand for Skolelederne Anders Balle forstår godt skoleledernes svar i undersøgelsen.

»Sådan er virkeligheden, og det går ud over undervisningen. Vores største ønske er at have nogle velforberedte og motiverede elever, men sådan er det ikke altid, og jeg kan kun appellere til forældrene om, at de bakker op om deres børns skolegang og hjælper dem med at få en ordentlig holdning til det at gå i skole,« siger Anders Balle.

Også formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, understreger vigtigheden af forældrenes opbakning, og han mener, at resultaterne i Berlingskes undersøgelse er et tegn på, at den mangler i mange hjem.

INFOSHOP: Find den bedste privatskole

I forældreorganisationen Skole og Forældre er man enig i, at forældrene skal bakke op, men formand Benedikte Ask Skotte har også en appel til lærerne.

»De skal tage eleverne alvorliget når de så har lavet lektier. Vi oplever desværre, at mange elever laver deres lektier, men ikke får feedback på dem i skolen, og hvis eleverne flere gange i træk oplever, at lektierne alligevel ikke bliver brugt til noget, så bliver motivationen meget lille,« siger hun.

Samtidig mener hun også, at der skal en debat i gang om, hvad lektier er, og hvad de skal bruges til, og det bakkes op af skoleeleverne.

»Mange elever kan ikke se formålet med dag-til-dag lektier. Det er vigtigt, at lærerne bliver bedre til at kommunikere klart ud, hvad lektierne skal bruges til. Det er nemmere at lave lektier, du kan forstå er vigtige frem for at lave dem, du egentlig ikke ved, hvorfor du laver. Og de sidstnævnte er der alt for mange af,« siger Vera Rosenbeck, der er formand for Danske Skoleelever og selv går i 8. klasse.