Skal vi bestemme over døden?

Danskerne siger ja til aktiv dødshjælp. Politikerne siger nej. Andre mener, at debatten er helt skæv. Grænserne er flydende, og spørgsmålet befinder sig i en gråzone af jura og etik.

Havde 53-årige Jane Hoffmann boet i Holland, kunne hun få sit største og sidste ønske opfyldt: At dø i sin egen seng med sin familie omkring sig.

Sådan havde det også været, hvis hun havde boet i Belgien, Luxembourg eller Schweiz. Eller i en af de amerikanske stater Oregon, Washington, Montana eller Vermont.

Men Jane Hoffmann er født og opvokset i Danmark. Her har hun boet hele sit liv, og her skal hun om få dage begraves. Men det var ikke her i sit hjemland, at hun i torsdags døde. Onsdag satte hun sig i et fly, rejste 1.200 km og lagde sig i en seng i et afsidesliggende blåt hus omkranset af en japansk have. Her betalte hun 100.000 kr. for at dø. Inden længe vender hendes aske hjem til Danmark i en urne.

Paradoksalt nok var det netop, fordi Jane Hoffmann boede i sit bjælkehus på en bakketop nord for Aarhus, at hun ikke kunne få lov at dø i sin egen seng. Jane Hoffmann havde nemlig selv valgt at dø. Og det er ulovligt i Danmark.

I sommer fik Jane Hoffmann den uhelbredelige diagnose Amyotrofisk lateral sklerose (ALS), og siden er det gået stærkt. Da hun fløj til Schweiz, sad hun i kørestol og havde store problemer med at tale. Sygdommen ville kun tage til. Men Jane Hoffmann nægtede at give den lov.Spørgsmålet om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal gøres lovligt i Danmark, kommer fra tid til anden op til overfladen, og argumenter for og imod kastes frem og tilbage mellem skyttegravene. Skal man have retten til at vælge livet fra, hvis man er syg og ikke længere ønsker at leve? Eller skal man acceptere livets gang og lade døden indtræffe, når den nu engang indtræffer?

Teknologien har allerede gjort det muligt for os at bestemme over livet. Vi kan befrugte kvinder kunstigt og selv vælge DNA til vores børn, og vi kan fravælge børnene inden fødslen, hvis vi fortryder, eller hvis de er handicappede. Vi kan forlænge livet ved at behandle livstruende sygdomme, og vi kan holdes kunstigt i live, så andre kan få glæde af vores organer. Vi kan modarbejde naturens gang i livet. Hvorfor skulle vi så ikke også selv bestemme, hvornår vi vil dø?

Spørger man danskerne, er der ikke så meget tvivl. 71 procent af befolkningen mener, at aktiv dødshjælp skal være lovligt herhjemme. Det viser en rapport fra 2013 lavet for Palliativt Videnscenter.

Men straffelovens §239 og §240 forbyder det, og modsat flere europæiske lande og amerikanske stater er hverken aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord lovligt i Danmark.

I Schweiz er aktiv dødshjælp heller ikke tilladt. Men siden 1942 har det været lovligt at yde hjælp til selvmord, hvilket kaldes assisteret selvmord. I modsætning til aktiv dødshjælp, hvor en læge yder dødshjælpen, er det patienten selv, der tager sit eget liv, men får hjælp til at skaffe den dødbringende medicin. To organisationer har siden 1990erne hjulpet flere tusinde mennesker – også fra udlandet – til at begå selvmord i Schweiz. I torsdags døde den sjette dansker på organisationen Dignitas’ klinik i Zürich.

Det koster hos Dignitas omkring 85.000 kr. at begå selvmord, og alt i alt beløber omkostningerne for en dansker sig til omkring 100.000. En absurd pris for at få lov at dø, mener kritikere, der ofte hiver danskernes syn på aflivning af dyr ind i debatten: »Lider en hund eller en hest, får den en kugle for panden, men lider et menneske, må det vente på manden med leen.«

Debatten er dog blevet en skyttegravskrig, mener formanden for Etisk Råd, der er imod aktiv dødshjælp.

»Der er mange misforståelser forbundet med aktiv dødshjælp. Et eksempel er ordet »smertehelvede«, som ofte bliver brugt og giver et forkert billede af døden. I virkeligheden er det meget sjældent, at man ikke kan smertelindre. Hvis en borger ønsker aktiv dødshjælp, skal vi selvfølgelig hjælpe. Spørgsmålet er hvordan. Jeg mener ikke, aktiv dødshjælp er vejen frem,« siger formand for Etisk Råd Jacob Birkler, der selv har været tilhænger af aktiv dødshjælp, indtil han begyndte at følge døende på kræftafdelinger og hospicer.

»På hospice har jeg aldrig oplevet, at nogen ønsker aktiv dødshjælp. Det er fordi, hjælpen rent faktisk er der. Vi skal ikke holde i live, men hjælpe i det liv, der er. På hospice siger man ofte, at når der ikke er mere at gøre, skal man gøre alt. Jeg anerkender, at vi har et dilemma, og at vi har situationer, der er meget vanskelige. Men det egentlige problem er dér, hvor vi fortsætter behandlingen, selv om den er udsigtsløs,« siger han.

Men det er helt forkert, mener Den danske Landsforening En Værdig Død. Foreningen hjælper danskere til at få kontakt til Dignitas og begå selvmord i Schweiz og går ind for aktiv dødshjælp i Danmark. Dog skal vi ikke have samme model som Schweiz, mener formanden.

»Det er ikke rimeligt, at man i Danmark ikke har muligheden for en fredelig død i sit eget hjem, hvis man er uhelbredeligt syg. Det burde være en menneskeret at få lov til aktiv dødshjælp derhjemme med hjælp fra en læge,« siger foreningens formand, Flemming Schollaart, der mener, at Danmark bør gå i Hollands fodspor.

I både Holland og Belgien er der bred opbakning til aktiv dødshjælp, og antallet af mennesker, der har fået hjælp til at dø, er steget markant i de godt ti år, det har været lovligt. Men kritikere er bekymrede. Et af de mest brugte argumenter mod aktiv dødshjælp er, at det »let bliver en glidebane«. Senest har et flertal af belgiske politikere for eksempel foreslået, at også børn og demente skal have mulighed for at få aktiv dødshjælp.

Herhjemme på Christiansborg er der ingen partier, der går ind for aktiv dødshjælp. En rundspørge foretaget af Kristeligt Dagblad viser, at 61 procent af politikerne er direkte imod, mens 19 procent er for. Resten har ikke taget stilling, men for nylig har spørgsmålet været oppe at vende i en høring i Folketinget. Som resultat skal Sundhedsstyrelsen nu undersøge, hvor mange danskere der reelt rejser til Schweiz for at tage deres eget liv.

En politiker, der har taget stilling, og som stik imod sin liberale overbevisning er imod aktiv dødshjælp, er Thyra Frank (LA). I snart 40 år har hun arbejdet inden for ældrepleje. Og det har ændret hendes syn på dødshjælp.

»Havde jeg været ung og ikke haft den baggrund, jeg har, havde jeg sikkert som liberal været for aktiv dødshjælp. Men jeg har mødt så mange mennesker, der har mistet livslysten, men pludselig har fået den tilbage. Jeg vil meget hellere, at vi tør tage en debat om døden, accepterer den og gør noget for vores døende medmennesker. Ingen skal dø i angst og smerte, og den lindring, man tilbyder på hospicer, skal vi også have ind på hospitalerne og plejehjemmene,« siger Thyra Frank, der siden 1988 har været forstander på Plejehjemmet Lotte på Frederiksberg.

Selv om det er strafbart at fremskynde døden, sker det alligevel hver dag. Ifølge loven kan en døende patient nemlig sige ja til smertestillende, der fremskynder døden, og nej til behandling, der kun udskyder den. Er en døende patient for syg til at tage stilling, kan lægen også lovligt stoppe behandlingen. Det kaldes passiv dødshjælp. Og en undersøgelse foretaget af Søndagsavisen viste i 2012, at hver sjette dansker, der inden for de seneste ti år har været pårørende til én, der er død på hospitalet, har oplevet, at vedkommende fik hjælp til at dø hurtigere.

Dermed er grænsen flydende. En sprængfarlig gråzone af jura og etik. Hvor mange pårørende, der reelt selv hjælper syge til at dø, vides af gode grunde ikke. I 2006 ramte direktøren i Cirkus Benneweis forsiderne på landets aviser, da hun i sin bog afslørede, at hun havde hjulpet sin far til at dø. Diana Benneweis blev sigtet for manddrab på sin kræftsyge far, Eli Benneweis. 12 år tidligere havde hun givet ham en dosis morfin.

»Jeg gjorde det, fordi jeg højt og helligt havde lovet at hjælpe ham med at dø. Det var et løfte, han havde afkrævet mig,« fortæller Diana Benneweis.

Der blev aldrig rejst tiltale i sagen. Og selv om cirkusdirektøren fortryder, at hun måtte sigtelsen og mediemøllen igennem, fortryder hun ikke et sekund sin handling.

»Jeg skulle nok aldrig have nævnt det i mine bøger. Men min far døde rent faktisk ikke af de piller, jeg gav ham. Det hjalp ham bare til at få den ro, der gjorde, at han kunne slippe livet,« siger hun.

Jane Hoffmann fik i familiens øjne en værdig afslutning på livet torsdag. Hun døde, mens hun endnu kunne spise og tale. Og inden sygdommen for alvor lammede hendes krop. Men det ærgrer hendes mand og børn, at afslutningen ikke kunne foregå i deres eget hjem. Nu vil manden, Kim Hoffmann, kæmpe for, at aktiv dødshjælp bliver lovligt i Danmark.

»Jane er her ikke mere, så nu vil jeg kæmpe hendes kamp. Hendes sidste ønske var at dø herhjemme. Og det ønske vil jeg prøve at opfylde for andre i hendes situation,« siger han.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.