Skal jeg nu være bange for MRSA?

En femtedel af det danske svinekød i køledisken er inficeret med svine-MRSA, viser en stikprøve. Hvad skal vi som forbrugere og borgere bruge den oplysning til? Ingenting, lyder det fra enige eksperter.

En stor del af grisene i de danske stalde er smittet med den omdiskuterede MRSA-bakterie. Arkivfoto: Camilla Rønde
En stor del af grisene i de danske stalde er smittet med den omdiskuterede MRSA-bakterie. Arkivfoto: Camilla Rønde

Man skal være en meget selektiv nyhedsforbruger for ikke at have hørt om MRSA. En femtedel af bakkerne med svinekød i køledisken er nu inficeret med svine-MRSA, lød det i går. Siden 2012 er fire danskere døde af den resistente stafyolokok-bakterie, som breder sig i landets svinestalde.

Men hvis man er lidt mere omhyggelig med læsningen, ved man også, at der hvert eneste år dør 350 danskere af stafylokokinfektioner i alt. Og svinekød med MRSA udgør en så forsvindende lille smitterisiko, at gris på gaflen ikke er det samme som at spille russisk flæskeroulade med helbreddet.

»Risikoen for at få svine-MRSA er til stede i Danmark, men kødet er simpelthen ikke en betydelig smittekilde,« siger overlæge og professor Henrik Westh, leder af MRSA-videncenter ved Hvidovre Hospital.

Når man håndterer kød med MRSA, er der en teoretisk mulighed for, at man får bakterien i næsen eller i åbne sår, hvor den kan etablere sig.

Når smitterisikoen ved at håndtere kød alligevel vurderes at være ubetydelig, skyldes det blandt andet, at der er stor forskel på, hvor mange der smittes med svine-MRSA på landet og i store byer. Langt størstedelen smittes med svine-MRSA ved direkte kontakt med svin.

»Som borger skal man ikke tænke på MRSA. Det må man med rimelighed forvente, at myndighederne tager sig af. Selvfølgelig skal man have almindelig god køkkenhygiejne, og de fleste kunne vaske hænder noget oftere. Men det skal vi jo af mange gode grunde, hvoraf MRSA nok er en af de mindste,« siger Henrik Westh

Problemet skal løses globalt

En stikprøvekontrol af svinekød foretaget af TV Syd har netop vist, at 21 procent af pakkerne med koteletter, skinketern og flæskesteg i dansk dagligvarehandel er smittet med svine-MRSA. Det ligger i god forlængelse af tilsvarende undersøgelser fra 2009 og 2011, hvor henholdsvis fem og 10 procent af kødet var inficeret. Der vil dog ikke komme en særlig indsats mod MRSA i svinekød.

»Når vi ser en stigning i besætningerne, vil vi også se en stigning i kødet. Men man udrydder ikke MRSA ved at tage prøver af kød, og MRSA spiller en helt minimal rolle for fødevaresikkerheden. Man bliver ikke syg af at spise det, og smitterisikoen er negligerbar. Så vi skal bekæmpe MRSA ved ondets rod. Det er ude i svinestaldene,« siger Per Henriksen, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen.

Risikoen for smitte fra MRSA-inficeret svinekød vurderes at være så lille, at myndighedernes officielle vejledning til os som borgere indtil for nylig lød, at der ingen risiko er ved at spise svinekød med MRSA.

»Man skal aldrig sige aldrig, især ikke med bakterier. Hvis man bare havde været ærlig og sagt, at der er en lille risiko, havde det både været sandt og kunne måske have forhindret, at det i dag kan virke, som om man har søgt at skjule noget,« siger Frank Aarestrup, professor i antibiotikaresistens ved DTU Fødevareinstituttet, der også stærkt har kritiseret, at dødsfaldene af svine-MRSA ikke blev offentliggjort med det samme.

»Der er nok for meget fokus på svine-MRSA i forhold til, hvor alvorlige de øvrige resistensproblemer er. Antibiotikaresistens er et voksende problem og en reel trussel, men det er ude i verden, at det skal løses. Vi skal holde orden i eget hus, men Danmark skal lægge trykket på en global indsats.«

Alle svin vil blive smittet

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har sat Fødevarestyrelsen i gang med at undersøge udbredelsen af MRSA i svinestaldene. Resultatet ventes først om nogle måneder, men kun den dumdristigste gambler ville sætte en rød reje på, at udbredelsen er faldende.

Hvis der viser sig at være MRSA i 80 til 100 procent af de danske svinebesætninger, svarer det til udviklingen i Holland, hvor svine-MRSA bredte sig med lynets hast, og antallet af smittede mennesker steg endnu mere brat end i Danmark. I Holland nåede antallet af mennesker smittet med svine-MRSA et plateau for tre år siden.

»På et tidspunkt vil alle vores svin være positive, og vi vil se en mætning af nye tilfælde blandt mennesker med kontakt til svin. Det gælder som alle andre stafylokokker, at raske mennesker ikke bliver særligt syge af MRSA. Folk med svækket immunforsvar har en særlig risiko for at blive meget syge af det, så det gælder primært om at holde MRSA ude af hospitalerne, væk fra de mest udsatte. Det paradoksale er, at fordi vi har så stor succes med det her i landet, fylder svinene så meget,« siger Robert Skov, overlæge ved Statens Seruminstitut og chef for området for Bakteriologisk Overvågning og Infektionshygiejne,

Selv om antallet af mennesker, der smittes med svine-MRSA, stadig er langt mindre end øvrige MRSA-smittede i Danmark, er tallet kraftigt stigende i takt med at smittetrykket i staldene stiger. Men andelen af mennesker, der er smittet af andre mennesker med svine-MRSA, ligger uændret på 10-15 procent.

Svine-MRSA smitter dårligt fra menneske til menneske. Den er specialiseret til at leve i svin og smitte andre svin. Det gør den til gengæld med så stor succes, at ingen hidtil er kommet med et seriøst bud på, hvordan vi kan forhindre udbredelsen i svinestaldene. Men det kommer vi nok til at høre mere om de næste måneder.

»

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.