Skal de voksne blande sig i unges garderobe?

Pigerne må ikke have hotpants på, og drengene skal bære kasketten omvendt, så ansigtet ikke er skjult. Flere ungdomsklubber indfører dresscode, viser en rundspørge foretaget af Berlingske.

»Det betyder noget for alle, hvad andre siger og tænker om ens udseende og tøj,« siger 13-årige Isabell Salem (med telefonen). Camilla Nielsen på 17 år er enig i, at påklædning fylder rigtig meget i deres alder. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
»Det betyder noget for alle, hvad andre siger og tænker om ens udseende og tøj,« siger 13-årige Isabell Salem (med telefonen). Camilla Nielsen på 17 år er enig i, at påklædning fylder rigtig meget i deres alder. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

»Jeg tænker ikke så meget over, hvad jeg har på.«

Det er det første, 17-årige Simone Nordfjeld siger. Men der går ikke længe, før hun ændrer mening. For godt nok tænker hun ikke over, hvad hun har på derhjemme. Hun tænker bare ret meget over, hvad hun har på i skole, og meget mere over det, når hun går i byen.

Lige nu sidder hun i en sofa i Ungecenter Nivå sammen med veninden, Isabella Nielsen. Simone er klædt i sorte jeans og en top med en jakke over. Isabella har træningstøj på. Hun undskylder en smule sin påklædning, da hun hører, at vi skal tale om tøj.

Isabella er 18 år og danser til UC Stars. En ugentlig begivenhed i Ungecenter Nivå arrangeret af Ungfredensborg, kommunens fritidstilbud til unge mellem 13 og 18 år. Der er også zumba, sløjd og et DJ-hold på stedet. Og så er der alkoholfrie fester for 6.-9. klasserne en gang om måneden. Her kommer tøjet ind. For til festerne har de specifikke regler om, hvilket tøj de unge må have på. I en tid, hvor de unge mere end nogensinde har friheden til at prøve grænser af for at finde ud af, hvem de er, blander de voksne sig alligevel i teenagernes iscenesættelse.

Firkantede regler

I slutningen af 2015 gennemførte Berlingske en rundspørge om dresscodes i ungdomsklubber. Ti ud af de 118 ungdomstilbud, der har svaret, har en dresscode, der forbyder de unge at have noget bestemt tøj på til festerne. En af dem er Ungfredensborg, hvor Hanne Tjessem er souschef. Hun er med til både hverdag og fest, hvor de følger en dresscode: Pigerne må ikke have for nedringede bluser eller korte shorts på, og det er ikke tilladt for drengene at skjule ansigtet bag en hætte eller en kasket.

»Vi kan ikke stå inde for, at der løber 13-årige piger rundt, hvor man kan se meget af deres bryster eller numser. Det er ikke en kultur, vi vil have i vores rammer,« siger Hanne Tjessem.

Til festerne kommer der op mod 500 unge, og der har de brug for firkantede regler. Det sker næsten hver gang, at Hanne Tjessem er nødt til at bede et par piger om at tage en trøje på. Med drengene sker det sjældnere.

I dag er det en almindelig torsdag. Men dresscoden gælder stadig, og musikansvarlig Lars Nielsen har tilmed sin egen regel.

»Jeg vil ikke kunne se, hvilken farve undertøj pigerne har på,« siger han.

»Det siger jeg for at opdrage dem til, hvad der er okay, når man er et sted som en ungdomsklub.«

Men er det okay, at ungdomsklubben eller andre bestemmer, hvilket tøj unge ikke må have på? Det er der blandede svar på.

Mest om pigerne

Daniel Meilby og David Christensen er i gang med at skrive en rap. De er 17 år, og står det til dem, er det fint, at familien eller andre voksne bestemmer på det område. Daniel studser dog lidt over, at kasketter ikke altid er OK, mens han holder fast i sin egen.

»Jeg vil da gerne have lov til at have min kasket på. Jeg bruger den jo nogle gange, når jeg ikke orker at sætte hår,« fortæller han.

»Men det er okay, hvis forældre eller andre siger til en dreng, at han ikke skal gemme ansigtet i en hoodie, eller at en pige skal tage bukser på i stedet for korte shorts.«

Så ligetil er det ikke hos pigerne. Om det er i orden at regulere unges påklædning, kommer efter Isabellas mening an på, hvor man befinder sig.

»Det er ikke okay, hvis unge eller andre er for nedringede i skolen eller på arbejdet. Så er det fint, der bliver sagt fra.«

Simone nikker langsomt, mens veninden taler. Men hun er ikke helt enig.

»Umiddelbart synes jeg, man skal gå med det, man har lyst til. Hvis man vil have en kort nederdel på, så gør man det. Når man har en dresscode, siger man jo, at der er noget tøj, som ikke er godt nok.«

Det er ikke underligt, at pigerne er mest imod en dresscode, fortæller forsker i ungdomskultur ved Center For Ungdomsforskning på Aalborg Universitet Niels Ulrik Sørensen.

»Debatten om påklædning handler mest om piger. Det kan være, at påklædningen er for seksualiserende, eller hvorvidt de skal have tørklæde på. Der er en skævhed i køn, når det gælder påklædning i offentligheden,« siger han.

»Jeg gider ikke ligne Justin Bieber«

Meget af ungdommen handler om selv­iscenesættelse. De unge sender gennem deres tøj signaler om, hvem de er. Det er også gennem tøjet, de lægger sig op ad en gruppe i samfundet, som de gerne vil tilhøre, forklarer Niels Ulrik Sørensen.

»Det er ikke kun tøjet, de unge bruger til at fortælle om sig selv. Men det er et af de felter, hvor de eksperimenterer med, hvem de er. Det går man ind og regulerer i, når der f.eks. opstilles regler for påklædning,« siger han.

»Det behøver hverken være godt eller skidt. Men de unge vil prøve grænser med tøjet, uanset hvordan man vil regulere det.«

Ifølge ham er der også et større pres på unge i dag.

»Der er i højere grad en kultur for, at unge iscenesætter sig mere seksualiseret. Det kan give nye udtryksmuligheder, men kan også skabe et pres. Grænserne er nemlig mere utydelige,« siger Niels Ulrik Sørensen.

Hanne Tjessem vil gerne undgå, at unge føler, de skal klæde sig seksualiserende.

»Vi vil ikke have en seksuel stemning til festerne. Jeg plejer at fortælle dem, at vi vil have god stil. Vi har også snakket om de unges opførsel på dansegulvet og om musikken. Det handler ikke kun om tøjet,« siger hun.

Men man skal være sikker på, at piger ikke tror, deres påklædning er forkert i forhold til drenge, mener Simone. Hun har oplevet i byen, at unge mænd kommenterer hendes tøj.

»Hvis man siger, at noget tøj ikke er okay, kan det lyde, som om det er pigens skyld, hvis mænd kommenterer hendes tøj. Det er vigtigt at opdrage drenge til, at det aldrig er okay at kommentere pigers bryster, ligegyldigt hvad de har på,« siger hun.

Alle fire unge er ikke i tvivl om, at der er et ideal for, hvordan man skal se ud på sociale medier. Piger skal have en minimal talje og stor numse, og drenge skal have six-pack og Calvin Klein-undertøj.

»Jeg holder mig ude af det der. Jeg gider ikke ligne Justin Bieber. Det er bedre at ligne sig selv,« siger David.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.