Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Skadestue-kaos udløser skarpe ord fra Haarder

12 timers ventetid er aldeles uacceptabelt, så regionerne må nu vise deres værd, siger sundhedsministeren.

Regeringen lægger pres på den øverst politiske ansvarlige for skadestuerne i Region Hovedstaden, regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S). Hun afkræves nu en hurtig løsning på skadestue-problemerne.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) fastslår, at det er aldeles uacceptabelt, at patienter må vente i op til 12 timer på at blive behandlet på hovedstadens skadestuer. Det problem skal Vibeke Storm Rasmussen løse hurtigt. Kan hun ikke det, giver det ingen mening at have regionerne, fremfører sundhedsministeren:

»Hvis ikke vi kan stole på, at regionerne lever op til deres ansvar, når der optræder så skandaløse forhold, så har de ingen berettigelse. Deres berettigelse er, at de tager ansvar for at løse problemerne i regionens sygehusvæsen,« siger Bertel Haarder, som vil tage sagen op med Danske Regioner.

Venstres Eyvind Vesselbo, der også er viceborgmester i Gentofte Kommune, går skridtet videre. Han mener ikke, at Vibeke Storm Rasmussen har udvist rettidig omhu, og vil på Venstres sommergruppemøde om tre uger foreslå, at Region Hovedstadens økonomi bliver kulegravet:

»Vi kan ikke bevilge regionen en stor sum penge for så at lade regionen selv bestemme, hvad pengene skal bruges til, når vi samtidig har adskillige eksempler på, at folk venter i 12 eller 18 timer på skadestuen. Så vi må have en meget nøje gennemgang af, hvad pengene i Region Hovedstaden bruges på,« siger Eyvind Vesselbo.

Han mener, at det i forbindelse med økonomiforhandlingerne bør være et krav, at ventetiderne på skadestuerne nedbringes, og at der indføres visiteret adgang.

Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen forsikrer, at hun arbejder på at løse problemerne:

»Selvfølgelig er det os, som skal løse problemerne, og det vil vi også gøre. Vi er gået i gang med det, vi kan, og der er sat fokus på det ledelsesmæssigt, men det er ikke noget, man kan løse med et snuptag.«