Singlelivet er hårdest ved mænd

Enlige mænd er mere udsatte for at blive ensomme eller ligefrem dø tidligere end enlige kvinder. Mænd har i højere grad brug for parforholdets intimitet og omsorg.

Jesper Trabolt er en af de mænd, som fik det svært psykisk, da hans kone ville separeres.
Jesper Trabolt er en af de mænd, som fik det svært psykisk, da hans kone ville separeres.
Glem billedet af skrukke kvinder, der drømmer om prinsen på den hvide hest og parforhold i bedste »de levede lykkeligt til deres dages ende«-stil. Virkeligheden er, at flere mænd end kvinder ser det som et mål i livet at finde en fast partner. Det viser en rundspørge foretaget af TNS Gallup for Berlingske. Og med god grund. Mænd har det nemlig sværere ved at klare sig uden parforholdets intimitet og omsorg.

»Der er nogle klare fordele ved at leve i samliv, og de fordele har størst betydning for mændene,« siger chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen.

Ser man alene på levetiden, lever en singlemand syv år kortere end en mand i parforhold, mens en singlekvinde lever tre år kortere end sin gifte veninde.

Mens singlemænd og -kvinder altså er lige gode om de tre års kortere levetid, er de sidste fire år, mændene lever kortere, blandt andet et udtryk for en dårligere livsstil, forklarer Svend Aage Madsen. De ryger og drikker mere end deres afsatte medbrødre. Men livsstilen gør det ikke alene. Mænd bliver også lettere ensomme, når de ikke er i et parforhold.

»For mange mænd er parforholdet det sted, hvor de udfolder deres fortrolighed, intimitet og omsorgsbehov. Det kan de ikke finde på samme måde i de maskuline fællesskaber på fodboldbanen eller arbejdspladsen,« siger Svend Aage Madsen.

Kvinder er derimod bedre til at søge og få omsorg fra veninder i deres netværk.

»Kvinder har ofte et større socialt netværk, der fungerer som den støtte, de ellers har fået i deres forhold. Dér har mændene kun familien,« siger Svend Aage Madsen.

Ensomhed rammer hjertet

Ensomheden er farlig, ikke kun for psyken, forklarer lektor Rikke Lund fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun forsker i sammenhængen mellem sociale relationer og helbred.

»Meget tyder på, at dét at opleve brud eller være uønsket alene udløser en stresstilstand hos mennesker, hvor de stresshormoner, der normalt er med til at skade vores helbred, kommer i spil. Og det går ud over vores immunforsvar og hjertekarsystem,« siger hun.

Hendes kollega på Institut for Folkesundhedsvidenskab postdoc Margit Kriegbaum har ved registersammenføring fundet, at mænd har 30 procent højere risiko for alvorlige hjertesygdomme, når de har været igennem et parforholdsbrud.

Rikke Lund forklarer, at mennesket grundlæggende er et socialt væsen, og derfor er det simpelthen usundt for mennesket at være så meget alene.

Selvvalgte singler klarer sig bedre

»Al forskning tyder på, at det at have adgang til sociale fællesskaber er rigtig væsentlig for mennesket, og hvis man bor alene, kan man være i større risiko for at blive isoleret. Men det er vigtigt for mig at understrege, at der er rigtig mange mennesker, der selv har valgt at bo alene, og samtidig har et rigt socialt liv,« siger Rikke Lund.

Derfor ser hun ikke nogen grund til at antage, at singletilværelsen i sig selv er sundhedsskadelig. Mand eller kvinde. Det afgørende er ifølge hende, hvorvidt man selv har valgt situationen eller ej.

»Men det er klart, at når vi i statistikken ser, at folk, der bor alene, er i større helbredsrisiko, tæller dem, der selv har valgt det, også med. Så hvis man udelukkende kiggede på dem, der er uønsket alene, ville helbredsrisikoen formentlig bare være endnu større,« siger hun.

Den uønskede singletilværelse ser ud til at være mere udbredt blandt mænd end kvinder. I hvert fald vil knap halvdelen af mandlige singler ifølge rundspørgen fra Gallup gerne have en kæreste nu. Seks procent savner endda tosomheden så meget, at de føler sig ensomme. Anderledes ser det ud med kvinderne, hvor kun en fjerdedel af de kvindelige singler ønsker en kæreste lige nu. De har det fint med at være sig selv.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.