Seks kendte danskere går til bekendelse: Det fortryder vi

En fortryder at forlade en mand, hun elskede. En fortryder sin ungdoms stædighed. En har slået ihjel, men fortryder ikke et eneste sekund. Berlingske opsøger seks danskere og de store fortrydelser, som gjorde dem klogere.

De fleste ved, at Skærtorsdag er dagen, hvor Judas ifølge Bibelen forrådte Jesus med et kys. Mindre kendte er evangeliernes fortællinger om Judas’ dybe fortrydelse og Bibelens forklaring om, at Judas ikke havde gjort det med vilje – »Satan var faret i ham«, som det hedder. Alligevel måtte han bære ansvaret. 

Fortrydelse er – hvilket bibelskribenterne åbenbart allerede havde opdaget – en af de mest grundlæggende menneskelige følelser. De fleste af os fortryder noget.

Vi fortryder ting, vi gjorde fuldt bevidst. Og ting, vi ikke gjorde med vilje, men må bære konsekvenserne af.

Der er ting, de fleste gerne ville gøre om. Men psykologiske studier har vist, at de færreste ville undvære fortrydelsen. For fortrydelsen er lærerig. At fortryde, mener nogen, gør os til bedre og større mennesker.  Berlingske har spurgt seks danskere, hvad de fortryder allermest. Og hvad de lærte af det.

Helle Vincentz. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk
Helle Vincentz. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk

Helle Vincentz

Forfatter. Debuterede med »Den afrikanske jomfru« i 2011 og har netop udgivet sin fjerde roman, »Stjålne liv«. Uddannet journalist, cand.public. fra SDU og master i Human Rights fra Columbia University i New York.

»Da jeg var ung, var der en af mine gode venner, der mistede sin mor. Jeg kom ikke til begravelsen, fordi jeg skulle læse til eksamen i et sociologifag på universitetet. Jeg var så optaget af at skulle præstere, at jeg ikke kunne få mig selv til at holde fri fra læsningen, men så snart eksamen var overstået, fortrød jeg det. Jeg fik 13, men den karakter vil altid have en bismag af forkert prioritering. Jeg kan næsten blive vred på mig selv, når jeg tænker på det i dag. Man skal tage det moralsk rigtige valg.

Vigtigheden af det gik for alvor op for mig et par år senere som 23-årig, da min egen mor døde, og jeg selv fik brug for, at mine nærmeste var der.

Inden min mor døde, talte hun meget om, at hun glædede sig til at komme på efterløn. Hun skulle bare lige have de sidste år overstået, så kunne hun endelig få tid til det, hun havde lyst til. At rejse, især.

Kræften kom ret pludseligt, og jeg så hende forsvinde på tre måneder. Det gav mig en klar følelse af, at jeg fandeme bare skal få gjort de ting, jeg gerne vil, lige med det samme. Den indstilling gør nok, at jeg i virkeligheden fortryder utroligt lidt. Nu gør jeg en dyd ud af at indfri de drømme, jeg har, så hurtigt som muligt. For risikoen for at fortryde noget, jeg aldrig fik gjort, overskygger altid den ærgrelse, der kan følge med, hvis jeg gør noget, jeg burde have ladet være med.

Den dér slidte kliche om, at man fortryder alle de ting, man ikke gør, den tror jeg virkelig, der er noget sandhed i. Og udgangspunktet for det hele var min mor. Det var nok også derfor, at jeg turde kaste mig ud i at blive forfatter. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde rigtigt fandt modet til at skrive min første bog, men jeg var hele tiden bevidst om, at jeg blev nødt til at springe ud i det. Og sådan er det jo med de fleste store traumer, vi oplever: Med tiden kommer der som regel noget lærdom ud af det.

Men det er selvfølgelig også farligt altid at sige »ja«, »ja« og »ja«. Jeg kan godt komme til at prioritere mit arbejde over min familie og mine venner, selv om jeg godt selv ved, hvor vigtigt samværet med dem er. Men jeg tror alligevel, at det er bedre på den måde. Jeg vil hellere kaste mig ud i lidt for meget end lidt for lidt. Det er svært at være både spontan og velovervejet. I bund og grund er jeg nok bare et menneske, der vil have det hele, men selvfølgelig ikke kan få det.«

Janus Metz. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk
Janus Metz. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk

Janus Metz Pedersen

Filminstruktør og dokumentarist. Instruerede dokumentaren »Armadillo«, der i 2010 vandt kritikerprisen på Cannes Filmfestival. Uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet.

»Som instruktør har du et ekstremt ansvar for at fremhæve de mennesker, der har hjulpet dig hen ad vejen. Film bliver aldrig til i et tomrum, og du står aldrig alene. Som instruktør og som leder har jeg stået i nogle situationer, som jeg har fortrudt. Man ser jo altid verden ud fra sit eget perspektiv, men nogle gange ser man altså lidt for meget af sin egen næse. I forbindelse med »Armadillo« oplevede jeg, at det kostede mig både en ven og en arbejdsrelation, at jeg ikke var bedre til at fremhæve ham, da filmen blev en succes. Det var ikke af ond vilje, men måske var jeg bare for opfyldt af mig selv på det tidspunkt. Og det er smerteligt at erkende, at jeg fejlede på det plan.

I dag er jeg meget bevidst om, hvor vigtigt det er at dele ud. At fortælle andre, hvad de er værd, og hvor meget de betyder for én og for det, man har opnået. Det er noget, jeg bliver stadig mere bevidst om i takt med, at de projekter, jeg laver, bliver større. Det skal man virkelig huske, når man står på den røde løber. Lige pludselig er folk væk, og måske har man brændt en bro. Det er svært at få de ting tilbage.

Det er fuldstændigt afgørende for mig, at jeg har hjertet med i det, jeg laver. Jeg brugte syv år på universitetet, og selv om jeg var god til det, følte jeg mig aldrig helt tilpas. Jeg kan huske, at jeg havde en studiekrise og var meget frustreret over, at jeg ikke var der, hvor jeg egentlig gerne ville være.

I dag ville jeg ønske, at jeg havde været mere selvbevidst som ung, for den oplevelse at gå på filmskolen ville jeg gerne have haft. Men jeg kan ikke få mig selv til at fortryde det. Det var bare min vej. I dag laver jeg jo det, jeg elsker. For mig har det været et fint ledemotiv, at du ikke ved, hvor dine drømme fører dig hen. Drømme kan lyse op i mørket og vise dig en retning, men de kan også være vildfarelser.

Fortrydelse er en svær størrelse. Alle de valg, jeg har taget, har ført mig interessante steder hen. Jeg tror, jeg ville fortryde det mere, hvis jeg hele tiden gik og var tynget af forskellige fortrydelser, for det er så ukonstruktivt. Hvis ikke man vil ende som et bittert gammelt menneske, så tror jeg, man skal lære at forsone sig med de fejl, man har begået.«

Sebastian Dorset. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk
Sebastian Dorset. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk

Sebastian Dorset

Standupkomiker, foredragsholder og tekstforfatter. Uddannet journalist i 1997.

»Jeg har en idé om, at der er nogle projekter, jeg er blevet smidt af, fordi jeg var for besværlig. Jeg har altid haft tilbøjeligheden til det. Jeg har været ret kontrær og konfrontationssøgende, og det fortryder jeg.

Rent karrieremæssigt ville det have været en stor fordel, hvis jeg ikke havde været så satans stædig tidligere, for der er en psykologisk mekanisme, der hedder, at hvis man er besværlig og siger chefen imod, hvis man ikke går med på den dér fællesfestlige oplevelse af, at nu har vi det skidesjovt, så tæller det negativt. Og så er man ikke med i det næste projekt.

I dag er jeg heldigvis blevet bedre til at holde min kæft. Det er en god egenskab at udvikle. Man kan med fordel falde lidt til patten en gang imellem. Det kan godt nage mig lidt, at jeg ikke har været med til at gøre andre mennesker bedre – og i den proces mig selv – ved at lytte i stedet for at snakke. Det er sgu ikke et særligt charmerende karaktertræk at have; at ville sætte sin egen vilje igennem for meget.

Men det er samtidig også en frustration over, at jeg i min relativt etablerede alder stadig hakker mig igennem jobmæssigt. Det hele er noget med nogle halve projekter. Jeg skal hele tiden tænke over, hvad jeg nu skal sørge for at komme med i, hvad jeg nu skal arbejde på at få udgivet. Hvis folk spørger, hvad jeg laver, så har de rent faktisk ikke nogen anelse. De må gætte helt fra scratch: »Hvad foretager du dig egentlig for tiden?«

Jeg har haft denne her legesyge idé om, at jeg da kunne lave hvad som helst. Men der kan også være en fordel i at etablere sig i en bestemt niche, som mange af mine kolleger i højere grad har gjort. Jeg er stadigvæk afhængig af, hvad andre står og efterspørger. Havde jeg vidst det for 15 år siden, så tror jeg, jeg havde brugt mere tid på det, jeg egentlig brænder for, og mindre tid på projekter, jeg gik ind i, fordi det lød da meget hyggeligt.

Det er først i en moden alder, at jeg har tænkt over, at det var en dum måde at gribe tingene an på. Og det er jo heldigvis en voksenting, det dér med at kigge tilbage. Det ville være ulideligt, hvis man som teenager sad og blev sentimental omkring de valg, man tog, da man var 12 år gammel.«

Lars Møller. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk
Lars Møller. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk

Lars Reinhardt Møller

Pensioneret oberst. Tidligere chef for Hærens Kampskole. Kendt for sin rolle i »Operation Bøllebank« i eks-Jugoslavien og for sin ofte åbenmundede kritik af ledelsen i Forsvaret. Forfatter til bl.a. »Vi slår ihjel og lever med det«.

»Det er meget lidt, jeg fortryder, og hvis vi taler om den store fortrydelse – den dér sjælevridende oplevelse af »hold da kæft, her var det virkeligt galt« – så er der ikke noget. Under »Operation Bøllebank« i Bosnien var jeg med til at slå over 150 mænd ihjel, fordi en flok krigsherrer forsøgte at blokere for vores nødhjælpsleverancer, og dengang undrede jeg mig da over, at jeg ikke havde dårlig samvittighed, og jeg spekulerede faktisk også på, om jeg var psykopat.

Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere enig blev jeg med mig selv om, at der sgu ikke var andet at gøre. Regeringen havde givet de danske soldater den opgave at sørge for, at nødhjælpen blev ved med at flyde, og man kan altså ikke opveje 371.000 flygtninges liv mod nogle enkelte forbryderspirer, der kræver at få ti procent af varerne.

Min tid i forsvaret har nok formet mig på den måde, at jeg ikke har så let til fortrydelse. Man uddanner befalingsmænd og officerer med det formål, at de skal indlære en række bestemte procedurer, så de kan handle hensigtsmæssigt i kaotiske situationer, og jeg er blevet indoktrineret – eller uddannet, for at sige det pænt – siden jeg kom i Den Kongelige Livgarde som 18-årig.«

»Fortrydelsen er en del af en planlægningscyklus, som alle mennesker gør brug af. Man ser tilbage på sine handlinger og evaluerer dem for at finde ud af, om man kunne have handlet på en bedre måde. Men læg mærke til, at jeg kalder det »evaluering« og ikke »fortrydelse«.

Indianerne har et skidegodt ordsprog, der lyder: »Du kan gå igennem livet som kriger eller som offer; du skal selv vælge.« Og hvis du vælger ordet »fortrydelse«, så synes jeg, at du sætter sig selv i en form for offerramme, hvorimod hvis du bruger udtrykket »evaluering«, så lever du fremadrettet.

Mit image er, at jeg er den djærve kampsoldat, der ikke er for klog, og som råber op i tide og utide, men det billede passer ikke nødvendigvis, for der ryger sjældent en finke af fadet, uden at jeg har tænkt over det. Den gode soldat afklarer missionen med sig selv, inden han tager af sted, og det samme gør det gode menneske i alle livets facetter.

Du kan selvfølgelig godt i et øjeblik fortryde, at du har gjort noget bestemt, men der er ingen mennesker på jorden, der kan skrue tiden tilbage, og det accepterede jeg allerede i en tidlig alder. Dengang gjaldt det især, hvis jeg skulle have nogle flade, som jeg ikke kunne slippe uden om, så den holdning tror jeg egentlig, at jeg altid har haft siddende i mig.«

Lisbeth Zornig. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk
Lisbeth Zornig. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk

Lisbeth Zornig

Stifter af Huset Zornig. Formand for Foreningen Stemmer på Kanten. Tidligere formand for Børnerådet. I 2012 opsøgte hun sin barndom præget af svigt og misbrug i TV-dokumentaren »Min barndom i helvede«.

»Jeg ville ønske, at jeg havde haft en mere aktiv rolle i min bror Renés liv, men også i hans død. Min bror havde et misbrug, og i de sidste år af sit liv var han blevet rodet ind i en narkosag i Nakskov, hvor han blev udnyttet af de bagmænd, der forsynede ham med stoffer. Han blev fundet død foran sit hjem i 2004, efter at han var faldet ud ad et vindue, og politiet henlagde det som selvmord. Men da jeg lavede dokumentaren »Min barndom i helvede« for fire år siden, begyndte jeg også at efterforske hans død, og jeg har sidenhen fundet ud af, at der var flere suspekte omstændigheder omkring hans dødsfald; døren til hans hjem var blevet sparket skæv, lyset i hans lejlighed var slukket, og hans telefon var forsvundet.

Jeg gik ikke ind i sagen, dengang han døde, fordi jeg havde nok i mit eget liv. Jeg var netop blevet mor til mit femte barn, og der var fuld knald på karrieren, hvor jeg var chef i IT-branchen, så jeg var ikke nærværende nok til at se, at han var i problemer.

Det er altid gået godt for mig, og derfor har jeg virkelig også fortrudt, at jeg ikke havde overskuddet til at tage mig af ham. Samtidig var jeg rasende på min bror, fordi jeg tænkte, at han tog den nemme løsning og checkede ud, selv om han havde en 14-årig datter, der stod alene tilbage. Uanset om det var drab eller selvmord, ville jeg ønske, at han havde taget fat i mig. I dag er jeg jo en rigtigt god søster, men det var jeg bare ikke dengang, og derfor var det nok heller ikke naturligt for ham at ringe til mig for at få støtte.«

»Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, og vi kan altid finde på forklaringer på, hvorfor vi ikke lige var den bedste udgave af os selv, men jeg er bare blevet bedre til at erkende, at jeg var et røvhul på det tidspunkt. I dag stiller jeg op, hver gang mine to andre brødre har brug for det, også selv om det er ubelejligt, men de lever også rigtigt hårde liv, begge to.

Hvis jeg havde været den person, som jeg er i dag, ville jeg have sat alt ind for at hjælpe René med at få et bedre liv, for han havde virkeligt meget potentiale, og det var menneskene omkring ham, der skulle have hjulpet ham med at indfri det. Derfor har jeg også meget nemt ved at vende hans død mod mig selv, for jeg var en af dem, der svigtede ham.«

Anna Mejlhede. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk
Anna Mejlhede. Foto: Asger Ladefoged, asla@berlingske.dk

Anna Mejlhede

Præst i Holmens Kirke i København. Udsendt med søværnet til Adenbugten i flere omgange, forfatter til blandt andet »Alt forladt« om brudte kærlighedsforhold.

»Da jeg var 25 år, gik jeg fra en mand, som jeg elskede højt, til fordel for en anden, og det kom jeg til at fortryde i rigtigt mange år helt op til midt i mine 30ere. Jeg vidste egentlig godt, at det var den forkerte beslutning, og mine venner og min familie advarede mig imod at gøre det, men jeg var ung og handlede på en følelse, som siden viste sig ikke være begrundet. Men fortrydelse er kompliceret, for i dag kan jeg se, at den beslutning har ført mig til et sted, hvor jeg er lykkelig for at være. Også selv om jeg dengang var ked af det og følte mig som et dårligt menneske.

Når det kommer til kærlighed, så er fortrydelsen bare stærkere end i alle mulige andre sammenhænge, fordi den går ind i nogle særlige rum. Jeg har måske fortrudt en række valg i mit arbejdsliv, men det var kun, fordi min forfængelighed blev ramt, og i sidste ende er det mindre vigtigt end at have såret et andet menneske.

Jeg kan ikke forstå folk, der siger, at de ikke fortryder noget, for at fortryde handler om at se sandheden i øjnene, og det gør det også nemmere at tilgive sig selv for de fejl, man har begået. Derfor kan man heller ikke gemme sig bag, at man havde de rigtige intentioner, for det er konsekvenserne af ens handlinger, der kommer til at påvirke andre.

Hvis man fortryder, forstår man at reflektere over sig selv og sine handlinger, og det er en af de vigtigste egenskaber, man kan have som menneske. Det kan godt være, at Edith Piaf sang »non, je ne regrette rien«, men det er jo at skubbe virkeligheden ind under gulvtæppet, og hvor er læringen i det?

Min fortrydelse over at have forladt en mand, som jeg elskede, lærte mig, at hvis der er kærlighed og en tæt sammenhørighed med et andet menneske, så skal man kæmpe for det i langt højere grad, end jeg gjorde dengang. Man skal heller ikke handle på enhver følelse, der dukker op i en, for den følelse behøver ikke at være sand, selv om rigtigt mange terapeuter sikkert siger, at man netop skal mærke efter i sig selv. I stedet tror jeg, at man skal øve sig i at være langsommere i sine beslutninger, men det er også noget, som jeg først har lært her i 40erne.

Der ligger i virkeligheden en kæmpe forløsning i fortrydelsen, så fortryd dog herfra og til næste måned. Græd over dine valg hver dag, og find så bagefter ud af, hvad du kan lære af dem. Tiden fortynder ikke fortrydelsen, men det gør dine refleksioner og din selvransagelse, og det er også det, der binder os sammen igen, når vi har handlet uretfærdigt over for hinanden.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.