Regeringen har afsat en halv milliard kroner til billigere billetter i busser, metro og tog. Se, hvad det kan komme til at betyde for dig.
23. februar 2012, 11:47
Her kommer en artikel med en masse tal.
Så er du advaret!
Efter regeringen onsdag valgte at aflive betalingsringen og i stedet bruge 500 millioner kroner på at sætte priserne på tog- og busbilletter ned for alle danskere, er det blevet interessant at kaste et blik på priserne i den kollektive trafik, og på hvordan de ventes at ændre sig. Her er et kvalificeret bud:
• En almindelig to-zoners billet, som i dag koster 24 kroner i København, bliver ca. 1,50 kroner billigere. Omtrent samme prisfald kan forventes i Aarhus.
• Et to-zoners klippekort bliver omkring ni kroner billigere end i dag, hvor det koster 145 kr.
• Et månedskort til alle zoner bliver ca. 77 kroner billigere og vil således koste 1.218 kroner fremover.
• Og uden for hovedstaden koster et pendlerkort til 10 zoner i dag 1.800 kroner - den pris vil kunne sænkes til omkring 1.690 kroner.
Syv procent billigere
Priserne er beregnet ud fra vurderinger fra trafikøkonom og medlem af Transportøkonomisk Forening Uffe Jacobsen og trafikforsker fra Roskilde Universitet Per Homann Jespersen, som begge har regnet på, hvad danskerne kan få for en halv milliard kroner til billigere billetter, hvis pengene spredes jævnt ud over hele den kollektive trafik.
Uffe Christensen vurderer, at priserne samlet set kan sættes ned med fem til syv procent, mens Per Homann Jespersen angiver satsen til syv procent.
Ligesom den generelle pris- og lønudvikling i samfundet går billetpriserne kun én vej: Opad. Tag et to-zoners klippekort til hovedstaden. Sidste år kostede det 140 kroner. I dag koster det 145 kroner.
På trods af både valgløfter og hele afsnit i regeringsgrundlaget om billigere tog- og busbilletter blev billetpriserne for hele landet nemlig sat op i januar. Her steg gennemsnitsprisen på den kollektive trafik med 3,1 procent.
Tal fra Transportministeriet viser, at priserne på den kollektive transport i hovedstaden gennemsnitligt steg med 54 procent under VKs regeringsperiode - forbrugspriserne steg 23 procent i samme periode. Og går man endnu længere tilbage - til 1992 - er et tre-zoners klippekort blevet 66,67 procent dyrere. Til sammenligning er det såkaldte forbrugerprisindeks kun steget med 50 procent i samme periode.
Vil tilgodese pendlere
Enhedslisten og De Radikale foreslog for nylig en model, hvor de yderste to billet-zoner i hovedstaden blev fjernet for dermed at gøre det billigere for folk længere væk fra København at tage toget på arbejde. Manøvren ville spare pendlere for 210 kroner om måneden eller 2.520 kroner om året ved køb af månedskort.
Regeringens støtteparti, Enhedslisten, vil nu have Finansministeriet til at regne på, om den model kan udvides til hele landet. Socialdemokraterne er positive, siger trafikordfører Rasmus Prehn:
- Vi går efter nogle fokuserede billetnedsættelser og vil tilgodese pendlere, der rejser langt. Dermed er der større chance for, at folk dropper bilen, siger han.
Ifølge seniorforsker ved DTU-Transport Mogens Fosgerau, får regeringen mere for pengene ved at sænke billetpriserne i hovedstaden end i provinsen.
- Erfaringsmæssigt vil passagertallet stige med fire procent, hvis taksterne reduceres med ti procent. Heraf vil under halvdelen være tidligere bilister, mens resten er tidligere cyklister og fodgængere. Men på landsplan bliver stigningen nok ikke målbar, siger Mogens Fosgerau til Berlingske.
Endnu er det dog langt fra afgjort, hvordan den halve milliard skal fordeles, men regeringen har lovet, at prisnedsættelserne på den kollektive trafik træder i kraft fra den 1. januar 2013.



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten