Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Rutineret team bragte sjette kongelig baby til verden

Læge Morten Hedegaard og jordemorder Birgitte Hillerup har fået eneret på kongelige fødsler i Danmark.

Kameraerne blitzede og prins Joachim smilede så bredt, som kun en nybagt far kan gøre det, da Rigshospitalets foyer tirsdag formiddag dannede rammen om proklameringen af endnu en royal fødsel.

Bag den kongelige højhed, der stolt fortalte om sin hustrus flotte indsats og sin nyfødte datters mørke hår, stod to hvidklædte skikkelser, der er fast inventar i de royale fødestuer. Klinikchef Morten Hedegaard og afdelingsjordemoder Birgitte Hillerup har nu i fællesskab bragt seks kongelige babyer til verden.

- Jeg synes, det er et pragtfuldt team at arbejde sammen med. Det er de absolut bedste i landet, erklærede prins Joachim over for det massive presseopbud på Rigshospitalet.

Birgitte Hillerup er den mest rutinerede af de to, når det gælder royale fødsler. Hun var med allerede, da den daværende prinsesse Alexandra fødte Dronningens første barnebarn, Nikolai, mens Morten Hedegaards debut som kongelig fødselslæge fandt sted i 2005 ved fødslen af tronfølgerens tronfølger, prins Christian.

Som de øvrige kongelige nedkomster forløb tirsdagens fødsel af den lille prinsesse uden de store problemer, fortæller Morten Hedegaard.

- Det var en rigtig fin fødsel. Man kan godt mærke, at prinsesse Marie er andengangsfødende. Der gik godt seks timer fra indlæggelsen til fødslen, så det var et hurtigt forløb, siger klinikchefen.

Han har også roser til prins Joachim, der præcis som fødselsteamet har opbygget en vis rutine, når det gælder royale fødsler.

- Man mærker tydeligt, at han har prøvet det før. Han gav sin hustru en flot moralsk støtte og sørgede for praktisk hjælp, fortæller Morten Hedegaard.

Som sin storebror prins Henrik er den lille, ny prinsesse 49 centimeter lang og tre kilo tung. Et smukt barn, lyder vurderingen fra klinikchefen.

- Det er en meget smuk prinsesse. Hun har en fin lyserød farve og var lysvågen og meget opmærksom umiddelbart efter fødslen, hvor hun lå trygt og godt i sin mors arme.

Spørgsmålet er nu, om Morten Hedegaard og Birgitte Hillerup får lejlighed til at føje endnu en kongelig baby til CVet. Men det er alt tidligt at sige, erklærede prins Joachim efter fødslen af hans fjerde barn.

- Så slapper vi lige helt af. Min datter er kun halvanden time gammel, lød hans svar til de nysgerrige journalister.

Web-tv: Se den stolte far på Riget