Roskilde Festivals håb brast med Bowies død

David Bowies død sætter nu endeligt punktum for Roskilde Festival, der havde et »mikroskopisk håb« om, at legenden ville vende tilbage til Orange Scene.

ARKIVFOTO David Bowie 1996 på Roskilde Festival.
ARKIVFOTO David Bowie 1996 på Roskilde Festival.

Håbet var mikroskopisk, men det var der alligevel. Håbet om, at David Bowie en dag ville vende tilbage til Orange Scene for at tage revanche for den koncert, han skulle have spillet i  2004, men som blev aflyst til stor frustration for... ja, nærmest alle, fordi David Bowie havde problemer med hjertet.

Da Bowie gjorde comeback efter 10 års albumpause i 2013 med albummet »The Next Day«, blev Roskilde Festival bestormet af publikum på Facebook med krav om at booke legenden den sommer.

Og da han for to dage siden - på sin 69 års fødselsdag - udgav sit 25. album »Blackstar«, kom der flere beskeder til Roskilde Festival.

»I skylder, Roskilde«

»Hvornår offentliggør Roskilde festivalen hvad hovednavnet bliver i 2016????? Tænker at I skylder at David Bowie kommer,« lyder bare en af beskederne på festivalens profil.

Men han kommer ikke. Det må både publikum og Roskilde Festival nu endeligt sande, efter at verden er vågnet op til nyheden om David Bowies pludselige død.

»Vores overraskelse og sorg er på linje med alle andre fans på det her tidspunkt. Det er trist og tragisk, når der er nogen med så stor betydning, der forlader os, som det altid er - men det er ikke ekstraordinært trist, fordi vi er Roskilde Festival, for jeg troede desværre ikke, at vi skulle komme til at præsentere ham igen,« lyder det fra Anders Wahrén, Roskilde Festivals programchef.

»Vi ville elske at have haft chancen for at få ham tilbage, men desværre var meldingen også med det nye album, at han efter al sandsynlighed ikke skulle spille live. Men det er klart, at når der kommer et nyt album, så håbede vi jo, at det betød, at han måske en skønne dag skulle få lyst til at komme ud at spille igen. Så det var noget, der lige havde tændt et mikroskopisk håb.«

Ongoing-kontakt med agenter

Anders Wahrén forklarer, at Roskilde Festival ikke har haft konkrete planer med David Bowie, men at festivalen har været i »ongoing« dialog med verdensstjernens agenter siden den aflyste koncert i 2004, selv om der aldrig har været tegn på, at han ville give livekoncerter igen.

»Når vi har snakket med repræsentanterne på David Bowie, har vi altid sørget for at sige »hvis nu det en dag blev relevant, så ved I, at vi er meget interesseret«,« siger Anders Wahrén.

»Jeg havde ligesom de fleste andre, affundet mig med, at nu kom der et nyt album, og at det var nok var det, vi måtte tage til takke med. Men selv om vi ikke skulle have præsenteret ham, så havde jeg håbet, at han skulle leve meget længere og kunne give os noget mere musik.«

David Bowie spillede på Roskilde Festival i 1996, og hans sidste danske koncert var i Forum i København i oktober 2003. Han aflyste turnéen i 2004, der ellers førte ham forbi Roskilde, efter sin koncert på Hurricane Festival i Tyskland 25. juni samme år. Det er hans sidste koncert til dato i fuld længde. Siden har han givet enkeltstående, korte optrædener som gæst hos Arcade Fire og David Gilmour i 2005 og til en støttekoncert i  New York november 2006.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.