Terrortiltalen mod ROJ TV er en del af en stor international sammensværgelse, mener tidligere formand for den kurdiske tv-station, Henrik Caprani Winkel. Nye vidner og tv-klip afvist i sagen.
10. oktober 2011, 16:20
"Min mening om denne sag - og jeg må vel have lov at have min mening - er, at retssagen mod ROJ TV er en del af en underhåndsaftale med Tyrkiet, som tak for Anders Foghs NATO-post."
ROJ TV's tidligere bestyrelsesformand, den 72-årige advokat Henrik Caprani Winkel, gjorde det på mandagens retsmøde i terrorsagen mod kurdiske ROJ TV klart, hvad der efter hans opfattelse ligger bag tiltalen mod tv-stationen.
Teorien om, at tiltalen mod ROJ TV er en slags international studehandel mellem Tyrkiet, Danmark og USA har været gentaget igen og igen af støtter af ROJ TV, der blandt andet henviser til det årelange og betydelige pres på Danmark i den langtrukne politiefterforskning af sagen.
Mandag blev Winkel, der stoppede som formand 1. august i år, afhørt af forsvarer Bjørn Elmquist, efter anklager Jakob Buch-Jepsen afhørte den tidligere bestyrelsesformand i sidste uge.
Og hvor anklageren brugte vidneafhøringen af den tidligere formand for ROJ TV til at bore i bestyrelsesformandens rolle på ROJ TV, så valgte forsvarer Bjørn Elmquist en helt en tilgang.
Elmquist brugte en væsentlig del af formiddagens afhøring af Winkel til at så tvivl om troværdigheden hos kronvidnet Zonoozi, der er dømt til at betale knap en halv million kroner tilbage til ROJ TV.
"Han er ikke noget sandhedsvidne," sagde Winkel blandt andet om eks-direktøren, der i sin tid blev fyret af en udsending fra PKK fra sit job som direktør for tv-stationen.
På retsmødet understregede Winkel også, at han gentagne gange havde stillet sig til rådighed for politiet i forbindelse med det tyrkiske anklager om tv-stationens nære forbindelser til PKK.
"Men politiet var ikke særligt interesserede i vores forklaring," konstaterede Winkel på mandagens retsmøde, der var præget af en spydig og giftig tone mellem anklager og forsvarer.
Afviste vidner
Det var dog ikke kun Winkel, der mandag var på dagsordenen i byretten. Mandagens retsmøde bød også på nederlag til både forsvarer og anklager, da retten skulle tage stilling til en række vidner i sagen.
Først og fremmest afviste retten et af anklagerens vidner, hvilket umiddelbart er en fordel for forsvarer Elmquist.
Det drejer sig om et kvindeligt tidligere medlem af PKK, der skulle vidne på baggrund af en forklaring, som hun har givet til tyrkisk politi om relationerne mellem PKK og ROJ TV. Det kvindelige vidne, der er gravid, blev angiveligt i august truet, netop da retssagen mod ROJ TV startede ved byretten i København.
Den tidligere PKK'er var i Tyrkiet blevet omfattet af den såkaldte angrelov for afhoppere fra oprørsgruppen. Siden er hun flyttet til Danmark og ifølge hendes advokat - Thorkild Høyer - vil hun ikke længere vedstå sig sin forklaring, da hun ifølge advokaten var udsat for et betydeligt pres under afgivelsen af den detaljerede forklaring. Mens retten tillod den tidligere PKK'er at slippe for at vidne, så har anklageren anmodet om at læse hendes forklaring op i retten.
Senere på dagen led Elmquist i stedet nederlag, da retten skulle tage stilling til en række nye vidner og tv-klip i sagen.
Retten afviste, at Elmquist kunne få lov til at afspille fire en halv times tv fra ROJ TV i retten, mens fire nye vidner fra Elmquist ligeledes blev afvist.
Retten godkendte dog et enkelt vidne fra forsvarer Elmquist, der således på et senere tidspunkt får lov at føre en læge fra Skejby Sygehus, der tidligere har arbejdet for ROJ TV, som vidne i sagen.

































