Regeringen vil skære værnepligt til benet

Efter borgerligt krav skal forsvaret fortsat kunne udsende en kampgruppe på længerevarende operationer.

Et hold soldater på vej til Afghanistan holdt i januar skydeøvelse på Høvelte Kaserne, som nu står til at skulle lukke. Arkivfoto: Liselotte Sabroe
Et hold soldater på vej til Afghanistan holdt i januar skydeøvelse på Høvelte Kaserne, som nu står til at skulle lukke. Arkivfoto: Liselotte Sabroe

Værnepligten bevares, men antallet af indkaldte skal skæres ind til benet, så der lige præcis er nok til at bemande Livgardens vagtkompagni til de kongelige slotte, kongeskibet »Dannebrog« og Gardehusarkompagniets hesteeskadron og til at sikre den mest nødvendige rekruttering til forsvaret i øvrigt. Det fremgår af forsvarsminister Nick Hækkerups (S) seneste udkast til forsvarsforlig, som Berlingske er i besiddelse af.

Ifølge udkastet skæres antallet af værnepligtige fra 5.000 indkaldte i 2012 til 2.300 fremover. Heraf skal 1.000 bruges til de kongelige såkaldte særtjenester, mens 1.300 værnepligtige er nødvendige for, at forsvaret fortsat skal kunne udsende en bataljonskampgruppe til international mission og til rekruttering i forsvaret i øvrigt. Hvis partierne bliver enige om at bevare værnepligten på det mest skrabede niveau, kan forsvaret spare 330 millioner kroner om året, fremgår det af forligsudkastet. Antallet af værnepligtige sikrer, at forsvaret også i fremtiden kan udsende en bataljonskampgruppe på op mod 800 mand på længerevarende opgaver som Irak eller Afghanistan.

Dette krav er højt prioriteret af de borgerlige partier, som har afvist regeringens oprindelige udspil om at begrænse forsvarets evne til at udsende en kampgruppe til halvandet år. Samtidig har Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti fastholdt værnepligten, der bortset fra halveringen af antallet fortsætter med session på Forsvarets Dag, et værnepligtsråd og en militærnægteradministration. Beskæringen af antallet af værnepligtige vil øge kampen blandt de unge mænd om at komme til at aftjene værnepligt. Ifølge chefen for Forsvarets Rekruttering, oberstløjtnant Frank Mathiassen, er 96 procent af de værnepligtige allerede i dag frivillige. De resterende få procent er typisk unge mænd, der på grund af uddannelse har fået værnepligten udskudt længst muligt og ikke kan få yderligere udsættelse, eller unge mænd, der tidligere er udeblevet fra værnepligtstjeneste.

»Hvis man undlod at indkalde dem, ville man kunne nå op på 100 procent frivillige værnepligtige til forsvaret, idet vi p.t. ikke har noget problem med at fylde alle ca. 5.000 værnepligtspladser til forsvaret med frivillige,« anslår han.

Stor politisk uenighed

Men partierne er ifølge Berlingskes oplysninger langtfra enige i ministerens tal på værnepligtige, selv om også de borgerlige er indstillet på en nedgang i antallet. Partierne står også langt fra hinanden i spørgsmålet om sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets departement. I forligsteksten foreslår Nick Hækkerup en række sammenlægninger af forsvarets operative kommandoer og centrale tjenester.

Men sammenlægningen af forsvarets øverste militære og politiske ledelse er ikke nævnt, og det skyldes uenighed. De borgerlige partier har krævet en formulering i forligsteksten om, at forsvarsloven – der fastlægger forsvarets øverste ledelse – kun kan ændres, hvis forligspartierne er enige om det. De borgerlige og forsvarsministeren er også uenige om den såkaldte totalforsvarsstyrke på 12.000 tidligere værnepligtige, som Nick Hækkerup har foreslået nedlagt. Totalforsvarsstyrken, der ledes af 860 reserveofficerer, skal opretholdes, men på et reduceret niveau, fremgår det af udkastet. Ifølge forligsteksten kommer forsvaret til at aflevere i alt 3,4 milliarder kroner til statskassen i 2013 og 2014, og derefter 2,7 milliarder om året. I sit første forligsudspil foreslog forsvarsminister Nick Hækkerup, at 2,5 milliarder kroner af forsvarets indledende besparelser skulle bruges til en motorvej mellem Herning og Holstebro. Det udløste voldsomme protester fra Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative.

Beløbet er nu steget til 3,4 milliarder kroner, fordi forsvaret i de seneste år har brugt færre penge, end det har fået bevilget. Den besparelse inddrages nu delvist til statskassen. Men pengene er ikke længere øremærkede til en motorvej. I stedet skal forsvarspartiernes finansordførere sammen med finansministeren beslutte, hvad milliarderne skal bruges til. Kaserner lukkes Kasernerne i Varde og Høvelte står stadig til lukning, sådan som de har gjort det siden første forligstekst fra 8. oktober. Dertil kommer sammenlægninger og effektiviseringer overalt i forsvaret. Blandt de større ændringer bliver sammenlægningen af forsvarets tre operative kommandoer, som tidligere er blevet bebudet.

Desuden skal de dele af forsvaret, som beskæftiger sig med personellet, samles i en ny, stor enhed omfattende Forsvarets Personeltjeneste, Forsvarets Sundhedstjeneste, Veterancenteret og Forsvarets Center for Arbejdsmiljø. Også forsvarets officersskoler skal samles, i første omgang dog kun organisatorisk, under Forsvarsakademiet. Udlicitering og konkurrenceudsættelse af blandt andet havmiljøovervågning, vedligeholdelseskapacitet og af forsvarets sundhedsydelser står også på programmet. Forsvarets Materieltjeneste skal slås sammen med Forsvarets koncernfælles informatiktjeneste. Og så skal lønnen til blandt andre officers- og sergentelever ændres og nedsættes, ligesom lønniveauet i forsvaret generelt ifølge forligsteksten er løbet fra statens andre ansatte og skal bremses. Et forlig har stadig lange udsigter og ventes ikke før tidligst i næste uge.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.