Regeringen gør klar til massiv overvågning

Justitsministeriet arbejder på lovforslag, som skal genindføre den såkaldte sessionslogning. Det vil betyde, at alle større teleudbydere skal gemme information om samtlige deres kunders færden på nettet og deres brug af mobiltelefoner.

Hvad laver du på nettet? Hvem taler du i mobiltelefon med - og hvornår? Regeringen vil have landets store teleselskaber til igen at indsamle data om hver eneste af deres kunder. Foto: Iris
Hvad laver du på nettet? Hvem taler du i mobiltelefon med - og hvornår? Regeringen vil have landets store teleselskaber til igen at indsamle data om hver eneste af deres kunder. Foto: Iris

En gennemsnitlig, moderne mobiltelefon udsender med jævne mellemrum et signal til omverdenen.

Det kan være en app som Facebook, der søger efter nyt fra det sociale netværk, mens telefonen ligger i lommen. Det kan være en browser, der med et strejf fra en finger indlæser en hjemmeside. Og det kan være en SMS eller et mobilopkald, der bliver besvaret.

Uanset hvad indeholder det lille signal en stor mængde oplysninger: Hvem afsenderen er, hvem modtageren er, over hvor lang tid, hvornår og fra hvilket GPS-koordinat signalet blev sendt.

Tilsammen kan disse såkaldte metadata med stor nøjagtighed kortlægge en persons færden og kommunikation på minuttet.

Og det er disse små stykker information, som regeringen nu lægger op til, at landets største teleselskaber igen skal indsamle om hver eneste kunde, hver gang deres mobiltelefon eller computer udsender et elektronisk signal via mobil-, telefon- eller internettet.

»Det er voldsomt problematisk, da det er masseovervågning af ganske almindelige borgere. I dag er folk online hele tiden på mobiltelefonen, tablet eller computer, og det betyder, at nærmest alt, hvad folk foretager sig i deres dagligdag, kan udredes,« siger Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening.

En revision af den såkaldte sessionslogning har længe stået på regeringens lovprogram, men nu bekræfter Justitsministeriet, at et lovforslag om igen at indføre internet­overvågningen er på vej.

»Sessionslogning på steroider«

Repræsentanter fra IT- og teleindustrien var fredag hasteindkaldt til et møde i den forbindelse, og ifølge direktør for Telebranchen, Jakob Willer, lægger regeringen op til »en stærkt udvidet« overvågning af danskernes tele-, mobil- og internettrafik. »Sessionslogning på stereoider«, som han kalder det.

»Det er værre, end vi havde frygtet. Der er tale om en total overvågning af alle sessioner, der bliver lavet på internettet relateret til enkelte brugere. I 2014 indsamlede vi 3.500.000.000.000 datasæt. Det svarer til, at vi registrerede hver dansker én gang hvert eneste minut. Det her bliver meget mere omfattende,« siger Jakob Willer.

Telebranchens direktør er især kritisk over for, at regeringen tilsyneladende vil haste forslaget igennem uden først at undersøge konsekvenserne ­– ikke mindst de økonomiske udgifter for teleudbyderne.

Ifølge Jakob Willer lægger ministeriet op til, at biblioteker, universiteter og mindre teleudbydere skal undtages logningen, lige som den kan omgås ved brug af den særlige Tor-browser, som skjuler brugeren, eller VPN-forbindelser.

»Er det så proportionalt med den meget begrænsede værdi, det her forudses at kunne få, at pålægge en branche udgifter i hundrede millioner-klassen?« siger Jakob Willer og tilføjer, at regeringen simpelthen er »nødt til at trække stikket.« Den daværende VK-regering indførte i 2007 sessionslogning for første gang. Forhåbningen var ligesom nu, at overvågningen kunne hjælpe politiet med efterforskning af særlig grov kriminalitet og terrorisme.

Systemet viste sig imidlertid ikke at rumme de forventede muligheder, og 2. juni 2014 besluttede daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) at ophæve registreringen af danskernes digitale færden. Ifølge Karen Hækkerup var det »tvivlsomt«, om reglerne egnede sig til formålet.

En ministeriel redegørelse fra februar 2013 viste, at de mange milliarder af registrerede oplysninger kun var blevet anvendt i tre sager om helholdsvis databedrageri, røveri og indbrud i netbank.

Karen Hækkerup afviste i øvrigt at kasseringen af dataovervågningen skyldtes EU-Domstolens afgørelse to måneder forinden.EU-Domstolen erklærede EUs lovgivningsdirektiv om sessionslogning, som den danske lov var baseret på, ugyldigt og i strid med borgernes grundlæggende ret til privatliv.

Liberal-socialistisk kritik

Regeringens aktuelle overvejelser møder kritik fra begge fløje i Folketinget.

Retsordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper, har længe frygtet, at regeringen var seriøs i sin overvejelse, og nu har hun fået bekræftet sine bange anelser.

»Det er jo et kæmpemæssigt brud på helt grundlæggende frihedsrettigheder. I et frit samfund skal man kunne kommunikere og tænke frit uden overvågning fra en stat, men det er jo det, regeringen er parat til at gøre vold mod,« siger Pernille Skipper.

Samme kritiske røster lyder fra Liberal Alliance:

»I et liberalt demokrati skal det være sådan, at man respekterer privatlivets fred, og her hører masseovervågning ingen steder hjemme. Helt grundlæggende skal man ikke overvåge borgere, som ikke er under mistanke for at have begået noget kriminelt,« siger IT-ordfører Christina Egelund (LA).

Socialdemokraterne ønsker ikke at tage stilling til regeringens overvejelser, før de har mødtes med justitsminister Søren Pind (V).

Det har ikke været muligt at interviewe justitsministeren om den planlagte masseovervågning af danskerne. I en skriftlig bemærkning kalder Søren Pind logningen for et »centralt redskab for politiet og PET«:

»I dag logges oplysninger om, hvilke telefonnumre der har ringet til hinanden på hvilket tidspunkt, men hvis parterne bruger internetbaseret telefoni som fx Messenger, Skype eller iMessage, bliver oplysningerne ikke logget. I den tid vi lever i, nytter det ikke. Derfor må vi modernisere reglerne om logning,« skriver Søren Pind.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.