Rebildafsløringer giver journalistisk hæderspris

Opdateret: Årets Cavlingpris går til journalist fra Nordjyske Medier, som i 130 artikler har kulegravet skandalesagerne fra Rebild Kommune.

Vinderen journalist Asbjørn With fra Nordjyske Medier i samtale med statsminister Helle Thorning-Schmidt under Cavling pris-uddelingen.
Vinderen journalist Asbjørn With fra Nordjyske Medier i samtale med statsminister Helle Thorning-Schmidt under Cavling pris-uddelingen.

Dansk journalistiks fornemste hæderspris, Cavlingprisen, er tildelt for kulegravningen af Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug.

Journalist Asbjørn With fra Nordjyske Medier blev fredag eftermiddag hyldet som årets Cavlingprismodtager i en tæt pakket bibliotekssal i Rundetårn midt i København i overværelse af pressens minister, statsminister Helle Thorning Schmidt. For første gang var det først ved receptionen, at vinderen blev afsløret; tidligere har vedkommende - og snart efter resten af Danmark - fået besked inden overrækkelsen.

Gammeldags vagthundejournalistik

Asbjørn With roses for sin "gammeldags vagthundejournalistik" og for at have været medvirkende årsag til, at fire topchefer i den jyske kommune er skiftet ud efter omfattende svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede. Han stillede skarpe spørgsmål, længe før sagerne blev landskendte, og han er blevet ved med at borre, længe efter at de landsdækkende medier havde pakket grejet sammen, som formanden for priskomitéen, tidligere studievært Kurt Strand, beskrev det. Han kaldte det "et svært og tæt udskillelsesløb" at finde blot en enkelt vinder.

Flere end 130 artikler er det blevet til i det år, som han har holdt fast i historien.

Asbjørn With var taknemmelig for den kollegiale ros, som prisen er et udtryk for, og understregede, at det "viser berettigelsen af et lokalt og regionalt mediehus".

"Og jeg er glad for at have været med til at gøre en forskel," lød det beskedent.

I år var der 55 indstillede forslag til prisen.

Berlingske-medarbejder med i slutspurten

Berlingske har tidligere vundet Cavlingprisen og var da også med i slutspurten i år med journalist Line Holm Nielsens digitale e-bog om "Kuppet", det store kup mod Dansk Værdihåndtering i Glostrup. I 2001 gik Cavlingprisen til den ene af de to USA-korrespondenter, Poul Høi, for »fremtidssikret avisjournalistik i en tidsalder, hvor det skrevne ord er sat under hårdt pres«, og i 2008 vandt journalisterne Morten Frich, Morten Crone og Jesper Woldenhof sammen med fotojournalist Erik Refner prisen for dækningen af sagen om politisvigt »i deres dagsordensættende, flermediale serie Forbrydelsen«, der påviste »store mangler i den ellers stort opreklamerede politireform«.

Cavlingprisen er opkaldt efter journalist og forfatter Henrik Cavling (1858-1933), som var stifter af Dansk Journalistforbund. Prisen, som udgøres af 25.000 kroner og Jørgen Rodes statuette af Henrik Cavling, blev indstiftet i december 1944 ved forbundets 40-årsdag og gives til en journalist - eller en gruppe af journalister i samarbejde -, »der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år«. Den blev første gang uddelt i 1945 og tilfaldt da journalist Henrik V. Ringsted.

Priskomitéen er nedsat af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse og består af fem medlemmer med freelancejournalist og tidligere TV-vært Kurt Strand som formand.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.