R vil gøre Arktis til atomvåbenfri zone

Gør alvor af visionen om et atomvåbenfrit Arktis, foreslår de Radikales forsvarsordfører. Men eksperter og oppositionen betegner ideen som urealistisk.

Atomdrevne og ofte atombevæbnede ubåde patruljerer konstant i Arktis. Eksperter tvivler på, at atommagterne vil opgive muligheden.
Atomdrevne og ofte atombevæbnede ubåde patruljerer konstant i Arktis. Eksperter tvivler på, at atommagterne vil opgive muligheden.
Det står i regeringsgrundlaget fra 2011. Og nu er tiden inde til at sætte handling bag visionen om et atomvåbenfrit Arktis.

Det mener de Radikales forsvarsordfører, Zenia Stampe. I en kronik i Berlingske lørdag argumenterer hun for, at Danmark nu sætter sig i spidsen for et nordisk samarbejde om at undgå, at Arktis bliver genstand for atommagter på konfliktkurs.

»Visionen er jo gemt lidt væk i regeringsgrundlaget, og der er ikke talt meget om den. Men jeg forventer, at der sker noget, og jeg sætter min lid til, at den nye udenrigsminister, Holger K. Nielsen (SF), brænder for det,« siger hun.

Zenia Stampe forestiller sig, at Danmark nu tager sagen op med de nordiske naboer i Arktis og i Arktisk Råd.

Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, vender tommelfingeren nedad.

»Da Ronald Reagan i sin tid lancerede sin drøm om en atomvåbenfri verden, var der rigtig mange, der sagde, det ikke kunne lade sig gøre. Og det er jo heller ikke sket endnu i hvert fald. Det kan godt være, at regeringen har behov for at snakke om alle mulige »kjønne tanker«, som H.C. Andersen sagde, men som ikke har ret meget med danskernes hverdag at gøre. Jeg er ikke sikker på, at ideen er noget, vi ikke kommer til at bruge ret mange kræfter på.«

Søren Pind mener ikke, at Udenrigsministeriet skal bruge sine beskårne ressourcer på en »luftig drøm« om at hindre amerikanske, russiske, britiske eller franske atombevæbnede ubåde i at sejle i Arktis.

»Vi trykker i øjeblikket Udenrigsministeriet med nye opgaver i en grad, som i forvejen er urealistisk, og som man ikke kan være bekendt. Skulle jeg vurdere, hvor man skal lægge dansk diplomatis indsats, så ville den dér (atomvåbenfri zone, red.) ikke engang stå på min top-ti,« fastslår Søren Pind.

I 2011 præsenterede daværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), Danmarks strategi for Arktis, som ikke indeholdt ét ord om atomvåbenfri zone. Både dengang og nu tvivler Lene Espersen på, at USA og Rusland vil droppe sejladsen med atombevæbnede ubåde i Arktis.

»Derfor var vores fokus på samarbejdet om redningsberedskab i Arktis,« siger hun.

Lene Espersen mener, at den amerikanske præsident, Barack Obamas, bestræbelser på gradvist at nedbringe antallet af atomvåben i verden er den realistiske vej fremad.

Dejligt, men urealistisk

Sikkerhedspolitisk forsker ved Forsvars­akademiet, Peter Viggo Jakobsen, mener, at et atomvåbenfrit Arktis »bestemt ville være dejligt«. Men desværre også urealistisk. Frihed for atomvåben opnår man først den dag, da atommagterne ikke føler behov for at have atomvåben som forsikringspolice eller som pressionsmiddel.

»Man må starte med at løse de konflikter og problemer, der fører til, at man ønsker atomvåben,« siger han.

Peter Viggo Jakobsen tror mere på den fremgangsmåde, Danmark valgte med Illulissat-erklæringen fra 2008, hvori fem arktiske nationer forpligtede sig til at løse konflikter i Arktis gennem forhandlinger.

»Den erklæring lagde sporene til, hvordan man forhindrer problemer i at opstå eller vokse. At sætte sig ned i rundkreds for at snakke atomvåbenfri zone vil være spild af tid og totalt urealistisk,« mener han.

Peter Viggo Jakobsen kender ikke til omfanget af atomvåben i eller omkring Arktis, hvor atombevæbnede ubåde i årtier har sejlet. Omfanget er formentlig blevet mindre siden Den Kolde Krig. Men de er der for at sikre nationerne mod et overraskelsesangreb med atomvåben, mener Peter Viggo Jakobsen.

Tom demonstration

Venstres tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, er enig med Zenia Stampe i, at det forstærkede fokus på Arktis åbner nye muligheder for nordisk samarbejde, som også den tidligere norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg foreslog i sin rapport til de nordiske statsministre i 2009.

»Men tanken om en særlig atomvåbenfri zone er ikke realistisk. Her er situationen den samme, som da tanken om Norden som atomvåbenfri zone var oppe at vende i 80erne: Etablering af en zone er blot en tom demonstration, som kan skabe falsk tryghed. Atomvåbenfrihed forudsætter en globalt dækkende traktat – som også Kissinger og Obama har været inde på.«

Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) havde ikke mulighed for at svare på spørgsmål i går.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.