Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Prostatascreening giver risiko for overbehandling

Impotens, vandladningsproblemer og alvorlig infektion kan være prisen for at blive undersøgt og behandlet for en ubetydelig og langsomt voksende prostatakræft. Alligevel gennemgår flere danske mænd behandlingen.

Stadig flere mænd går til egen læge for at få målt PSA, prostata-specifikt antigen, i en blodprøve.

Og de urologiske ambulatorier er ved at drukne i mænd, der skal undersøges nærmere pga. høje PSA-værdier.

Nogle af mændene får konstateret kræft, men selv om mange flere diagnosticeres, falder dødeligheden ikke.

»De fleste dør ikke af den her type kræft. Problemet er i virkeligheden ikke at finde canceren, men at finde ud af, om den er farlig. Det hjælper PSA os ikke med i det tidlige sygdomsstadie,« siger professor Michael Borre fra urologisk afdeling på Skejby Sygehus.

Han er desuden formand for både Dansk Urologisk Cancergruppe og Dansk Prostata Cancer Udvalg. En stor dansk underøgelse viser nu ikke helt overraskende, at forhøjede PSA-værdier kunne være en grund til at blive undersøgt.

»Man har været usikre på, om en enkelt PSA-test i relativt ung alder viser risikoen for prostatacancer, eller om der skal flere prøver til. Vi viser, at den første prøve kan bruges til at dele folk ind i risikogrupper,« siger læge David Dynnes Ørsted, afdelingen for klinisk biokemi ved Herlev Hospital.

Vent med testen til 45-års-alderen

David Dynnes Ørsted har i samarbejde med afdelingslæge Stig Bojesen undersøgt PSA-værdier i 30 år gamle blodprøver fra 4.400 mænd i den store Østerbro-undersøgelse og sammenholdt resultatet med mændenes senere sygehistorie i Landspatientregistreret og Dødsårsagsregisteret.

Men undersøgelsen viser også, at et lavt PSA-tal ikke bare er et midlertidigt fravær af et højt PSA-tal. Det er en ret sikker indikator på, at man har lav risiko for nogensinde at udvikle prostatakræft.

»Hvis man vil kende sin risiko for prostatakræft, kan man lade sig teste som 45 eller 50-årig. En mand under 55 med en PSA-værdi under 2 kan vente ti år med næste test. En mand over 65 med PSA-tal under 1 behøver ikke testes igen, hvis ikke han har symptomer. Han har meget lav risiko for at få en prostatacancer, han kan nå at dø af,« siger David Ørsted.

Risikoen for prostatakræft er ikke nul ved et lavt PSA-tal, den er blot betydeligt formindsket. Men der er også en risiko ved at skulle hele møllen igennem på sygehuset efter et højt tal:

Impotens, vandladningsproblemer og alvorlig infektion kan være prisen for at blive undersøgt og behandlet for en ubetydelig og langsomt voksende prostatakræft, som aldrig havde betydet noget for en, hvis den ikke var blevet opdaget ved en PSA-test.

Risiko for en »enorm overbehandling«

I Danmark dør der stadig tre mænd om dagen af prostatakræft, selv om forekomsten er halvandendoblet på et årti, hvor danske mænd har indført en uofficiel screening.

»PSA-screening giver risiko for en enorm overbehandling, uden at vi med sikkerhed fanger dem, der får den alvorlige cancer,« siger professor Michael Borre og tilføjer:

»Mange vil så som 50-årige få opdaget en lille, latent kræftknude med risiko for svær påvirkning af livskvaliteten,« siger Michael Borre.

Undersøgelsen er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift European Urology.B