Problemramt inderhavnsbro er udskudt igen-igen

Fra marts skulle det have været muligt for cyklister og fodgængere at krydse havneløbet via en bro fra Nyhavn til Christianshavn. Men broen er igen udskudt.

Efter en lang række forsinkelser forventer Københavns Kommune nu, at Inderhavnsbroen, som oprindeligt skulle have stået klar i begyndelsen af 2013, bliver klar til brug for cyklister og fodgængere, som skal frem og tilbage mellem Nyhavn og Christianshavn.
Efter en lang række forsinkelser forventer Københavns Kommune nu, at Inderhavnsbroen, som oprindeligt skulle have stået klar i begyndelsen af 2013, bliver klar til brug for cyklister og fodgængere, som skal frem og tilbage mellem Nyhavn og Christianshavn.

Først var det februar 2013, så blev det årsskiftet 2014/2015, så marts 2015. Nu er det så sommerhalvåret 2015, Inderhavnsbroen bliver klar og kommer til at forbinde Nyhavn med Christianshavn med cyklende og gående. Tidsplanen er udskudt, fordi Valmont SM, der har ansvaret for at bygge broen færdig, i januar meddelte, at de har problemer med stålproduktionen.

»Vi er kede af de fortsatte forsinkelser omkring fremstilling af stålkasser. Omfanget af arbejdet vedrørende de for projektet nødvendige tekniske afklaringer har vist sig at være større end tidligere vurderet,« skrev Claus Bo Jørgensen, direktør for Valmont SM, i pressemeddelelsen, da tidsplanen blev udskudt.

Nu regner Københavns Kommune med, at Valmont SM får løst problemerne inden for et par måneder og er færdig i sommerhalvåret 2015. Men selv om det på ny står klart, at broen forventes færdig, er man hos Københavns Kommune trætte af problemerne ved tilblivelsen af Inderhavnsbroen.

»Vores forventning var oprindeligt januar 2015. Derefter blev det rykket til marts. Så det er selvfølgelig utilfredsstillende, at projektet igen er forsinket. Fokus nu er, at vi får gennemført byggeriet i samarbejde med vores leverandører, og at de nu leverer en tidsplan, der holder. Det er det, vi går efter,« siger Jens Christian Zøfting-Larsen, centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Årsagen til problemerne med stålproduktionen stammer fra Valmont SMs polske underleverandører. Ifølge Sten Bonke, lektor i Planlægning og Ledelse af Byggeri ved DTU, kan netop stålproduktion fra udenlandske leverandører ofte kan være forbundet med udfordringer:

»Udenlandske underleverandører repræsenterer altid en risiko og kræver derfor særlig opmærksomhed med hensyn til designspecifikationernes kvalitet, risikostyringen og kvalitetsstyringen,« skriver han i en mail til Berlingske.

Tidligere udskydelser

Oprindeligt var planen, at broen, der forventes at blive brugt af op til 7.000 cyklister dagligt, skulle stå færdig i februar 2013. Valmont SM overtog byggeprojektet i maj 2014, efter at den oprindelige entreprenør Pihl & Søn var gået konkurs i august 2013. I mellemtiden stod byggeriet stille i syv-otte måneder. I den periode blev stadet efter Pihl & Søn opgjort og på den baggrund blev et nyt tilbudsgrundlag udarbejdet samt nye tilbud indhentet.

Broprojektet blev inden da desuden forsinket på grund af Pihl & Søns udenlandske stålleverandører, ligesom broens søjler oprindeligt blev bygget 60 centimeter for høje.

TV: Københavnere om inderhavnsbro: »Øv. øv, øv«

 

I september 2014 sagde Jens Christian Zøfting-Larsen til ing.dk, at man i fremtiden ville gennemføre mere detaljerede projektgranskninger, når man skulle sætte så store, komplicerede projekter i gang. Selv om der nu igen er opstået forsinkelser, mener han, at kommunen har forberedt sig godt nok:

»Vi har gjort, hvad vi kunne for at skabe de bedste forudsætninger for færdiggørelsen af projektet. Uanset hvor grundigt man forbereder sig, så opstår der spørgsmål, man skal håndtere undervejs,« siger han og tilføjer, at der er indledt et skærpet tilsyn med blandt andre Valmont SMs polske underleverandører.

»Vi har for eksempel både kommunens rådgivere permanent til stede i Polen og på broprojektet i København,« siger Jens Christian Zøfting-Larsen.

Sten Bonke fra DTU er enig i, at det er uundgåeligt, at der opstår udfordringer undervejs i et bygningsprojekt. Han mener dog, man kan mindske risikoen ved bedre planlægning. Eller ved skærpede tilsyn.

»Det vil ofte kunne svare sig at placere en medarbejder hos leverandøren for at sikre sig bedre kommunikation og kontrol,« skriver han.

Omkostningerne for Inderhavnsbroen var i 2009 202 millioner kroner, mens det i 2014 var steget til 305 millioner. Forventningen fra Københavns Kommune er, at de nyeste forsinkelser ikke kommer til at gøre projektet dyrere for kommunen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ValmontSMs direktør, Claus Bo Jørgensen.

Opdatering: Sætningen »I den periode blev stadet efter Pihl & Søn opgjort og på den baggrund blev et nyt tilbudsgrundlag udarbejdet samt nye tilbud indhentet« er blevet tilføjet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.