»Problemet er, at det danske system greb os helt forkert an fra det øjeblik, vi kom til landet«

Det er ikke uvilje, der er skyld i de høje arbejdsløshedsprocenter for indvandrerkvinder, mener brugerne af kvindecafeen Nora på Nørrebro. Ikke kvindernes uvilje i hvert fald. Når det kommer til kommunen og mændene derimod…

Zineb Mandas kigger ned i bordet.

Hun får altså ikke kontanthjælp, vil den 50-årige dansk-palæstinenser lige pointere, for hendes mand, der er taxachauffør, forsørger hende. Så de sidste fem år har hun i princippet ikke været arbejdsløs, men hjemmegående.

»Men det er kedeligt at sidde hjemme og se fjernsyn. Jeg vil meget hellere have et arbejde. Jeg kan bare ikke finde et.«

Det er frokosttid i Café Nora – et mødested for kvinderne i Mjølnerparken på Nørrebro. Og Berlingske er taget med for at få de besøgendes forklaring på de statistikker, der med jævne mellemrum dukker op som chokrubrikker i aviserne: At næsten hver fjerde langtidsledig er en kvinde med ikke-vestlig baggrund. Og at mindre end hver tredje af de førstegenerationskvinder, som er flygtet fra lande som Irak, Libanon og Somalia, har et job. Med andre ord: Forklaringen på, hvorfor kvinderne på Café Nora er havnet, hvor de er.

Kvinderne i Café Nora – et mødested for kvinderne i Mjølnerparken på Nørrebro – får zumba­undervisning i fælleshuset. Samme eftermiddag skal de til jobcafé.
Kvinderne i Café Nora – et mødested for kvinderne i Mjølnerparken på Nørrebro – får zumba­undervisning i fælleshuset. Samme eftermiddag skal de til jobcafé.

»Men jeg søger og søger!« siger Nimco Ali, der er født i Somalia, men har boet i Danmark de sidste 18 år. Hun er alenemor til fem børn, hvoraf de tre stadig bor hjemme. I formiddags var en del af kvinderne til zumba­undervisning i fælleshuset. I eftermiddag skal de til jobcafé.

»De sidste fire år har jobcentret sendt mig fra den ene praktik til den anden. Nogle steder er gode. Andre behandler en som slave. Men der kommer aldrig noget rigtigt job ud af det, og der går altid et eller andet galt med min kontanthjælp. Kommunen vil gerne sende os ud at arbejde. Men de vil ikke give os nogen penge for det,« sukker hun.

I sidste uge fortalte en jobmedarbejder i Odense, at hovedudfordringen med de ikke-vestlige kvinder er, at de dybest set ikke gider arbejde og har for mange dårlige undskyldninger for at smyge sig udenom.

Når morfinen stopper

Malika Chemlali hæver stemmen, da hun hører eksemplet. Hun er den eneste ved bordet, som har arbejdet alle sine 26 år i Danmark, først som pædagogmedhjælper og siden sundhedsformidler. Og hun er dødtræt af, at fokus på indvandrerkvinderne altid er så negativt.

»Der er nogle herude, som ikke vil arbejde. Det vil jeg ikke benægte,« siger Malika Chemlali.

Men de fleste, siger hun, er enten psykisk eller fysisk syge. Og dem, som gerne vil have et arbejde, kan ikke finde et, fordi de taler for dårligt dansk, eller arbejdspladserne ikke vil ansætte nogen med adresse i Mjølnerparken og da slet ikke, hvis man er muslim.

De sidste otte år har Københavns Kommune ellers haft en såkaldt »fremskudt beskæftigelsesindsats« i form af en lokal jobfilial midt i den københavnske ghetto. Her har jobkonsulenter siddet parat til at hjælpe alle, der måtte ønske et arbejde. Alligevel har statistikken ikke rykket sig nævneværdigt de sidste otte år.

Malika Chemlali har arbejdet alle sine 26 år i Danmark, først som pædagogmedhjælper og siden sundhedsformidler. Og hun er dødtræt at, at fokus på indvandrerkvinderne altid er så negativt.
Malika Chemlali har arbejdet alle sine 26 år i Danmark, først som pædagogmedhjælper og siden sundhedsformidler. Og hun er dødtræt at, at fokus på indvandrerkvinderne altid er så negativt.

Malika Chemlali kender godt tallene, har hørt debatterne og ved godt, at opgaven ikke er blevet nemmere, som tiden går.

»På nogle måder er det blevet værre. I dag snakker folk f.eks. ikke om andet end islam og flygtninge. Sådan var det slet ikke, da vi kom til landet. Tænk på debatten om de idiotiske imamer i Aarhus. De har ødelagt det hele for os andre, for nu bliver folk endnu mere bange, og det gør det sværere for os, der bærer tørklæde og lange farvede kjoler, at få job.«

Det lyder, som om I mener, at alt er samfundets skyld. Har I ikke også selv et ansvar?

»Problemet er,« siger Samar Subhie, der stammer fra Libanon og arbejder i Café Nora, »at det danske system greb os helt forkert an fra det øjeblik, vi kom til landet.«

Da hun og hendes generation af flygtninge kom i 80erne og 90erne, fik de først lommepenge fra Dansk Flygtningehjælp og siden bistandshjælp fra kommunen. Ingen sagde, at de skulle yde noget. I stedet var holdningen, at man nødig skulle stresse de nytilkomne, der havde bedre af at sidde derhjemme og slappe af.

Samar Subhie kigger opgivende op.

»Og så pludselig efter 15 år kom kommunen og sagde, at alle flygtninge skulle arbejde. Til folk, som aldrig har lært sproget ordentligt og aldrig haft et job. I 10-15 år har man givet os flygtninge morfin og sagt, vi bare skulle slappe af og lave ingenting derhjemme. Og så pludselig stopper man morfinen. Det er klart, det er svært.«

Traditionelle mænd og opgivende kvinder

Da de andre er gået videre til dagens aktiviteter, kigger Samar Subhie forsigtigt op.

»Jeg siger det her fra mit hjerte: De fleste kvinder vil gerne ud af deres lejligheder, møde andre mennesker og arbejde. De har ikke lyst til at sidde isoleret derhjemme. Men hvis vi skal være ærlige, er det ikke alle mænd, som støtter dem. Så mange ender med at give op.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Samar Subhies eksmand ville hverken have, at hun skulle gå på sprogskole eller arbejde, men forblive alene isoleret i lejligheden uden kontakt med venner og agere husmor.  Siden har hun været både integrationskonsulent og bydelsmor.
Samar Subhies eksmand ville hverken have, at hun skulle gå på sprogskole eller arbejde, men forblive alene isoleret i lejligheden uden kontakt med venner og agere husmor. Siden har hun været både integrationskonsulent og bydelsmor.

Samar Subhie vejer sine ord nøje. For selvfølgelig er der masser af mænd, som hjælper til og bakker op om deres koner, ikke mindst de unge fra anden generation, der er opvokset i det danske samfund.

Men der findes også stadig dem, der mener, at kvindens plads er i hjemmet. Mænd som Samars eksmand f.eks. Han ville hverken have, at hun skulle gå på sprogskole eller arbejde, men forblive alene isoleret i lejligheden og agere husmor uden kontakt med venner.

Hvad gjorde du?

»Hvad kunne jeg gøre? Jeg blev skilt!«

Hendes næste mand var langt mere støttende, og siden fik Samar Subhie job som både integrationskonsulent og bydelsmor.

Men det er en reel udfordring, siger hun, at nogle mænd endnu ikke har forstået, at de er flyttet fra Libanon og til Danmark, men i stedet viderefører de mentaliteten, de kender fra deres barndomshjem.

»De siger til deres koner: Min mor har opdraget syv børn og altid lavet mad og haft et rent hjem. Hvorfor kan du så ikke klare det?«

Men i den traditionelle kultur ligger netop, at mændene forsørger kvinden, som til gengæld passer hjemmet. I Danmark sidder mange mænd i lejlighederne på førtidspension, mens det er kvinderne, som både skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og stå med eneansvaret for fire-fem børn, madlavning og rengøring. Med en skrøbelig psyke oveni, magter mange end ikke tanken om et fuldtidsjob.

Vil man hjælpe de undertrykte kvinder ud af lejlighederne, bliver man derfor nødt til at gøre det på deres præmisser, siger Samar Subhie:

»Hvis du sender hende ud et sted, hvor hun skal arbejde med mange mænd, kan du være sikker på, at hun siger nej, fordi hendes mand ikke vil bryde sig om det. Det er forkert, selvfølgelig. Men det er også hårdt for kvinden. Hvis man ikke hjælper hende med noget, som passer, kommer hun måske aldrig ud.«

Ingen kontanthjælp, men jobgaranti

Lidt længere nede af gangen sidder Grete Kerrn-Jespersen. Hun er souschef for den boligsociale helhedsplan i Mjølnerparken og kender kun alt for godt kvindernes historier.

I øjeblikket er hun og chefen for Lejerbo i Mjølnerparken derfor i forhandlinger med flere partier i Folketinget om at få tilladelse til at gennemføre et radikalt forsøg, der skal få alle beboere i Mjølnerparken i beskæftigelse. Ideen er, at ingen længere skal have retskrav på kontanthjælp. I stedet skal alle have en jobgaranti.

»Vi kan se, at det, vi gør i dag, ikke virker. Mange af kvinderne vil gerne, men tør ikke, fordi de aldrig har prøvet at arbejde. Desuden synes de ikke, det kan betale sig for dem at være i praktik, når de ingen penge får for det,« siger hun.

De fleste af kvinderne i Mjølnerparken er kommet til Danmark gennem familiesammenføring. Siden er der kommet en håndfuld børn, og den ene barsel har taget den anden. I mellemtiden er en del af mændene blevet tildelt førtidspensioner, som i 80erne blev delt ud med lind hånd.

»Nu er der så et stort ønske om at få kvinderne i arbejde. Men de har ikke adgang til noget arbejdsmarked. Mændene ønsker grundlæggende ikke, at de skal have et selvstændigt liv uden for hjemmet, og kvinderne, som ingen har interesseret sig for i deres første seks-otte år i landet, kender måske ikke til de tilbud, der er.«

Dem, der alligevel tager imod jobcentrets beskæftigelsestilbud, kan ofte konstatere, at det ikke kan betale sig. For siger man ja til et aktiveringstilbud, ender man på grund af bureaukratiske teknikaliteter og mærkelige regler ofte med at blive straffet økonomisk. Pludselig kan man f.eks. ikke rejse på ferie, fordi man har haft 14 dages arbejde året før, og kommunen kræver 12 måneders fort­løbende kontanthjælp. Eller jobrotationen ligger skævt på en måned, så kontanthjælpen bliver forsinket eller falder helt væk.

»Den slags eksempler støder jeg på mindst ét af om dagen. Det er bare at plukke fra sækken. Det er det system af mærkelige særordninger og tilbud, vi vil gøre op med. For kvinderne kan ikke finde rundt i det, og det kan sjældent betale sig for dem, og så er det ikke mærkeligt, at de ikke vil,« sukker Grete Kernn-Jespersen.

Ideen med den radikale jobplan er, at en del af kvinderne skal blive mere selvhjulpne i deres lejligheder og siden finde arbejde i f.eks. Mjølnerparkens vaskerier. Eller Mimers­parkens parkområder. Den nærliggende Føtex har tidligere været flink til at give de unge ungdomsjob. Og måske nogle af de andre virksomheder i lokal­området vil være behjælpelige med job. Nogle kvinder kan klare fem timer om ugen. Andre 25. Men målsætningen er, at alle skal ud af lejlighederne, færdiggøre en 9. klasse og udføre et job.

»Langsomt skal vi så have dem længere ud i samfundet. Ikke ved alle mulige særordninger, men ved at give dem det eneste, de rigtigt forstår, nemlig et job med klart definerede opgaver, en chef, en løn og en rigtig kontrakt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.