Private aktører er blevet stuerene i Velfærdsdanmark

Ideologiske sammenstød er ved at være et overstået kapitel. Private firmaer overtager driften af stadig flere centrale velfærdsopgaver.

Ayoe Holmberg mens hun får hjælp af hjemmehjælper Susan Jakobsen
Ayoe Holmberg mens hun får hjælp af hjemmehjælper Susan Jakobsen

Private firmaer er blevet stuerene i Velfærdsdanmark.

Tidligere tiders ophedede, ideologiske sammenstød om udliciterering er godt på vej til at være et overstået kapitel. I dag handler det om, hvem der kan løse opgaverne bedst og billigst - og hvis det er private aktører, vinder de og tager over fra de offentlige leverandører.

Selv i SF-styrede kommuner udliciterer man på livet løs, også når det drejer sig om kerneydelser som ældrepleje.

Dét er tendensen i kommuner og regioner, vurderer forskere og private firmaer, som i disse år overtager driften af stadig flere velfærdsopgaver lige fra hjemmehjælp over hospitals-afdelinger til hele plejehjem.

»Vi møder ikke længere nogen, der sætter sig ideologisk på bagbenene. Der er klart en større vilje til at udlicitere, og partifarve betyder ikke noget. Det handler om real-politik, og hvem der super-effektivt kan levere et supergodt produkt« siger adm.direktør Thomas Nistrup fra Forende Care, en af de større private aktører på bl.a. ældreområdet.

Firmaet overtager til september driften af ældrecentret Bøgeskovhus i Aarhus efter forhandlinger med bl.a. SF-rådmanden Thomas Medom, og i 2012 overtog man opgaven med at drive plejecentret Søhusparken i Syddjurs Kommune, da Kirsten Bille var SF-borgmester.

De private aktører vinder også frem i andre kommuner. I København er andelen af hjemmeplejetimer, der udføres af private på det offentliges regning som led i frit valgs-ordningen, vokset fra 21 til 30 pct. fra 2009 til 2013, når det gælder den praktiske hjælp. På landsplan er andelen af ældre, som vælger at få hjælp fra private aktører, oppe på 35 pct.

En væsentlig årsag er, at de private er bedre til at sikre, at der kun kommer få, faste hjælpere i de ældres hjem. Derfor lægger Københavns Kommune nu - med SF-borgmester Ninna Thomsen i spidsen - an til et projekt, hvor man prøver at tage konkurrencen op og lægge sig mere i selen for at tilbyde en lige så god service på det punkt som de private.

»De offentlige leverandører bliver benchmarket af borgerne og fundet for lette. Derfor bliver Københavns Kommune nødt til at tage løbeskoene på og spidse blyanten for at blive dygtigere. Der er efterhånden en bred erkendelse af ude i kommunerne, at man står overfor en kæmpe samfundsmæssig opgave med stadig flere ældre. Men pengepungen bliver ikke større. Derfor må man prøve at løse udfordringerne på andre måder, og der er konkurrence-udsættelse en af mulighederne,« siger Thomas Nistrup.

Et rundspørge i sidste uge i Børsen viste, at 35 af 45 borgmestre er parate til at udlicitere mere i de kommende fire år sammenlignet med de forudgående fire år, og det var ikke kun i kommuner med Venstre-borgmestre, som traditionelt har været mest udliciteringsivrige. Også blandt socialdemokratiske og SF-borgmestre er man klar til at gå den vej.

Ude i regionerne er der også en markant udvikling i gang, hvor stadig flere opgaver udføres i OPP-regi (offentlig-privat partnerskab). Både i Region Midtjylland og Region Syddanmark får private aktører en central rolle i forhold til at opføre store psykiatri-hospitaler, og i Region Sjælland har en privat aktør overtaget driften af en helt hospitals-afdeling på sygehuset i Næstved.

Det svarer også godt med de senere års forskning på området, som viser, at man især i kommuner og regioner har en meget u-ideologisk tilgang til udlicitering. Sandsynligvis fordi man har erfaret, at de private aktører er i stand til at løse opgaverne på forsvarlig vis, og at tilfredsheden med dem blandt borgerne er mindst lige så stor - og i nogle tilfælde også større - end den er med de offentlige leverandører.

»Når vi ser på borgmester-farve, er der ingen forskel på, hvor meget kommunerne konkurrence-udsætter deres opgaver. Det er mest i landspolitikken på Christiansborg, at ideologi stadig kan spille en rolle, mens man har en mere pragmatisk tilgang til det på lokalt niveau. Hér har man fundet ud af, at der findes gode og dårlige leverandører både blandt private og offentlige aktører. Derfor handler det mere om at finde den bedste leverandør i det konkrete tilfælde,« siger RUC-lektor Ole Helby Petersen, som forsker i bl.a. konkurrenceudsættelse af velfærd.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.