Selvfølgelig må han skrive det for han har jo ret. Men kun hvis man tror på den store bussemand i himlen. Hvis man læser Bibelen og tror på hvad der står i den så er der ikke tvivl om at homoseksuelitet er en synd. Men der står også at kvinder ikke kan være præster, at man skal vende den anden kind til, at mænd ikke må barbere sig etc etc. Så når kristne begynder at tage deres egen religion alvorligt og ikke tilpasser " den til tiderne" kan det være man kan tage dem alvorligt.

Og så forstår jeg simpelthen ikke hvad bøsser og lesbiske vil i en kirke som gennem hele historien har forfulgt dem og brændt dem på bålet. Har de ikke noget stolthed. Hvad vil de dog på den galaj. Tænk at småborgerligheden har ramt dem så hårdt på tænkeevnen. Bliv dog registreret som partnere og lad kirken beholde det syge og forkvaklede ægteskabsbegreb for dem selv. Man kan ikke tro på den kristne Gud og være homoseksuel, kvinde, fornuftig. Helt ærlig, en god Gud oppe i himlen. Tag jer sammen.

Folkekirken og dets præster er ved at bevæge sig så langt fra den danske befolkning, at det er på høje tid at skille kirke og stat fra hinanden! Lad kirken stå som selvstændig religion ligesom alle andre religioner. Lad dem, finansiere dem selv. Og hvis de ikke har råd til at beholde deres kirker, så fred kirkerne, og lad private opkøbe dem.
Homoseksuelle, biseksuelle, metroseksuelle og alle andre former for semsualiteter er hver persons egen sag og ret!

Hvorfor skal denne mærkelige forestilling om at der har siddet en mand oppe i skyerne og lavet verden og bestemt hvordan mennesker skal være og leve blive ved med at belemre os med alskens mærkværdigt sludder?? 5 procent af jordens befolkning er homoseksuelle - sådan er naturen altså....

Selvfølgelig må han skrive det i et læserbrev. Vi har ytringsfrihed i Danmark

Selvfølgelig må en præst skrive det i et læserbrev. Vi har ytringsfrihed i Danmark

Det står i biblen, at homofili er en synd og selvfølgelig skal en præst prædike, - det der står i biblen ! Alle præster skal oplyse menigheden om, at homofili er en synd. De homofile kan ikke få deres synd velsignet af en Kristen præst, - men kan alene gøre sig håb om, at få syndsforladelse. De præster der vil vie og velsigne homofile, er ikke Kristne præster, - men præster for noget andet.

Det må han da. Præstens job er at forkynde Guds ord. Guds ord siger at homoseksualitet er en synd. Men den her debat handler jo om politisk korrekthed og ikke om kristendommen, og folkekirken vil handle på samfundets humørsvingninger så længe den er politisk styret, med en ikke-kristen politiker på øverste top. Derfor har folkekirken udspillet sin rolle, og er efter min mening blevet urelevant.

Det er ikke korrekt, at biblen taler imod homoseksualitet.
Det er en fundamentalistisk læsning heraf som typisk alene ses på den kirkelige højrefløj, der flyder over af den ene mere rabiate end den anden.
Derimod taler biblen qua det nye testamente imod, at man som en konsekvens af afgudsdyrkelse vender sig imod eget køn seksualt.
Det vigtige i pasussen i det nye testamente er ikke som det ofte forstpes fundamentalistisk , at man vender sig imod eget køn seksuelt, men at man vender sig imod afgudsdyrkelsen.
Det er selve afgudsdyrkelsen , der er sanktioneret i pasussen i det nye testament.
Og at man via denne nødes til at bytte det modsatte køn ud meget eget køn, som seksualobjekt. Derfor kan det nye testamente i så henssende tolkes således, at det sanktionerede alene er, at den via afgudsdyrkelsen opnåede ændring af seksualitetens objekt. Det kan således forudsættes, at der tales om heteroseksuelle personer, der under indtryk af afgudsdyrkelse omvender sig.
Så passussen taler faktisk blot imod afgudsdyrkelse, da denne anses som den, der ændrede de omtalte personers seksualitet (på unaturlig vis; de var ikke nødvendigvis homoseksuelle)
For at forstå de tekster, der "snitter" spørgsmålet omkring homoseksualitet i det nye testamente, må man foretage en grundig hermaneutisk analyse, der indbefatter en lang række komponenter.
Det er alene højrefløjen i kirken, der læser biblen fundamentalistisk.

I og med at ytringsfriheden indebærer retten til at tage fejl, så indebærer den også retten til at være irrationel. Derfor giver ytringsfriheden udmærket plads til at de religiøse kan ytre deres meninger og fremføre deres synspunkter. Samtidig med at de kan modsiges af andre, som er uenige med dem.

Begrebet synd er meningsløst uden for et religiøst paradigme, hvor handlinger kan være moralsk rigtige eller forkerte, strafbare eller lovlige. Den jordiske retfærdighed er et rent menneskeligt anliggende. Det blander den kristne Gud sig ikke i, men trækker sig tilbage med en bemærkning om ikke at dømme, hvis man ikke selv ønsker at blive fordømt.

Ægteskabet er jo ikke et sakramente i den evangelisk-lutherske kirke og Luther kaldte selv ægteskabet for en i højeste grad verdslig ting, hvorfor det må være de verdslige myndigheder der trækker grænserne til det forbudne når de skal definere hvad et ægteskab er.

Faktisk hører et ægteskabsritual ingen steder hjemme i Folkekirken, det burde være tilstrækkeligt med en velsignelse af de personer som har valgt at leve sammen som rette ægtefolk, hvor "rette" alene er defineret af ægteskabsloven. Ritualtraditionen synes at have overlevet fra katolsk tid på trods af Reformationen. Og så gav det jo også præsteskabet den magt at kunne nægte at vie fraskilte eller svangre kvinder, synderinder der havde bedrevet hor.

Ud fra denne tankegang er det klart, at et homoseksuelt forhold er værre end almindeligt hor, og det er da også blot 22 år siden en from kristen kvinde i et læserbrev udtrykte den holdning, at "homosex er den ækleste form for hor". Det var et indlæg i debatten mod loven om registreret partnerskab, men det havde nær kostet læserbrevsskribenten en dom for forhånelse og nedværdigende omtale af homoseksuelle.

Denne bekæmper af synd var åbnbart ikke opmærksom på, at homoseksualitet var blevet fjernet fra straffeloven ved reformen i 1933, og lægevidenskaben havde omdøbt synden til sygdom, hvorfor homoseksuelle blev stemplet psykiske afvigere indtil 1981, hvorefter de ved et trylleslag blev helt normale. Syge mennesker skal man jo beskytte og hjælpe, det er god kristen moral, så derfor havde folketinget i 1987 besluttet, at også "seksuel orientering" skulle medtages blandt de særligt beskyttede grupper i loven til bekæmpelse af racisme. Herefter blev også homoseksuelle beskyttet ved at gøre udtalelser hvorved de blev truet, forhånet eller nedværdiget strafbare.

Med andre ord løb den fromme kristne kvinde der ville bekæmpe den mest afskyelige form for hor ind i en tiltale for overtrædelse af "racismeparagraffen" - straffelovens § 266 b.

Landsrettens seks dommere var delt på midten og derfor skete der frifindelse.

Jeg synes det er helt fint at Michael Lerche Nygaard råber op om den homoseksuelle synd i sit læserbrev og endnu bedre, at han har fået svar på tiltale i debatten. Spørgsmålet er vel om kirken kan leve uden synd, om den går til grunde hvis der alene står tilgivelse på programmet?