Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Politiken-ansatte siger op af frygt for terror

Flere ansatte på Politiken har i løbet af de seneste måneder opsagt deres stillinger i Politikens hus på Rådhuspladsen af frygt for terror rettet mod Jyllands-Posten.

Politiken sagde undskyld til hele den arabiske verden og lagde på lederplads afstand til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Alligevel frygter Politiken-ansatte, at de kommer til at betale prisen for et terrorangreb mod Jyllands-Posten, som de deler adresse med i København.

Politikens ledelse bekræfter over for B.dk, at flere af avisens ansatte inden for kort tid har opsagt deres stillinger, fordi de frygter at blive ramt af terror. Koncerndirektør Stig Kirk Ørskov vil ikke oplyse det præcise antal. Men B.dk erfarer, at der er tale om fire.

- Jeg har også hørt tallet fire, siger avisens journalistiske tillidsmand Pernille Mac Dalland.

Hun genkender frygten men siger, at ingen journalister er blandt dem, som har sagt op på grund af terrortruslen.

Flere konkret trusler mod huset

Politikens hovedsæde på Rådhuspladsen har været et terrormål siden Jyllands-Postens københavnerredaktion flyttede ind i efteråret 2009.

Politiets efterretningstjeneste (PET) har alene sidste år ved tre forskellige lejligheder anholdt formodede terrorister, der havde til hensigt at trænge ind på Jyllands-Postens kontorer i Viby og på Rådhuspladsen for at dræbe tilfældige ansatte.

Så sent som for knapt to måneder siden anholdt PET fem terrormistænkte mænd mellem 26 og 44 år for ’konkrete og meget nært forestående planer om at trænge ind i Politiken og Jyllands-Postens hus på Rådhuspladsen’, som det hed i PET’s pressemeddelelse 29. december 2010.

På direktionsgangen i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen er man ikke glad for, at opsigelserne får omtale i medierne, men man bekræfter, at der har været ’enkelte opsigelser’ med terrorfrygt som begrundelse.

- Vi udtaler os af princip ikke om emnet på grund af medarbejdernes sikkerhed. Det kunne skabe en opfattelse blandt terrorister af, at de når deres mål med den slags trusler, siger koncerndirektør i JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov til B.dk.

Ingen opsigelser på Jyllands-Posten

Paradoksalt nok har ingen medarbejdere på den avis, der er det egentlige mål for terror, ifølge B.dk’s oplysninger opsagt deres stillinger med terror som begrundelse.

De tillidsmænd fra Jyllands-Posten, som Berlingske har været i kontakt med, afviser i hvert fald alle, at der skulle være medarbejdere på deres avis, der har forladt jobbet af nævnte årsag.

’Vi snakker om det på gangene’

En af Politikens tillidskvinder Pernille Mac Dalland fortæller, at medarbejderne har forskellige måder at tackle terrortruslen på.

- Der snakkes meget om det på gangene, men folk har vidt forskellige måder at takle det på. Nogle tager det med humoristisk galgenhumor og andre mere stille ... Og så er der stort fokus på de tiltag, huset laver for at undgå, at terrorister kan trænge ind, fortæller Pernille Mac Dalland, der er tillidskvinde for Politikens journalister.

Muhammed-sluser

En af de mest synlige sikkerhedstiltag er de skudsikre enkeltmandssluser, ansatte og besøgende skal igennem for at komme ind i huset – populært kaldet Muhammed-sluser.

De to aviser deler indgang, og Politikens redaktion er det første man møder, når man kommer ind i huset.